I hvert fald når det kommer i min nye vandflaske. Smager også bedre – jo det gør!
Vand slukker tørst som intet andet. Er sundt for…. ja, alt. Indtaget i de rette mængder giver det smuk hud og friske øjne – okay, det sidste er måske en hård påstand, men jeg bilder mig ind at den er god nok, og I ved hvordan det er med tro og… øh… øjne? Bjerge? Nå…
Der bliver talt og skrevet – og talt og skrevet – og talt og…. om vand og alt det gode der kan siges om det. Vand på flasker vs vand fra hanen – og alle har en eller anden mening om hvorfor det ene og hvorfor det andet. Så var der det med miljøet og plastikflaskerne, og så var der det med de skadelige stoffer i plastikken – skadelige for den der drikker af flasken altså. Alt sammen fint nok og giver ubestridt mening hele vejen rundt. Ja. Og har det fået mig til at tænke over det med at købe vand på flaske? Ja ja! Har det fået mig til at tænke mere over det med at fylde flasken op og bruge igen og igen og… Absolut! Men hvad så? Når man nu er sådan én, der vil have vand med sig alle vegne – hvad så? Så blev damen frustreret… for man vil gerne skåne miljøet, og sig selv, og drikke vand og alt det… men…. Ja, så var det jeg mødte “Water in a bottle” – et voila!
Jeg lover at vandet smager bedre, når du drikker det af sådan en her!
Og den er ikke bare en praktisk løsning på et irriterende problem – den er sgu smart! Ja. Jeg synes den er tjekket – og så kommer den med 1 stk unika vedhæng. Woop!
Så nu har jeg lyst til at drikke vand hele tiden – faktisk skal jeg passe lidt på med ikke at få for MEGET vand… Jeg bruger den altså ikke når jeg træner, for den har skruelåg og man skal skrue meget! Men ellers er den med mig over alt – OVER ALT! Vand er på en måde blevet mit nye ‘drug’… eller… nydelsesmiddel…. altså…
Tænk på hvordan du har det, når du lige har købt et par SÅ fine nye sko… luk øjnene og mærk efter… du vil have dem på hele tiden – du vil vise dem frem, flashe dem til højre og venstre – du vil sove med dem på fordi de er så åhhh. Jo du vil, jeg kender dig! Og det er så sådan det er med mig og min nye vandflaske – og den koster med garanti ikke en microdel af hvad dine sidste nye sko kostede… eller mine… nø-høm…
So go get it! And just add water…
xoxo Sports-addict
…også denne kvinde inspirerer mig ud i det kraftfulde og sproglige. Hun kan skændes igennem – altså på film. Jeg ved ikke, hvad hun kan i virkeligheden – men med råb, bid og spanske eder kan hun i Vicky, Cristina, Barcelona få skænderier til at flyve gennem køkkener og gader. Mennesker omkring hende bliver rusket og slået itu. Af kærlighed.
Jeg blev meget inspireret – ikke som sådan til at skændes, selvom det også kan være kraftigt befriende i ny og næ. Sådan en rigtig – ”du er kraftedme en stor idiot – og jeg elsker dig jo. Idiot.” – Nej jeg blev inspireret til at gribe fat i passionen og råbe mig selv ind hovedet og ud i livet.
Efter Penélopes energiske optræden i både Barcelona, Carne Tremula og Volver – de to sidste af Almodovar – flyttede jeg til Spanien. I hvert fald i nogle uger. Og lærte spansk. Nok til at købe kaffe og tapas. Og råbe.
Hun er fantastisk – rollerne er top feminine, heftige, farlige, lidenskabelige, erotiske, skrappe, skarpe og selvfølgelig ind imellem tenderende det kriminelle – på en helt naturlig måde.
Penélope er for lækker. Og nu har hun så gaflet den lækre Javier Bardem. Intet mindre. Han er endnu mere for lækker – men lige nu handler denne blog jo ikke om mænd. Så jeg stopper her.
Penélope holder.
Idag er jeg ikke inspireret af nogen specielt, men nærmere en masse mennesker. Jeg sad idag og lavede research for et nyt projekt jeg er ved at starte da jeg faldt over global giving og volunteer match. Jeg har altid været ret vild med kiva og myc4 – men disse to kommer også op blandt favoritterne.
Det sjove er, at jeg ikke tror vi har noget som volunteer match i Danmark – det kan både være lokal forankret men også på internettet at man kan lave noget frivilligt arbejde og hjælpe nogle mennesker og virksomheder – der er drevet af at gøre en forskel.
Jeg kunne vildt godt tænke mig at give alle dem jeg skal give gaver til jul, en gave de skal give videre. Jeg ved bare ikke om jeg tør. Er det for underligt ? Jeg gjorde det med en af mine venner for nyligt og han fattede ikke det seje i at han fik en gave som han skulle give videre til nogen der virkelig har brug for det.
