Er virksomhedens PR-strategi baseret på, at det klares med pressemeddelelser, website og regelmæssige kampagner?
Dårlig nyhed: Strategien er dømt til at fejle.
Er virksomheden klar til at erkende, at PR ikke er en isoleret disciplin, der kan søsættes kampagnevis: At hele virksomheden, på alle planer, niveauer og platforme, er konstant kommunikerende, og seriøs planlægning og eksekvering af PR derfor arbejder med virksomheden som helhed?
God nyhed: Virksomheden kan se frem til at undgå at spilde tiden, og i stedet udnytte sit skjulte PR-potentiale maksimalt.
En karikatur til at sætte scenen
En virksomhed X har en kommunikationsafdeling, der arbejder tæt sammen med ledelsen om at tilrettelægge PR-strategien. Målet er, at X fremstår som en troværdig garant for kvalitet, professionalisme og knowhow. Kommunikationsafdelingen har både held til at få repræsentanter fra ledelse og flere nøglemedarbejdere i medierne, virksomhedens website er et studie i flot interface kombineret med en gavebod af fagligt materiale for interessenter, og naturligvis har kundeseminarierne besøg af eksterne oplægsholdere, der trækker opmærksomhed.
Det burde vel være den sikre vej til det bedst mulige omdømme og relation til offentligheden.
Ikke?
Næh…
Samtidig med, at kommunikationsafdelingen kan sætte det ene flueben efter det andet ved en velkørt PR-offensiv, har både receptionen, salgsafdelingen og de tekniske medarbejdere løbende korrespondance med kunder, samarbejdspartnere og øvrige interessenter. Det er ikke alle, der har taget den udvidede eksamen i retskrivning. De har haft andre kerneinteresser. Det er heller ikke alle, der er helt up to date med de seneste justeringer af logoet, eller hvilken skrifttype X benytter.
Sideløbende med den digitale kommunikation, har X medarbejdere ude hos kunder og samarbejdspartnere. Flere har været ansat i mange år. Meget længere end både den siddende ledelse og kommunikationsafdelingen. Faktisk var der slet ikke en kommunikationsafdeling, da de blev ansat.
Disse medarbejdere har deres helt egen opfattelse af, hvad virksomheden er, hvad den burde være, og hvordan de synes, ledelsen forvalter deres ansvar. Selvom de måske ikke direkte tilkendegiver denne opfattelse, kan det være svært at forbinde dem med det image, der kommunikeres via den kontrollerede PR-indsats. Det er som to forskellige virksomheder.
God eller dårlig?
Er virksomhed X kommet i mål med sin strategi for PR?
Er det lykkedes at skabe det rette image blandt de interessenter, ledelsen har udpeget som Key Stakeholders?
Eller har PR-indsatsen i virkeligheden givet en ROI, der alene understøtter ego’er i hhv. kommunikationsafdeling og på direktionsgangen og fuldstændig misser at styrke, skabe og støtte relationer til nuværende og fremtidige kunder?
Det er vel op til øjnene, der ser….
Dette indlæg vil falde nogle kvinder for brystet, så læs ikke videre, hvis du nemt bliver sur..;) Nedenstående er naturligvis skrevet ud fra et generelt synspunkt.
Jeg har været på nettet længe, dengang jeg sad bag en 2 86ér og ringede op via modem, og gik på fidoNet. Dengang kostede internettet en formue, næsten som roaming i dag – og har levet en stor del af 20érne og 30érne online – Af samme grund har jeg altid haft en interesse for nye ting, og har været hoppet på mange nye teknologier og koncepter, både succesfulde og knap så succesfulde. Og det har været en herlig tur, men også sjovt og lidt pudsigt at se, hvordan kvinder altid er 3-5 år bagefter med at tage de nye ing til sig. Da jeg startede med at anmelde gadgets, handlede det mere om at forklarer harddiske størrelser efter hvor mange sæsoner af Sex and the city der kunne være på, og om mobilen var flad nok til at kunne være i et par stramme jeans. Men ærlig talt, har det rykket sig så meget i dag. Jovist, de fleste kvinder har en smartphone i dag, men ved de virkelig hvordan de skal bruge den? Bruger de RAW-fil indstillingen i deres digital kamera? Men til trods for det, popper der jævnligt nye selvbestante kvindelige it/online/tech/iværksætter guruer op, der gerne fortæller os andre, hvad vi skal gøre for at forstå den digitale verden eller klare os som iværksætter? For mig er det lidt som at se kvinder spille fodbold, ikke særlig fedt, og en smule tåkrummende;) Jovist der findes nogle som er rigtig dygtige, men måske det bare er mig, jeg vil altså gerne se folk have lykkedes med noget, inden de fortæller os andre, hvad vi skal gøre. Det er lidt lige som alle de webmasters der dukkede op for 10 år siden, fordi de kunne lave en hjemmeside i Frontpage (her på Malta finde mange af de sider stadig;))
