Beklager, jeg har stadig ikke fundet løsningen på mit sidste blog indlæg her på Eeze.dk, men istedet har jeg tænkt lidt over en samtale jeg havde med en veninde for et stykke tid siden. Vi talte omkring hvorfor nogle altid kan tjene penge og andre ikke kan (det var muligvis i forbindelse med alt det fattigdomsnak, hvor min mening jo ikke er specielt skjult), man KAN altid arbejde og tjene penge hvis man vil! – Hun mente dog at så simpelt var det ikke, og ikke alle var så resource stærke som jeg! – Den lader jeg lige hænge lidt…

Jeg ser ikke mig selv som specielt resource stærk, og selv om det lyder lidt kedeligt, har jeg altid set mig selv som temmelig medium,  - De store forskelle er at jeg husker at nyde og glædes, ikke blot over hvad der går godt i mit eget liv, men også omkring mig – og det har givet mig en temmelig taknemmelig tilgang til mange ting. Næsten hver dag er jeg taknemmelig for min smukke familie, når jeg sidder med tøserne og hygger, er jeg glad for at både have dem i mit liv eller bare have friheden til at sidde der, og den anden dag sad jeg med en veninde indenfor da det regnede, og jeg udbrød: Hvor er det heldigt vi ikke bor på gaden. Det lyder måske søgt, men det er virkelig ikke noget jeg planlægger, jeg bliver bare tit overumplet af denne glædes følelse, og det gør at jeg ikke bliver så ked af det, når der er dårligere perioder.  Derudover er jeg ikke bange for at prale  eller være glad for de ting jeg gør – jeg ved godt vi lever i et samfund, som gerne vil have vi er mere ydmyge, men hvorfor egentlig det? Hvis du spiller fodbold, og scorer mål er du glad! – Og sådan skulle det da gerne være i alle livets facetter.

Kort og godt synes jeg der er to typer mennesker, de som bliver jealoux når veninden får mere i løn eller får en kæreste, og de som glæders og ser det som inspiration. Hvilken type er du?

Så husk at glæd dig over andres såvel som dine egne små successer! Og husk at prale med dem, både vennernes såvel som dine egne;)

God weekend;)

Her er jeg, overskudsagtig og glad foran en dejlig parkering..:)

Ordinary people. The courage to say no. 

The photo was taken in Hamburg in 1936, during the celebrations for the launch of a ship. In the crowed, one person refuses to raise his arm to give the Nazi salute. The man was August Landmesser. He had already been in trouble with the authorities, having been sentenced to two years hard labour for marrying a Jewish woman.
We know little else about August Landmesser, except that he had two children. By pure chance, one of his children recognized her father in this photo when it was published in a German newspaper in 1991. How proud she must have been in that moment.

Jeg så overstående billede (og tekst) på facebook for et lille stykke tid siden. Og jeg syntes det siger så meget om hvor vigtigt det er at være sand overfor sig selv. August har helt klart tænkt. Nej. Det er ikke mig det her, og tænk på hvor vigtigt et signal han kom til at sende til omverdenen her et par årtier senere. Det er super vigtigt at sige nej når der er nogen der overtræder ens personlige grænser og det er noget jeg ville ønske at alle ville praktisere. Nej’erne.

Især i denne digitale verden syntes jeg det er vigtigt at der er nogen der siger fra. Også fordi at det at sige fra, viser at man ikke er indifferent. Jeg har personligt selv mærket på egen krop at det er vigtigt at sige fra i sekunden man får følelsen og ikke venter og tænker “ej det går nok over, de syntes nok at jeg er skrap én nu når jeg sådan siger nej”. Men det gør det rigtig tit ikke.

Til sidst sidder man bare der med håret i postkassen og har ikke sagt nej gentagende gange og enten så kan man ikke se hvad man har gjort galt for at givent projekt er løbet helt af sporet, eller har kostet én en masse penge eller kørt ens selvværd helt i bund.

Nej er vigtigt. Sig tit nej.

Temmelig inspireret af Henriettes fine post “Tænker du også for meget på dem” , da jeg en stor del af mit liv har haft det præcis det på den måde. Sammelignet, konkurreret og enviderer været lidt jealoux, derfor får jeg nu lyst til at skrive lidt omkring selvtillid. – De seneste år har jeg ændret mig meget (det skyldes måske min søde mand),  og har ikke mere den naturlige mådehold eller mere ydmyge tilgang til tingene, som mange af mine medsøstre her, og som set fra min side, også holder dem tilbage.

