Jeps – det er mig på scenen, hvor jeg taler om rockbandisme - foto: nextconference
Jeg kom hjem fra en uge i henholdsvis next09 i hamburg og disruptivemedia i Stockholm i lørdags.
Det er super spændende at være afsted i en uge, også komme hjem og skulle finde fodfæste herhjemme, og det er ikke altid super nemt.
Det er noget med at ligge vågen om natten i flere timer før man skal på scenen fordi man ikke kan forstå at man rent faktisk skal tale på konferencer med nogle af de mest fantastiske og brilliante mennesker i verden.
Bagefter er det er sådan noget med at vågne op midt om natten og være bange for at man har mistet noget af den fantastiske viden man fik på konferencerne.
Jeg er nu ved at være landet, men det tager mig altid noget tid. Jeg tror bare jeg er videnbegærlig og jeg har næsten ikke tid til at tale med min mand og min datter fordi jeg har så meget jeg skal finde ud af, så meget research, for at blive bedre. For at komme tættere på mit ultimative personlige mål.
Men det er en sjov balance, den dersens arbejds/livsbalance – især når man er selvstændig.
oh og hvis i har lyst til at se mig brilliere i Stockholm så er filmen her:
Jeg har tilbragt en god rum tid (4,3 år) efter at jeg fik min fantastiske datter ( for 4,5 år siden) på at være bange. Bange for den globale opvarming, for at miste, for røvere der kommer om natten og slår os ned, for monstre under vores senge, for nullermænd og bussemænd og-jeg-skal-komme-efter-dig. Jeg var sindsygt bange for alt muligt.
Det hele kulminerede da jeg begyndte i september måned at være bange for den flyvetur jeg skal have til Texas, USA til marts måned.
Det var faktisk først da jeg fandt ud af at jeg kun var bange for en ting (at blive afsløret) som min coach (der er verdens mest fanastiske uden tvivl, uden sammenligning punktum) sagde til mig.
Det jeg troede jeg var bange for, var ikke som sådan var frygt, men grunden var faktisk at jeg var blevet så påvirket af alle mulige udestående instanser at jeg var overbevist om at mennesker i bund og grund var onde – min tro på det bedste i mennesker var simpelthen forsvundet.
Det var ret absurd for mig at en rigtig god ven, på et fly til Lissabon forklarede mig at piloten jo ikke fløj dette fly med det ene formål at få det til at styrte ned. Men at han, piloten altså, også havde familie og heller ikke havde lyst til at ende sine dage på at styrte ned med et fly. Jeg blev absurd meget flov, fordi denne frygt jeg bildte mig selv ind jeg havde, var alt sammen i mit hoved. En hel del ting som jeg havde fået blæst fuldstændig ude af proportioner.
Samtidig med dette begyndte jeg virkelig at kigge ind af og fandt ud af, at den største gave jeg kunne give til mig selv, ville være at leve i nuet. Ikke at bekymre mig, ikke at frygte morgendagen. Og bare vide at “the universe has got my back”. Hvis jeg virkelig ville et eller andet så skulle det nok lykkedes. Jeg lever hver dag i troen om at være glad i nuet. Igår aftes havde jeg lavet middag til min familie og jeg blev bare så lykkelig over at tænke at jeg var så heldig at jeg skulle sidde sammen med de to personer der betyder ALLER ALLER mest for mig i hele verden og spise en middag vi alle tre havde lavet sammen. fantastisk.
Det sjove er at hvis jeg valgte at være hunderæd for fremtiden, som jeg vil vove at påstå at jeg på nogen punkter var, så ville jeg ikke kunne drive min egen virksomhed i længden. for 3 måneder siden ville alle disse hersens artikler og nyheder omkring finanskrise havde fået mig til at ligge vågen om natten, og i længden fået mig til at få et fast job. Men ikke nu. Jeg har nemlig besluttet at jeg ikke bliver påvirket af finanskrisen. Det kan godt være at mange andre mennesker gør, men ikke jeg. det er en “affirmation” der kører igennem hovedet på mig et par gange om dagen…
Billede af JayCoxFilm på flickr
Jeg husker det som var det igår. Bingo Andespil i Helsingør Amatør Sejlklub, kæmpe bingo i folkets hus i Helsingør. hvor jeg som 7 årig vandt en And til mortens aften, på en plade – Siddende ved siden af mine 3 generationer før mig, Mor, Mormor og Oldemor.
