billede af squidslipper på flickr

Idag vandrede jeg  ud over de store internetstepper og blev inspireret af hvad jeg fandt derude. Jeg har flere gange stødt på brandet “forever 21″ på forskellige amerikanske blogs som jeg læser dagligt. Men idag fandt jeg en blogpost om noget der gør mig som harm som intet andet – at man bruger mennesker til at tjene rigtig mange penge, også ikke engang giver dem minimumsløn.

Man lader dem arbejde i sweatshops i rigtig mange timer om dagen og de bliver overhovedet ikke værdsat – i de mest ekstreme tilfælde vil jeg vove at poste at de mennesker der arbejder i sweatshops, de bliver set som en produktionsfaktor istedet for en værdigivende del af produktet. Det gør mig arrig når folk ikke behandler andre folk og dyr med respekt.  Og hver eneste gang jeg tror at det bliver lidt bedre, jamen så har de virksomheder bare fundet nogle mennesker der er endnu mere udstødte og er endnu mere desperate efter penge.

Jeg er en person der ser sådan nogen statements som en god ting. Det giver en mere kant og substans og det viser hvad man står for.

Det kan så godt være at der er folk der vælger en fra, fordi de ikke er af samme opfattelse, men jeg vil 100 gange hellere have noget at stå for end jeg bare vil være tom luft og en der tilfældigvis sælger X produkt fordi man kan tjene penge på det.
Det hænger slet ikke sammen i min verden, hverken på et personligt eller på et business plan. Jeg har det på samme måde med pels, og jeg forsøger at købe alt mit tøj second hand på internettet. Jeg er kæmpe fortaler for at man upcycler ting man ikke tror man kan bruge mere, og man genbruger alt det man kan. Jeg bliver harm over generationsdiktatur – især hvor folk ikke gider at købe økologisk eller ikke gider at bruge sparepære “fordi det alligevel ikke gør en forskel”. Herhjemme får vi alt vores kød fra en bondemand på fyn hvor jeg ved at dyrerne har haft det godt.  Også kan man være enig med mig – eller man kan ligesom, en venlig mand engang gjorde, kalde mig for en naiv kvinde der er opvokset i bambi-generationen..

Det er sådan set mine mest stærke mærkesager – og det kan godt være at du ikke, kære læser, er enig i dem – det kan også godt være at jeg har ødelagt mine chancer for nogensinde at arbejde sammen med dig, men på den anden side så har jeg fået et heppekor der støtter mig i tykt og tyndt og der tilmed refererer kunder til mig =).

Noget andet jeg også bruger meget, det er at lave manifester, manifester som i “dette er hvad jeg tror på som virksomhedsleder, forfatter, blogger, mor og ægtefru”…

Så hvilke statements har du ? hvordan hænger de sammen med resten af din virksomhed ? viser du dem overhovedet ?

Billede af Gabriela Camerotti fra flickr

Idag gjorde jeg noget som jeg ellers har været bange for at gøre.

Jeg dukkede op.

Lad mig forklare nærmere. I oktober måned, da jeg sad på et hotelværelse i Lissabon forlod jeg med omgående virkning Morgendagens Heltinders bestyrelse. Jeg havde knoklet for netværket i et år og var ked af at skulle forlade en bestyrelsespost.

Lad mig bare sige at jeg havde fuldt overlagte grunde til at smutte, grunde der blandt andet havde noget at gøre med selvrespekt, uprofessionalitet, løgne og hvor meget man har tænkt sig at blive trådt på af andre mennesker.

Men idag gjorde jeg noget, jeg ikke havde troet jeg havde i mig. Jeg dukkede op på Morgendagens Heltinder’s Generalforsamling for at lave brand damage control.

Egentlig så satte jeg mig bare bagerst i lokalet og hørte efter, og hvis der blev sagt et pip fra den siddende bestyrelse om min indsats (eller de tre andre bestyrelsesmedlemmer der forlod bestyrelsen), så skulle jeg være den første til at rejse mig og fortælle min sandhed. Hvor meget det piner mig at et netværk jeg har holdt så meget af, kunne dræne mig fuldstændig for energi, og hvor meget at mennesker jeg har set op til, egentlig kunne vise sig at være af en fuldstændig anden støbning end jeg regnede med.