For et par uge siden, talte jeg med den personlige træner, som skal sørge for jeg kommer i mit livs form (av av) og hun talte straks om min vægt, og jeg sagde bramfrit til hende, at jeg synes jeg var lækker som jeg er, men selvf. vil kunne passe mit tøj, og hun kiggede lidt skeptisk på mig, for at se om jeg virkelig mente det, da hun opdagde det ikke var en joke, bekræftede hun mig i, at jeg da var pæn som jeg var;) Dette er bare et eksempel på min egen tilgang til livet. Jovist, man kan da finde mange der er højere, slankere, dygtigere klogere end en selv – men hvorfor i alverden samligne sig med dem? – Jeg sammenligner mig med mig selv – og gør brug af de værktøjer jeg har, dette betyder ikke, at jeg ikke kan blive inspireret af sjove, spændende, intressante kvinder som: Pernille, Rikke og de andre skønne kvinder vi elsker at skrive om. Men jeg er glad for min 157, 5 cm og for alt hvad jeg har – for havde jeg ikke været præcis som jeg er, havde mit liv så blevet så fantastisk? – Havde jeg taget valg, der havde ført mig ud i andre beslutninger, end dem jeg har taget?.

Min lille bøn til min medsøstre eller brødre, som læser denne post. Der er masser ting du kan ændre, og vær glad for det, det er det som udvikle dig og gør dig bedre, men vær glad for dig selv på hele vejen, og ikke kun nyd succeserne, men vejen til – og tag janteloven og smid den af h.. til!

Jeg har valgt et billede, hvor jeg står med en 175 cm smuk model og iværksætter fra Paris, som jeg fejrede nytår med, som er stærk, sej og smuk – for istedet for at konkurrerer med hende, føler jeg mig også smuk, stærk og sej;) (jeg ryger kun når jeg drikke.. sorry mum)

Min “Radical Self Love Bible – hvor der kun er plads til mig =)

Dem der har læst med på Eeze i et længere stykke tid, her hørt mig referere til Gala Darling ret tit – hun kalder sig selv for en international playgirl – og for mig er hun en stilrig kvinde der gør alt for at elske sig selv, og at lære andre at elske sig selv. I mine øjne er det en rigtig god ting at lære, især hvis man, som undertegnede, normalt stiller hårde krav til en selv, og når man bliver ved med at pace sig selv fremad…. I sidste uge lavede hun en “radical self love” udfordring, der gik ud på at man skulle lave en “radikal self love bible” – altså en notesbog hvor man skriver ting ned med det eneste formål at få en til at elske sig selv mere.

Men jeg syntes faktisk det er noget der burde være prioriteret i alle iværksætteres liv, fordi vi har det med at sætte barrieren kæmpe høje mål med alt vi laver – hvilket er en god ting, men det er ikke ret tit at man klapper sig selv på skulderen og siger godt gået. Jeg har virkelig svært ved at tage ros ind, fordi jeg altid fokuserer på at gøre ting bedre – der kan altid lige komme endnu et kirsebær på islagkagen.

På forsiden af min selv kærligheds bibel er et billede af mig, et billede der betyder rigtig meget for mig fordi at det var et der blev taget lidt efter jeg udgav min bog – jeg syntes det er helt fantastisk og det viser mig som foredragsholder, forfatter og iværksætter. Derudover er der et billede taget på “mit arbejde” – det er tre fantastiske kvinder der hopper og det er taget fra denne fantastiske video – der minder mig om at ligegyldigt hvad jeg vil ha, kan jeg bare få det til at ske…, det er så fedt at jeg kan gøre sådan noget hver dag. det tredje billede er et billede af mig som mor sammen med min datter, og det sidste billede er mit bryllupsbillede- alt i alt er det det jeg mener der definerer mig og som jeg gerne vil fejre – nemlig mig selv i alle de aspekter der er.

Anyway – er “radical self love” noget for dig ? fester du for dig selv i din hverdag ? fejrer du dine triumferne igennem ? Tager du dig et glas champagne midt på dagen hvis der er noget der er godt gået ?

