Som sagt, så har jeg min egen virksomhed ved navn Toothless Tiger der har med social marketing og branding at gøre. Det er meget konsulent arbejde, en del skriftlig kommunikation samt en masse foredrag og workshops omkring dette emne. Jeg har haft Toothless Tiger siden januar 2005 og er sådan set kun mig på fuldtid.

Som sagt før, så er jeg også en af de kvinder der roder sig ud i for meget frivilligt arbejde – noget som jeg heldigvis har fået stoppet, og jeg er så GLAD for at sige at hvis man skal have mig med på et projekt, så må man betale ved kasse 1. Jeg er simpelthen for god til at gøre noget frivilligt (det syntes jeg faktisk at alle er – og hvis man kan lide det som folk de laver, så vil man også finde pengene til at betale for det).

Her kommer min hurdle: jeg har et bizart forhold til vækst. Jeg tror det stammer tilbage fra min periode i mit liv (som jeg har lagt bag mig-tak) der hed “jeg er ikke god nok” – eller “for lavt selvværd”. Det er mig en pinsel at sige at jeg har lavet mit personlige lave selvværd gå ud over min virksomhed. Hvis folk ikke har ville betale for en service har jeg trukket mig langsomt ind i mig selv og tænkt – nåmen jeg er heller ikke mere værd.

Jeg ser det igen og igen blandt kvinder for det meste. Vi er gennemsyrede af frygt for at fejle fordi vi ikke mener vi er gode nok. Vi er bange for at drive ting til noget stort. Det var indtil en gang hvor jeg var til et kvinder-i-vækst møde hos DI. Der mødte jeg en engel der hed Birgitte der var så langt fra mig på alle mulige punkter, men derfor inspirerede hun mig også. Jeg sad til et kvinder i vækst møde og forsvarede min lille virksomhed Toothless Tiger der kun bestod af mig. Jeg var overbevist om at jeg kun skulle være mig selv, indtil at Birgitte åbnede munden og sagde: “undskyld Henriette, men siden hvornår er det at have en medarbejder blevet til en udgift?”. Og her fandt jeg ud af at jeg skulle være flere end mig I Toothless. Jeg skal have en projektleder/PA’er der kan drive det videre sammen med mig. En der er ligeså skør og snørklet. Og jeg har fundet ham.

Jeg skal bare lige… føle at det er det rigtige tidspunkt. Jeg skal bare lige TURDE at være så super ansvarlig og stole så meget på mig selv, at jeg kan hive to månedslønne hjem hver måned.

Men mit bizarre forhold til vækst er væk. jeg er min vægt værd i guld, diamanter og ædelstene. Og jeg ved det =)

Billede af Patecas

Line og jeg har nok en ting til fælles i forhold der binder os sammen i forhold til alle vores andre seje glam veninder og seje divaer – det er vi er forud for vores tid.

Og nok også derfor at vi på en eller anden måde er “soulsisters” fordi når jeg sidder og tænker at der ikke er nogen der forstår mig eller syntes at mine idéer er liiidt for vilde, så skal jeg bare tænke på at der sidder en gæv kvinde i London’s- land og har det på samme måde.

Men det gør også at vi tæt ender med at gøre ting selv. Det er os der kommer til at trække læsset. Det er os der forandrer ting. Fordi hvis der ikke er nogen andre der kan sætte sig ind i hvad det er jeg mener. Jamen så gør jeg det bare selv.

I går fik jeg en ikke så fed nyhed fra det jeg troede var mit forlag. De var lige pludselig ikke mit forlag mere. Det var noget med en finanskrise og at der skulle lægges for meget arbejde i at udgive bogen. Men jeg er ok med det fordi at da jeg gik igang med at skrive introduktionen igennem til den målgruppe som mit ex-forlag syntes bogen skulle have, var det ligesom om at jeg mistede en lille del af mig selv. Jeg fandt ud af at det er fordi at jeg ikke er mainstream. Jeg tror ikke jeg er i stand til at skrive en mainstream bog til en bred gruppe, fordi det er jeg ikke. Jeg er alt andet end sædvanlig. Jeg er cool fra the “school of cool” – jeg er forsanger i et rockband damn it =) Derfor er jeg igang med at lave mit eget forlag der kommer til at hedde Toothless Tiger Press – og nu skriver jeg min bog for mig selv, og ingen andre, på mine præmisser. Det kan godt være at der så er for mange stavefejl og for mange kommaer, men nu printer jeg den med det hele fordi jeg tror på at authenciteten i en bog holder længere end opskriften på den.

Så når min bog er gennemskrevet denne gang – så ryger den i trykken. Jeg har allieret mig med den sejeste grafiker der laver layout på den. Også bliver en del af konceptet at bøgerne ikke er lavet for at være mainstream, de er helt sikkert fuldt med grammatiske og stavefejl, men hold op hvor er de fra hjertet, hold op hvor er de authentiske og hold op hvor er de “lige nu”.

Så igen gør jeg det bare selv. fordi jeg er foran – og jeg ikke er en snært tæt på at være mainstream.