Et godt design på en hjemmeside har flere fordele. Designet skal selvfølgelig være grafisk indbydende, og hvis det er det, har du gode muligheder for at holde den besøgende fast så længe, at han eller hun begynder at gå lidt mere i dybden med dine budskaber – eller dine varer, hvis det er en webshop, du driver.

Når det er sagt, er det vigtigt, at du også holder dig på måtten og sørger for en klar og enkel hjemmeside.

Der findes mange standardsystemer på markedet, som kan hjælpe dig med dette, fordi de lægger nogle rammer, som du så kan udfylde med dit indhold. Det gælder for eksempel en gratis platform som WordPress, men der er rigtig mange muligheder at vælge imellem. Tidligere var det mere almindeligt at få kodet sin hjemmeside fra bunden, men i dag anvender de fleste en eller anden form for etableret system, hvor man også kan redigere indholdet – såkaldte CMS-systemer (content management system).

Uanset hvad er det vigtigt med lidt selvkontrol, så du holder fast i, at din side bliver struktureret og gennemskuelig.

Undgå nogle af disse faldgruber

Hvordan får du det, hvis du kommer ind på en hjemmeside, der blinker, glimter og har et hav af grafiske ting kørende? Ja, hvis det er en gamingside, kan det nok passe godt nok til, hvad man vil med siden, men i mange tilfælde vil det virke forstyrrende. Man kan kalde det grafisk støj. Den grafik, du vælger at bruge, skal have et formål, ellers virker det som forstyrrende støj.

Det samme gælder de ord, du bruger. Tekster til hjemmesider skal skrives klart, enkelt og med brug af de ord, du gerne vil findes på af de forskellige søgemaskiner, ikke mindst Google.

Mennesker bliver ofte betagede af alt det, vi kan. Men fordi vi kan, er det ikke sikkert, at vi skal. Så hvis du fristes af at sætte din nyeste virksomhedsvideo til at starte automatisk på forsiden af hjemmesiden – så overvej, om det er en god ide! Måske vil du bare irritere brugerne af siden og på den måde skræmme dem væk.

Det sammen gælder de forskellige funktioner, man kan lægge på siden. Skal man kunne designe sit hus på din side, så skal det være, fordi der er et klart formål med det – eller er det støj.

Du skal også sørge for, at der er den rigtige mængde information på siden. Har du mange informationer, skal du arbejde med struktur, så dine besøgende på siden selv kan styre, hvor de vil arbejde sig hen.