I sin tid da jeg fik indbydelsen til at blive blogger på denne dejlige eeze-side, havde jeg aldrig prøvet at være blogger før. Jeg stod i et kæmpe vade-sted og alt hvad jeg vidste var at jeg måtte følge mit hjerte, finde ud af hvad der gjorde mig glad og bare gå efter det. Så jeg begyndte at skrive her på Eeze.dk om det, der får mig til at gå til tastaturet og skrive hvad jeg havde på hjertet. Her sidder jeg nu 3 mdr. senere og mit liv er en absolut drøm. Jeg laver præcist det, jeg gerne vil, jeg har balance mellem privatliv og erhvervsliv, er begyndt at løbe – yes, JUST DO IT – lever endnu og nu har jeg endda fået en løbe-ven, og et maraton står på listen inden for 1 år.

Jeg sagde nej til fast job, projekter som jeg ikke ønskede at være involveret i og troede klippefast på at det hele ville blive endnu bedre end jeg kunne drømme om.

Folk spørger mig hele tiden, hvordan gør du det? Hvordan tør du sige nej og vide at efter nej’et kommer der et KÆMPE JA, der bare føles rigtigt? Og svaret er, jeg ved det ikke, jeg ved bare at Livet tager nogle drejninger og jeg følger med samtidig med at jeg mærker efter for hvert evigt eneste skridt.

Jeg lærte for flere år tilbage ikke at sige ja, men at sige “jeg tænker over det og vender tilbage til dig” og det giver mig altså noget, jeg kommer ind og mærker efter og jeg lærer hele tiden at hvis min intuition siger NEJ, så er det fordi jeg skal sige nej.

Det er så sjovt det med at vi går og sammenligner os med andre i hvertfald er der en hel del, der gør det. Vi tror han/hun har det så let med det job, udseende, karriere/firma etc. og når det kommer til stykket er vi bare mennesker og alle er vi unikke.

Der kommer udfordringer i livet og vores valg er så at håndtere dem, vi kan håndtere dem i refleks eller vi kan tage udfordringen vende, dreje, smage på den som en delikat ret og finde ud af hvorfor den udfordring kom til os og hvad lærte vi af den.

Der er så meget snak om at vi skal leve som var dette vores sidste dag og hvad skulle man sige til begravelsen. Jeg tænker lige omvendt, jeg lever hver dag som den første i resten af mit liv, glædes over de valg, jeg træffer og sjældnere og sjældnere er det ikke andre, der træffer valget for mig. Det er mig, der er i kontrol. Og det med kontrollen er sjov, fordi vi har faktisk magten til at gøre alene og ene det vi ønsker med vores liv. Så kan kritikere sige “ja…men jeg har lige mistet job/økonomien er dårlig/ jeg kan ikke tabe mig etc. men kære du, du har ene og alene valget til at få dit liv til at være som du ønsker det, alene ved hjælp af din tankegang.

Jeg blev bedt om en sjov øvelse, lige da jeg var i en situation, hvor jeg hverken vidste ud eller ind og røg ned i selvmedlidenhed (hvilket jo ofte er det nemmeste). Jeg blev spurgt om hvordan min uge ville se ud, hvis jeg kunne have den præcis som jeg ønskede det. Jeg skrev job 15-20 timer om ugen, konsulentarbejde, foredrag, meditation, løb, kreativitet, spille klaver, se veninder, hjælpe andre. Og nu kommer det sjove. Da jeg sad og kiggede på min liste gik det op for mig at jeg fokuserede på det andre skulle tilbyde mig såsom job, men ikke på alt det jeg selv kunne. Så istedet for at sidde og se fordummende fjernsyn (og tro mig formiddags-tv er der ikke meget at komme efter) kunne jeg jo meditere, løbe, spille klaver, lave alt muligt kreativt etc. Jeg kunne jo en masse ting og var ikke handlingslammet og hvad skete der? Da, jeg begyndte at lave det som jeg selv kunne, for at få indhold kom alt det andet oveni. Det er min historie, men jeg hører den gang på gang fortalt af en anden med en anden variation, og det er det samme og helt tilbage til JUST DO IT.

Ja, Livet tager nogle drejninger og nogle gange forstår man dem ikke, men bagefter, ser du tilbage ad en snoet sti og du forstår at hvis stien ikke netop havde slået det sving til højre, ville du ikke være der, hvor du er idag.