Derudover må jeg siger, jeg ikke har mødt mange kvindelige netværkere som jeg var synderligt imponeret over. Hvor mange mænd er gode til at dele deres netværk, og har forstået værdien i at være en menneskelig hub, virker mange (LÆS ikke alle) kvinder til ikke at være så glade for det, istedet kommer der problemer som jealousi fordi nogle bliver bedre venner, ikke alle bliver kontaktet på samme tid, og ikke mindst, de kontakter kun når de har brug for noget, det være sig job, kontakt mv. De formår ikke at profilerer sig ordentlig online, og er de online, kan de ikke rigtig sælge sig selv. – Og hvordan kan dette værre? Kvinder er jo ikke dumme? Min egen teori omkring denne problemstilling, er at kvinder stadig har den ydmyghed, som er en grundlæggende forskel på mænd og kvinder. Hvor mænd brager derudaf, kan fejle, netværke og vise sig, holder kvinder sig tilbage, og når det kommer til netværk glemmer mange kvinder at byde ind, simpelthen fordi de ikke føler de har noget som er godt nok. – Efter jeg selv har fået baby, og er blevet rigtig familie mennesker, har jeg også selv oplevet, at de seneste par konferencer har været hårdere at deltage i, fordi det har en forstærkende effekt, jo mindre man føler man har at byde ind med, jo mindre bliver man hørt etc. Og jo mere babysnak der kommer ind i mit liv, jo mere føler jeg at min egen induvialisme faktisk får et hak, da alt jo handler om baby og familie.
Jeg vil de næste par uger skrive mine egne løsninger til disse problemstillinger.
Jaja – lidt nørdet er man jo, fandt udaf min lille Acer projektor, som jeg selvfølgelig altid skal have på mig, kan være i den lille clutch sammen med alle kabler, og det gør mit lille nørdt-hjerte glad, at mit lir kan bo fint;)
Ordinary people. The courage to say no.
The photo was taken in Hamburg in 1936, during the celebrations for the launch of a ship. In the crowed, one person refuses to raise his arm to give the Nazi salute. The man was August Landmesser. He had already been in trouble with the authorities, having been sentenced to two years hard labour for marrying a Jewish woman.
We know little else about August Landmesser, except that he had two children. By pure chance, one of his children recognized her father in this photo when it was published in a German newspaper in 1991. How proud she must have been in that moment.
Jeg så overstående billede (og tekst) på facebook for et lille stykke tid siden. Og jeg syntes det siger så meget om hvor vigtigt det er at være sand overfor sig selv. August har helt klart tænkt. Nej. Det er ikke mig det her, og tænk på hvor vigtigt et signal han kom til at sende til omverdenen her et par årtier senere. Det er super vigtigt at sige nej når der er nogen der overtræder ens personlige grænser og det er noget jeg ville ønske at alle ville praktisere. Nej’erne.
Især i denne digitale verden syntes jeg det er vigtigt at der er nogen der siger fra. Også fordi at det at sige fra, viser at man ikke er indifferent. Jeg har personligt selv mærket på egen krop at det er vigtigt at sige fra i sekunden man får følelsen og ikke venter og tænker “ej det går nok over, de syntes nok at jeg er skrap én nu når jeg sådan siger nej”. Men det gør det rigtig tit ikke.
Til sidst sidder man bare der med håret i postkassen og har ikke sagt nej gentagende gange og enten så kan man ikke se hvad man har gjort galt for at givent projekt er løbet helt af sporet, eller har kostet én en masse penge eller kørt ens selvværd helt i bund.
Nej er vigtigt. Sig tit nej.
Tæt på at være mit drømmekontor – Billede fra Bodie and Fou via Pinterest
En af de ting jeg tit har set frem til som iværksætter er at have et kontor. Indtil jeg fik et, og nu har jeg haft to af slagsen. Først et i et åbent kontormiljø på Tagensvej på Nørrebro. Derefter et i et mere lukket miljø i studiestræde. Derefter fandt jeg ud af af at jeg arbejdede bedst fra min sofa/vindueskam, seng, skrivebord herhjemme. Nu har jeg en kontorplads her, imens at vi får lavet Toothless Tiger studio’et og mit skrive atelier færdigt. Der skal nemlig være begge dele her. Et kæmpe studio på førstesalen af huset, og et lille hus nede i baghaven der skal indrettes til skriveatelier.
Men det dersens kontor har aldrig virket sådan rigtig for mig. Eller måske er det fordi at jeg altid har haft kontor i København. Nu bor jeg i Helsingør og jeg glæder mig til at rykke virksomhedsadressen herop, og blive lidt mere københavnereksotisk end pisserenden. Jeg tilbringer to hele dage om ugen i København til møder alligevel, så det kan vel være hip som hap om kontoret ligger i storbyen eller i det nordsjællandske.