Bottomline er, hvor meget det bestyrelsesarbejde har ændret mig, og hvor mange rigtig gode bekendskaber og fans ligefrem jeg har fået for mit arbejde i MH. Men den største ting skete inde i mig idag, da jeg dukkede op og var parat til hvad at generalforsamling bød sig. Det gik fint og uden kontroverser, men jeg er godt nok stolt af mig selv. Jeg blev 5 cm højere.

Jeg er virkelig super stolt af mig selv.

Altså jeg har nok kunne sige til mig selv, at skulle lave 2 stuff + regular blogging på eeze.dk ville være noget af en opgave. Jeg håber ikke i syntes jeg har fejlet på den sidste uge:

- har jeg været til begravelse for min kære svigerfarfar

- er to af mine venner blevet enige om at de skal skilles

+ at jeg har haft en del at se til arbejdsmæssigt og jeg har ikke rigtig haft lyst til at blogge. Jeg er nu vendt skarpt tilbage og skal nok se om jeg kan holde de 2 ugentlige stuff’s som jeg har lovet jer + alt muligt andet mundgodt fra min vidunderlige verden.

Ti måder hvorpå du kan genbruge dine strømpebukser

Klip en hæl & hug en tå har postet nogle rigtig fede huehatte fra Charlotte Rude (tak Zpitzen for at sende dem videre til mig)

Denne svenske webshop; anyhow.se har nogle ret smukke ting ( og en smuk webshop jubii)

En fed “gør det selv” eller “DIY” idé til et analogt bogmærke

Hvad har man brug for mere end porcelænspistoler?

Hvorfor frygt er din ven i kreativitetens tjeneste

Faldgruber omkring personlig branding

Til sidst men ikke mindst, så vil jeg foreslå jer at tage til Next09 konferencen i Hamburg den 5-6 maj. Hovedsagligt fordi der kommer en rødhåret krøltop og taler omkring rockbandisme. Hun skulle være helt fantastisk har jeg hørt =)

Martin med en collage fra sin nyeste bog

Lad det være sagt, min egen forudfattet indstilling, var en smart business-fyr, som med designer suit, guld rolex havde fået overbevist andre smarte folk om, han var smartere end dem. Derudover havde jeg fået MEGET strenge instrukser om at opføre mig pænt, ikke være for kritisk og max bruge en time. Så jeg havde ærlig talt ikke specielt høje forventninger til mødet.

Martin Lindstrøm, en rar gut og en af verdens dyreste brand guruer

Efter at have hyggesnakket med Martin 2 timers tid, deler vi en taxa, hvor vi snakker videre. Tager afsked, alt imens jeg bare har den feel-good følelse i kroppen, som man har når man virkelig har mødt et inspirende menneske. Men også med vemod, fordi man i hans selvskab glemmer man selv er et almindeligt menneske, og han er brand og advertising-verdenens goldboy og superstar, og man nok ikke lige render ind i ham igen.

Dagen efter ligger den en mail fra Martins assistant, hvor hun beder mig om min adresse. 4 dage efter ligger Martins bog: Brand Child med et kort og en hilsen (samme bog mistede jeg på et hotel senere:()

Grunden til jeg ikke har valgt at skrive selve interviewet, er fordi historien om Martin Lindstrøm er skrevet så mange gange før, om en person med så stor brand forståelse, at han blev stævnet af Lego da han var 12 år, som kan rebrande den romænske kongefamilie, Mc Donalds mv. Det som jeg virkelig finder intressant, er hvordan!?

Jeg har brugt de sidste 3 år på at tænke over mit møde med Martin Lindstrøm, da han har lavet et af de største menneskelig impact på mig. Jeg er nået til at Martin føler og mærker folk han møder. Personligt tror jeg hans store styrke ligger i, at altid er på det same punkt, hvor andre flytter sig af hensyn til hvem de er sammen med, eller hvad de tror folk gerne vil høre. Og jeg tror det gør han virker at han aldrig kommer til at tale/tænke ned eller opad, han er bare sig selv. Og til trods for sin sindsyge travle hver dag, giver han sig tiden til at tænke og føle.

Så min konklusion, yes Martin er en smartenheimer, men han gør det så cool, og har så meget at have det i, at det er forfriskende og inspirende.

Når man tjener 260.000,- om dagen, kan man godt tillade sig at bruge blå slips

Se mere på: Se Martin Lindstrøms hjemmeside