Vi har en ny spørgeundersøgelse på eeze.dk – ” Er du glad?” Og svaret er JA

“Har du taenkt paa det ikke er dig som er stor, men resten af verden, som er lille?” Dette er fra filmen Big Fish, hvor hovedpersonen, moeder en kaempe, og saette hans eget verdens billede lidt i perspektiv.

I mange aar jagtede jeg en droem om raekkehus, familie, og et godt fast job, som alle andre.. Jeg fik saagar raekkehuset, og nogle maend – men det passede bare ikke til mig, ligesom det sikket aldrig vil passe til mig.  Og dybest set vil jeg bare vaere “normal” – og dybest set droppe min passion og indre gnist, for at vaere som alle andre. Hvad der reelt set bare er endt med jeg er blevet moody, modloes og deprimeret.

For et par aar siden, siger en af mine homosexuelle venner saa til mig, efter at have hoert mig pive over, hvorfor jeg nu ikke snart faar det idyliske normale liv: “Line, tror du ikke jeg oensker at jeg kunne vaere hetro? – Men det er jeg lige saa lidt som du er raekkehustypen” Og havde saa ret.. efter et helt liv med at proeve at blive normalt, har jeg konkluderet, at det er jeg, det er alle andre som er anderledes…!

Idag er det kvindernes kampdag. En dag hvor jeg skal ud på en 5 km løbetur, hvor jeg har besøg af min datters bedste veninde og hvor der skal ryddes op i køkkenskabene. En dag der betyder noget for mig, selvom jeg ikke føler jeg kæmper – eller gør jeg ?

Jo, det gør jeg – men det er på et andet plan end det man plejer at kalde kvindekamp, det er nemlig en indre revolution i kvinder jeg vil kæmpe for idag og fremover.

Jeg havde fornøjelsen af at møde Powerprinsessen og den tidligere Talfe i fredags IRL – til en geekdinner i det indre københavn hvor vi snakkede om ligestilling. Vi blev hurtigt enige om at visse mennesker der kæmper for ligestilling kæmper for at kvinder skal forfordeles – på en masse punkter og kanter. Men det er jo ikke ligestilling. Jeg læste en artikel i sidste uge om at vi kvinder, i praksis, rent faktisk ikke gad ligestilling, vi gad ikke at tage kampene, og vi gad egentlig ikke at forholde os til, at vi på bundlinjen er mindre værd end mænd, for det er vi.

Vi er ikke ligeså konkurrencedygtige i den virkelige verden fordi det er os der på et tidspunkt skal have børn. En barsel til en kvinde koster i omegnen af en årsløn, hvor en barsel til en mand koster 2 ugers løn. Hvordan kommer vi det til livs ?. Well det som vi aktivt kan gøre er at få vores mænd til at tage halv barsel.

Vi vil ikke sige imod hvis vi er til jobsamtale og der bliver spurgt sådan lidt til siden “jamen du skal ikke have børn foreløbigt vel?” – et spørgsmål der er ulovligt, men som, hvis vi nægter at svare på det, stiller os i en dårlige situation end andre kandidater.

Vi vil ikke debatere situationen og normerne i et samfund der er bygget af mænd og for mænd, hvor succes er hårdt arbejde og en 80 timers arbejdsuge – vi arbejder anerledes, intuitivt og kvindeligt. Noget som mænd også kunne lære af, med mindre de vil gå ned med stress som 40 årige.

Alle de ændringer vi gerne vil have på samfundsplan, men som vi ikke gider at kæmpe for i vores dagligdag kommer faktisk ikke af ligestilling, vmen af ligeværd. Ikke at folk syntes at vi er mindre ærd end andre, men vi selv, som kvinder, mener vi er det samme værd som alle andre mennesker.

Og det mener jeg at der er en hel del af os der ikke mener at vi er. Men det skal vi sgu mene at vi er! Jeg tror inderst inde i mig selv at den største ændring i verden kommer fra kvinder for det er der at der er så meget uudnyttet potentiale, ikke at ændringer også kommer fra mænd, men det at vi arbejder anerledes og med en anden form for dagsorden betyder en hel del. Det er når vi tør at gøre op med det generationsdiktatur der er gang i flere steder (især på miljøsiden, med vores forældre, og indenfor business) at verdens problemer kommer til at være håndgribelige.