Jeg ville egentlig ønske at vi allesammen tænkte over det, har vi virkelig brug for endnu en bog ? endnu et tørklæde fra vero moda eller et eller andet unika ? jeg har nok ikke når det kommer til stykket. Jeg kunne godt bruge et gavekort til selvforkælelse eller andet – men jeg ser det også som selvforkælelse når man tillader sig at se ud over sin egen næsetip og rent faktisk gør en forskel.
En af Danmarks nye mediedarlinger er den billedeskønne Lisa Lents, som konstant er i medierne for et eller andet. Senest har der været lidt snak i medierne, at hun slet ikke er berettiget til Miss Danmark titlen, da hun egentlig stadig er fra Hvide Rusland.
Med fare for at negleterer Miss Danmark konkurrencen, og alle de piger, som har modtaget den, men udover Lisa Lents, hver har faktisk formodet at løfte den titel, til mere end blot et pretty face, og hvor mange tidligere Miss Danmark, kan overhovedet huskes, året efter?
Jeg kender selv Lisa fra Facebook, hvor jeg begyndte at tale med hende 3-4 måneders tid inden hun skulle deltage i Miss World, og hun var sød, og en smule ydmyg omkring hende selv. Men også med en beundringsværdig stålvilje til at lykkes.
Hendes historie, hvordan hendes familie flygtede fra Hvide Rusland til Bornholm, hun begynder på Taek Wondo, og bliver hele Danmarks Lisa er fantastisk, og set udefra, kan man kun beundre hendes vej. Men i ny og næ popper der lidt bad-will op omkring hendes person. Og noget tyder, der er nogle der har set sig sure på hende, bla arrangøerne bag Miss Danmark, en flok forsmåede modeller, og hvem som ellers har ondt i røven, over at Lisa har formåede det, mange af dem gerne vil.
Jeg håber blot, at hun forsætter af det spor hun allerede er forsat af, og kan blive et endnu mere positiv rollemodel for unge piger, og ved med at forsætte sin gode askepothistorie.. Og alle de bitre? Dem skal hun blot blæse på.. om et par år er de alligevel glemt.
billede af Rogerio Stella på flickr
(teknisk set er det den 6 – men jeg er ikke gået i seng endnu, så det tæller for den 5 i min bog).
Første gang jeg blev introduceret til Fado musik og det portugisiske fado-ikon Mariza, var da jeg var i Lissabon i 2006, Der er en eller anden skønhed ved fado selvom det, til at begynde med lyder lettere klynkende. Jeg kan ikke portugisisk så jeg aner ikke hvad Mariza hun synger, men der er gået mange køkkentimer herhjemme med at skråle med på portugisisk.
Jeg tror at en af de ting jeg er helt vild med, er at det er en musikart der er opstået på en bakke (godt nok fyldt med huse) i Lissabon.
Nu vil jeg til køjs – Du kunne følge efter, eller læse mere om Mariza og Fado.
En italiensk rock-mama med fuld power i udtryk og stemme. Det er årtier siden, hun trådte ind på mit livs scene, og egentlig lytter jeg sjældent til hende i dag. Men hun bor i mit blod.
I midten af halvfemserne på det have været, på et tidspunkt, hvor jeg stod af en karrusel i mit liv, fordi den simpelthen kørte den forkerte vej rundt – jeg forlod det meste – og ledte efter energi til at vælge vej. Og midt i det hele stod Gianna Nannini med sin hæse og kraftfulde stemme og brølede ud over mig og andre modtagelige.
”I maschi”…. At det så betyder ”mændene” gør det ikke mindre kraftfuldt.
Hendes ”opråb” på italiensk gjorde ondt i mine vener og i mit blod, og jeg vidste, at et af det første skridt jeg måtte tage – efter jeg sprang af karrusellen – var at lære italiensk. Jeg MÅTTE forstå hvad hun sang, og jeg MÅTTE være i stand til at skråle med (om end for tillukkede vinduer i en bil alene) – Jeg MÅTTE mærke noget af den energi, hun udstrålede. Jeg MÅTTE videre i mit liv.
Hun var både vild, pippi-like, intens og så sindssyg fuld af liv.
Det var for fedt. Jeg lærte italiensk og rejste min vej. Derned og ud over stepperne. Hun var helt klart en inspiration. Still love her – går sgu ned og finder pladen frem og knalder den over på Ipod’en.
Jeg løb første gang ind i navnet Tracey Emin på en udstilling i London på Saatchi og Saatchi omkring 100 pieces of modern british art. Hun er både en meget anerkendt kunstner men også en forfatter der blandt andet har skrevet en biografi hvor hun fremstår som en enorm selvdestruktiv dame med enorme hjertekvaler, som jeg ikke ville have noget problem med at se hende i.