Faktisk så fandt jeg ud af kontorer de stresser mig helt vildt – og det er igen alt det dersens med hvad der i mit hoved er en “rigtig” iværksætter. En rigtig iværksætter har da et kontor og kunne aldrig finde på at arbejde fra sofaen eller sengen eller huset. Men jeg har faktisk fundet ud af – at det skal jeg. Jeg skal arbejde i mit hus, og der er ikke noget jeg hellere vil end lige præcis det. Jeg elsker også at arbejde på Caféer (yndlingsne er Cafe bakowski i Helsingør og Café Retro og Kreuzberg i København) – Jeg har jo hele mit arbejde i min computer alligevel =).
Har du tænkt over hvor og hvordan du arbejder bedst ?
ps. hvis du vil se flere ting jeg er inspireret af år det kommer til kontorer og hjem - så kan du kigge med lige her
En gang imellem må man som iværksætter indse at man ikke kan blive ved at gøre ting der ikke virker for dig. Ting du hader at lave bliver ikke lige pludselig super fantastiske – bottomline er at de bliver ved med at stinke – måske kan man godt arbejde sig ud af det og lære at leve med det, men er livet ikke for kort til at man “lærer at leve” med noget ? Mit mål er at jeg kun laver de ting jeg syntes er sjove – og resten bliver outsourced til andre steder – på sigt – en bid af gangen.
Anyway hvad stank for dig ? hvad virkede slet ikke ?
Her er min stinkeliste 2011 :
1.Hos mig der stank det nok aller højest at vi ikke har fået solgt vores lejlighed endnu – selvom vi fraflyttede den for over et år siden og den bare står tom og venter på at der kommer nogen og elsker den og flytter ind i den. Det er utroligt hvad sådan en finanskrise kan gøre, for det er virkelig en fed lejlighed (og den er billig tilmed tilmed)
2.På en kæmpe andenplads så stank det at jeg faktisk startede året ud med forkerte forventninger til mig selv, jeg troede jeg “skulle” noget fordi sådan noget gør man bare i IT-branchen og som iværksætter!
3.Det stank helt vildt at jeg tillod folk at tage sparringsmøder med mig, uden at tage penge for det. Der er en virksomhed især som jeg virkelig er lidt sur på – fordi jeg tillod dem at indkalde mig til et møde for at blive lidt klogere på det dersens internet, under påskud over at det var et salgsmøde (det var det ikke). Det gør jeg aldrig igen.
4.Det stank også at et bureau henvendte sig for at få mig til at kigge på “det dersens internet” for en kunde. Hvor jeg brugte rigtig mange timer på at ende op i noget der lignede et udbud – som jeg ikke vandt.
5.Det stank helt vildt at jeg ikke fik den nye hjemmeside implementeret til toothless tiger – den har ligget stille siden august og jeg skulle have hyret nogen til at lægge den på – istedet for at få det dårligt af at skulle kigge på den gamle hele tiden – når den nye bare er så meget bedre.
6. at jeg ikke fik konsolideret mine facebook sider før – nu har jeg kun to igen – en for henriette weber og en for toothless tiger. resten ryger indenfor den næste måneds tid.
Se løsningen er selvfølgelig at lave være med at gøre disse ting, men jeg tror at bevidsthed og fokus på de stinkende ting er rigtig vigtigt for at få det ændret=)
Jeg kunne også have kaldt disse tanker for ” at leve i fred med min klumpet-dumpet-ness og andre principper”.
Jeg er en leder. Måske ikke en leder af et kæmpe team, men jeg er en tankeleder. Det er sådan at jeg tjener mine penge. Men der skete en episode her til morgen som der gjorde at jeg fluks måtte tilbage til tastaturet her på eeze.dk og skrive det ned.
For en times tid siden – lige efter min Pilates time var færdig i Fitnessdk i Helsingør overså jeg selvfølgelig et trin på trappen og væltede på bedste Bridget Jones måde – der kom hvin fra kvinderne og alle var sådan lidt “er du ok?” hvor jeg svarede: “Det er bare typisk mig – det er virkelig ok- jeg gør det nærmest dagligt” i en kæmpe pærevælling af ord der flød ud af munden på mig. Og det er faktisk ikke det fact at jeg fik en lille hudafskrabning på mit knæ der gjorde ondt. Det der gør allermest ondt er at jeg simpelthen ikke kan gå ordentlig på mine fødder. Ligeså lidt som jeg kan gynge på havelåger, løbe i lacksko, cykle på isglatte veje, springe ud fra legehuse og gå i mine høje Camilla Skovgaard støvler som jeg elsker – men som jeg ikke går i, fordi jeg vælter på dem og sidste gang smadrede jeg mit ene knæ noget så grusomt, til en Twestival med masser af mennesker. Jeg er personen der sidder fast i et mudderhul den 25. december fordi jeg lige skal ud på en komark i sønderjylland og lufte hunde Jeg er en rigtig klumpedumpe. Gu er jeg så. Chicklit modellen der bare ikke kan finde ud af at gå på sine fødder – I læser om hende lige nu.