I det foregange år, i forhold til andre år, har jeg rykket mig en hel del. Jeg knokler som selvstændig, jeg prioriterer og jeg ved hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil. Jeg er begyndt at finde ud af hvad jeg er værd – og det er ikke en lille smule, men det er en hel del, og jeg kan noget helt specielt. Men en af de uvurderlige ting jeg har fundet ud af, er at alle de ændringer jeg gerne vil se i verden, skal komme fra mig selv.

Det er nok det vigtigste jeg vil preache idag, de ændringer i vil se, skal komme fra jer selv, kvinde eller mand, ung eller gammel, det er jer der er bag styret. Som der også er blevet sagt så kan vi ikke styre verdens gang, men vi kan styre hvordan vi reagere på den.

Hvad er du værd, hvad kan du og vil du kæmpe for det ?

Hvad ville du ændre i dig selv idag for at ændre hele (din) verden ?

Jeg har tidligere skrevet om at sige nej her på eeze.dk – et af mine allerførste blogposts (sjovt nok så virker det som lang tid siden). Jeg har også skrevet om min idé i en Stuff post – om at læse 5 bøger på en gang.

Den ene af de 5 bøger (well 6 for at være helt eksakt) som jeg læser lige nu er den der hedder “kvinders styrke” af Louise L. Hay.

Her siger hun det meget klart: “Når man siger NEJ til andre, siger man JA til sig selv”. Det gav mig så meget styrke at læse den sætning, fordi jeg ikke har lavet andet siden september en at sige NEJ til alle mulige ting og sager.

Lige fra gratis arbejde, bestyrelsesposter i foreninger jeg ikke følte noget for mere,  til veninder jeg ikke kunne overskue. Og hold op hvor har jeg gjort folk vrede og kede af det. Fordi jeg har gjort det som min business og jeg havde brug for. JA JA JA for hulan til mig selv, ja til mere selvrespekt og ja til at være på min egen boldbane.

Folk kalder dig nok for selvisk fordi du ikke giver og fordi du ikke viser du har overskud. Men den kære miss Hay siger så også at det at folk man siger nej til egentlig bliver sure over, er ikke at du siger nej som sådan – det er at du ikke har tænkt dig at gøre hvad de mener du burde gøre.

Hun skriver også at hvis man ikke lærer at sige nej så har man større risiko for brystkræft – fordi at brystet repræsentere ernæring og kvinder der giver og giver glemmer at nære sig selv – hence: brystkræft – jeg ved ikke om jeg personlig køber den, men det er endnu en grund til at sige nej ! – og ja til sig selv.

No more freebiz ! =) og NEJ for dælen, NEJ igen, og for tredje gang NEJ ! =)

Jeg er rigtig rigtig god til at lave planer.. Jeg er desværre ikke så god til at holde dem.. I en lang periode.. har jeg lavet planer konstant, og når det kom til at fuldføre det, har jeg lavet nogle nye planer, og haft sindsygt dårligt samvittighed over ikke at overholde de andre..

Dette indlæg bliver lidt vrøvle agtigt, da jeg er sindsygt træt og skal op og tage et fly kl. 4:30 – men da jeg har sjoflet denne blog og derved især Henriette.. banker jeg mit trætte indlæg afsted..

På mange måder, ser jeg mig selv som en joke – og derved kan det til tider godt at være lidt svært at tage sig selv seriøst…Lidt ala.. Hvorfor overhovedet gøre rent, når det alligevel bliver beskidt..- Da jeg startede at jobbe for Martin Thorborg i Jubii for over 10 år siden, blev jeg lidt bedre til at tro jeg kunne lidt ting, og jeg lærte at fokuserer periodisk i mine projekter og give 100%. Og jeg er (på trods jeg virkelig vil ønske det ikke var sårledes) ekstremt afhængig af hvad min omgivelser fortæller mig..

Mit liv har været noget rod, men også en fantastisk tur, men jeg har været nede i knæ og helt nede på gulvet mange gange, hvor jeg har haft utrolig svært ved at forholde mig til mig selv, den situation jeg var i – og jeg har haft oftet taget mig selv i, at næsten adopterer alle følelser i et gelt register.