Den And har gjort en forskel i mine tanker omkring Held. Og der har Bingo generelt gjort. Sådan en 4 timers lang bingo-seance kan virkelig få sig til at ønske sig diverse ting – ligefra kødpakke til kaffe og bajere som sidegevinster. Og jeg er stadigvæk god til at ønske mig ting koncentreret – nu er det bare med andre værktøjer sådan visionboards og desirelists og what else have you.
Men jeg gik til bingo i hele min barndom – det var ligesom et kvindebonding event for os 4 generationer. Lige indtil min Mormor desværre forlod mig da jeg var 20, og da min Oldemors forlod mig da jeg var 23. De sidste 3 år var jeg både Oldemors øre og øjne i røg og damp i bingohallerne. Til sidst kunne høre apparatet ikke komme længere op og hun lagde forkert på – men det var stadigvæk et bonding ting for mig og Oldemor. Og noget som jeg kan savne til den dag idag – Bingo med tilføljende star bingo plader og små jackpot lodder til en krone.
Det er nu ikke noget jeg taler højt om, min passion for bingo – og jeg syntes faktisk også at nogle af de online bingo haller der er sprunget op de angriber det helt forkert. Jeg kom ikke til bingo for at vinde penge – Jeg tog til Bingo for at dele en oplevelse sammen med mine forkvinder – mine rollemodeller og de tre kvinder der har haft mest indflydelse på hele mit væsen.
Så indtil at online bingohaller begynder at facillitere bonding istedet for spil – så tror jeg ikke på det, Jeg vil gerne men jeg tror ikke på at det er det der driver bingospillere =) – det er det sociale netværk – desværre ikke i røg og damp og sviende øjne mere – men alligevel, det sociale netværk i bingohallerne at man skal bygge det på.
Imorgen drager jeg afsted igen! – Som selvstændig erhvervsdrivende har man nemlig den fordel at man kan gøre hvad man lyster. Og nu da jeg var afsted i Lissabon her for 2 uger siden har jeg besluttet at tage mini pippi og hunden med til det sønderjydske. Jeg skal holde et oplæg imorgen aften i Kolding for Morgendagens Heltinder omkring “Web 2.0 og hvordan man får mere ud af internettet“. Og når det er, at jeg nu alligevel skal afsted på en tirsdag og jeg skal vestover igen på fredag, tager jeg familien med (manden møder mig fredag aften i Odense). Dermed gør jeg svigermor enormt glad fordi hun får 5 dage sammen med hendes barnebarn (og svigerdatter selvfølgelig)
Og jeg gør mig selv enormt glad, fordi at min effektivitet er højere når jeg ikke arbejder fra kontoret eller hjemmefra. For hvis jeg arbejde andre steder fra jamen så skal der også arbejdes.
Sjovt nok så sidder der en lille person på min skulder (tror lidt vi kan kalde hende “ego”) og siger “man kan ikke sådan bare tage til sønderjylland og arbejde tre dage, tror du virkelig du får lavet noget?”.
Men jo, det gør jeg – og jeg elsker den frihed der er i at have mulighed for at gøre det, og at skrive mini pippi fire dage ud af børnehaven fordi det har jeg lyst til. Ikke nogle sure bosser der rynker på panden, ikke nogen jeg skal bede om lov.
Jeg er en lykkelig men hårdarbejdende entrepreneur.
og jeg kan ikke finde ud af om jeg har Arbejds/liv Balance, arbejdslivsbalance eller bare livsbalance.
Jeg tror jeg vil citere min gode ven Ton som jeg var til en work/life balance unconference med i slutningen af August:
“I get up in the morning and I go to bed at night. In between that I have what I would call my life. Im so terribly lucky that some people are paying me for parts of it”
Og jeg er ved at nå samme erkendelse. Dette er bare måden at leve for mig på. Jeg er glad. Jeg kan tage en morfar midt om eftermiddagen hvis jeg lyster, eller jeg kan sidde oppe og arbejde til 4 om morgenen. Fordi jeg er i kontrol, og det er et sted jeg elsker at være =)