My bed af Tracey Emin – billede fra wikipedia
I min ydmyge mening syntes jeg at hun er en fantastisk kunstner der bruger hendes egne historier, tragedier og glæder som hovedpointerne i kunsten. Det gør hendes kunst enormt reflekterende og henvender sig til stort set alle der nogensinde har følt glæde eller smerte – man kan let sætte sig i hendes sted og det er nok derfor at jeg tror at Tracey Emin har fået så stor succes som hun har. Genkendeligheden og referencerne til os selv. Det er næsten ironisk at hun kan udstille og sælge ting som hendes gamle seng, hendes gamle telt eller hendes strandhytte som kunst. Men det virker altså på mig =)
Lige fra jeg første gang begyndte at læse Gala Darlings blog (med undertitlen “icing – crowning your beautiful life) vidste jeg at hun havde noget interessant at lære mig.
billede af gala darling fra hendes flickr stream
Det er sjovt, sådan noget ved man bare, om det så er IRL (aka. det virkelige liv) man mødes i, eller det er på internettet så får man en eller anden fornemmelse omkring en person. Gala fremstod overfor mig som et festfyrværkeri og festfyrværkerier er noget man virkelig har brug for i sit liv.
Hun og hendes blog er en evig inspirationskilde for mig, til at være mere. Til at være mig selv.
Så blev det tid ! – Eeze julekalenderen er tilbage. Jeg syntes at sidste års stil holder max – så skal vi ikke bare forsætte med personer fra nær og fjern som vi inspireres af ? Jeg har faktisk ikke koordineret det med de andre bloggere her på eeze, men jeg håber at vi samlet kan få skrabet ind så vi får en blogpost om dagen om folk vi er inspireret af.
Den person jeg, hands off, er inspireret mest af lige nu er Lady Gaga… Jo hun er en popprinsesse og jo hun er ca 10 år yngre end mig – men hold da op. Jeg skrev om hende på facebook på et stykke tid siden hvor jeg skrev at jeg syntes at hun virkelig sparkede numse. Det afløste flere forskellige slags kommentarer men der var en fra en af mine japanske venner der skrev at grunden til at Gaga hun måske talte så meget til mig, var at hun var et “subjekt – og ikke et objekt”. Popprinsesser plejer at være objekter. Gaga nægter kategorisk at tale dårligt om andre mennesker selvom hun har holdninger til forskellige ting (bland andet hadet mod homoseksuelle fra rappere i US).
Om ikke andet – så får hun mig til at tage mig lidt mere sammen stilmæssigt – nej jeg render ikke rundt i så mærkelige kjoler og kermitfrakker og what have you. Men da jeg så videoen til “bad romance” var jeg helt sikker på at jeg 1. skulle have platinum blond/orange hår næste gang ( det skal jeg altså, har bare lige et par mål der skal nås først) og en isbjørnekåbe.
Jeg syntes at det er fedt at der er kommet en popprinsesse med noget på hjerte – et fashion/kunst statement og ikke bare en person der svælger sig i alkohol og medier. Sådan noget gør Gaga nemlig ikke. Hun har fuldstændig styr på det, og når vi skal have popprinsesser, så syntes jeg at hun er den der ligner mest af en rollemodel, i forhold til de andre playback paris/britney/lindsay/rehab kloner..
be a subject, not an object.. =)
En gang om ugen arbejder jeg på Den Franske Skole på Frederiksberg. Vi er fem danske og fem franske på kontoret – og ellers næsten kun franskmænd i resten af huset.
Som høflige danske ansatte slår vi straks fra dansk bonderøvssprog med ”hångklæde”, ”himbær” og ”Pesjø” til fint højfransk med ”serviette”, ”framboise” og ”Peugeot”, så snart de franske indfødte træder ind ad døren. Sådan er det, og det kan ikke være anderledes.
Om man er ”des” eller ”dus” ligger også ret fast:
Alle danske er dus med hinanden, både når de snakker dansk og fransk til hinanden.
Regnskabschefen siger ”vous” til næsten alle franskmænd og ”tu” til de fleste danskere – med undtagelse af et par danske damer med stramme franske attituder. De siger kun ”vous”.
Han er også på ”vous” med rektor og skoledirektør, pga. deres placering lidt højere i hierarkiet.
Rektor og skoledirektør er så til gengæld på vej til at blive ”dus” med mange danske ansatte. Altså på fransk. Men de siger ”vous” til hinanden.
Regnskabschef fortæller, at han naturligvis på ”vous” med sin franske svigermor, mens hans børn siger ”tu” til ham.
Sekretæren er da også dus med sin egen franske mor, men krøller tæerne, når hendes danske mand pludselig også er dus med selvsamme franske svigermor. Det gør man ikke.
Regnskabschef er ”Des” med den franske pedel og den franske kok, selvom de nu har kendt hinanden i tre år.
Jeg blev dus med den tidligere franske rektor, efter jeg havde kendt hende i nogle måneder – hvilket vist var ret uhørt – men jeg er da stadig ”Des” med den nye Rektor. Det er jo ham med sin høje hierarkiske placering, der skal drikke mig ”dus”.
Lyder det som om, jeg skriver om noget er foregik i 1950’erne?
Egentlig er det meget nemt at navigere rundt i, så da vi diskuterede skolens ”luse-politik”, og Rektor så kløede sig på sit ellers relativt skaldede hoved, faldt det mig helt naturligt at spørge ham: ”Vous avez des poux?” - ”Har De lus?”
Cross-posted on Linefjord.dk