Det sidste register jeg haft hænderne i, har været utilsløret selvmedlidenhed.. En selvmedlidenhed, der har været, så altoverskyggende, at til trods for jeg er gift med den sødeste mand i verden, har skønne veninde og dejlig familie, fokuserer jeg forsat på de dårlige ting… Så en stor del af december tilbragte jeg med at have meget ondt af mig selv.. istedet for at skrive blog-indlæg her, overholde deadlines mm.

Af alle de registre jeg har har haft, er dette næsten den værste.. Værre end vrede, sorg – da denne gør det svært for min omgivelser at gør noget, men jeg har været så utrolig heldig at have en helt ukuelige støtte fra mit bagland.. Som gør at jeg efter lige inden d, 5/6/7 januar havde 3 næsten søvnløse døgn, hvor jeg gennemgik mit liv – konsekvensen af de ting jeg gør..

Og min søde mand lyttede og lyttede – på mærkværdigvis føler jeg at for første gang i meget lang tid, at jeg ikke har ondt af mig selv, og jeg har det rigtig godt… Men ufattelig træt, da det på mange måder jeg har gået rundt med en 100kg kuffert på ryggen i MEGET lang tid.. og selvom jeg er glad for jeg ikke har på ryggen, føler jeg mig også små dum, og jeg har haft den der.

Så nu er mit nytforsæt (sammen med ikke at spise slik i hverdagene) kun at lægge få planer.. og ingen nye før de gamle er overstået..

Jeg har ingen ide om ovenstående gav nogle mening.. Men er der en morale.. så må det være..
Vær ikke jealoux på en som du tror har klaret det vildt godt, hun er mindst (sikkert) mere forvirret end alle andre..

Vil lige smide et billede af min skønne mand, som er stærk som en okse, tålmodig som en engel, og som endelig har givet mig lidt fred i min forvirret sjæl.

Som sagt, så har jeg min egen virksomhed ved navn Toothless Tiger der har med social marketing og branding at gøre. Det er meget konsulent arbejde, en del skriftlig kommunikation samt en masse foredrag og workshops omkring dette emne. Jeg har haft Toothless Tiger siden januar 2005 og er sådan set kun mig på fuldtid.

Som sagt før, så er jeg også en af de kvinder der roder sig ud i for meget frivilligt arbejde – noget som jeg heldigvis har fået stoppet, og jeg er så GLAD for at sige at hvis man skal have mig med på et projekt, så må man betale ved kasse 1. Jeg er simpelthen for god til at gøre noget frivilligt (det syntes jeg faktisk at alle er – og hvis man kan lide det som folk de laver, så vil man også finde pengene til at betale for det).

Her kommer min hurdle: jeg har et bizart forhold til vækst. Jeg tror det stammer tilbage fra min periode i mit liv (som jeg har lagt bag mig-tak) der hed “jeg er ikke god nok” – eller “for lavt selvværd”. Det er mig en pinsel at sige at jeg har lavet mit personlige lave selvværd gå ud over min virksomhed. Hvis folk ikke har ville betale for en service har jeg trukket mig langsomt ind i mig selv og tænkt – nåmen jeg er heller ikke mere værd.

Jeg ser det igen og igen blandt kvinder for det meste. Vi er gennemsyrede af frygt for at fejle fordi vi ikke mener vi er gode nok. Vi er bange for at drive ting til noget stort. Det var indtil en gang hvor jeg var til et kvinder-i-vækst møde hos DI. Der mødte jeg en engel der hed Birgitte der var så langt fra mig på alle mulige punkter, men derfor inspirerede hun mig også. Jeg sad til et kvinder i vækst møde og forsvarede min lille virksomhed Toothless Tiger der kun bestod af mig. Jeg var overbevist om at jeg kun skulle være mig selv, indtil at Birgitte åbnede munden og sagde: “undskyld Henriette, men siden hvornår er det at have en medarbejder blevet til en udgift?”. Og her fandt jeg ud af at jeg skulle være flere end mig I Toothless. Jeg skal have en projektleder/PA’er der kan drive det videre sammen med mig. En der er ligeså skør og snørklet. Og jeg har fundet ham.

Jeg skal bare lige… føle at det er det rigtige tidspunkt. Jeg skal bare lige TURDE at være så super ansvarlig og stole så meget på mig selv, at jeg kan hive to månedslønne hjem hver måned.

Men mit bizarre forhold til vækst er væk. jeg er min vægt værd i guld, diamanter og ædelstene. Og jeg ved det =)