Og jeg tror faktisk at i lige det øjeblik da folk hvinede og jeg lå nedenfor enden af trappen så tænkte jeg “godt så – I get it – sådan er jeg bare”. Og jeg har valgt at blive ved med at udfordre skæbnen og gøre dumme ting som jeg nok ikke burde gøre – klumpedumpet som jeg er. Men jeg udfordrer ikke skæbnen mere. Camilla Skovgaard vig væk ! – I er smukke, men i skal ikke på mine fødder. Derimod har jeg to par af verdens sejeste flade sko – et par guld Pan Tulipani der hænger på mig hele tiden og et par guld margielaer med lidt hæl på som jeg har fuldstændig kontrol over.
Nå men det var den personlige historie – og nu til business vinklen eller til de principper jeg har fundet ud af der fungerer bedst hos mig:
En ting jeg har fundet ud af at jeg ikke er god til sådan rent businessmæssigt er bogføring. Jeg gør det forkert og det tager al min energi. Det er spild af min tid. Det er spild af min bogførers tid fordi hun skal gennemgå det hele igen – så hun har gjort det hele fra scratch de sidste par år. Se det har virkelig gjort at jeg føler at jeg får nogen ressourcer friet ud der. Jeg er bare ikke en person der laver bogføring fordi jeg hader det. Jeg har fuldstændig styr på økonomien i biksen og jeg kan læse nøgletal og alt det der – men det med at putte det ind – forget it.
På samme måde har jeg også fundet ud af at jeg bare er en person der skal planlægge mine dage,uger og måneder. Gerne ned til mindste detalje, ellers bliver det meget hurtigt hat og briller. hvis i ikke har fået små poder endnu, så hjælper børn faktisk på lige netop dette område. Det er simpelthen så nødvendigt fordi at jeg har nogen ting jeg godt vil nå i min virksomhed og i mit liv – fordi de gør mig glade og de får mig til at vokse.
Jeg er en person der tager penge for mit arbejde. Virkelig hvis du ikke har tænkt dig at give mig penge for mit arbejde og du “bare lige har et par spørgsmål du bare vil vende med mig” - så er jeg ikke den person du skal snakke med. FGI! (fuckin’ google it) instead. Dette område kan jeg snakke om i meget lang tid, Men det korte af det lange er at jeg ikke tager ud og giver små “briefinger” i virksomheder uden at tage betaling for det. Jeg tager ikke sparringsmøder uden at tage betaling for det. der er tons af gratis materiale jeg har skrevet som der ligger på internettet (rock din identitet e-bogen, hvorfor alle virksomheder skal være rockbands e-bogen, rockbandisme i bestyrelsen intro-e-bogen sammen med Benja Stig Fagerland og tendens 2012) det er gratis. Alt andet koster penge – stort set. Ej faktisk så hjælper jeg tit studerende med deres specialer, men ud over det: Gysser guys.
Og apropos min sidste blogpost herinde, så er jeg er en person der gerne anbefaler andre hvis jeg ved nok om dem til at gøre det – og syntes om deres arbejde. En af de ting jeg ikke bryder mig om er når folk pynter sig med lånte fjer, rakker ned på andre og får alle sine “venner” til at anbefale sine produkter og sin person. Jeg bliver så arrig fordi jeg syntes at anbefalinger er noget man får fordi man gør sig fortjent til det.
Derudover er jeg en person der hader når andre folk har ondt i bagdelen over et eller andet. Når de siger “jamen det kan jeg ikke gøre”, eller ” jamen det har han jo ikke arbejdet hårdt nok for” eller “jeg er egentlig meget bedre end dem” og min yndlings.. den småhviskende “facebook – det var faktisk mig der tænkte på det først” – eller sådan lidt hensat ” jeg var en af dem der var først på twitter”. Who cares. Lad være med at have ondt i bagdelen overfor dig selv. Ærgeligt at Zuckerberg tog din idé hva? – eller ærgeligt at du ikke brugte twitter til noget konstruktuvt
Der er 100.000 flere ting jeg er som person og leder. Jeg er fantastisk krøllet og visionær, småskør, frembrusende, meget grinende, perspektiverende – alt muligt. Men det jeg gør mest af hver dag – det er at jeg skaber. Jeg handler. Jeg ser mig selv lidt som en kunstner på den måde, en forretningskunstner af en art.. Jeg bliver nødt til at skabe. Jeg kan ikke bare nøjes med at linke til andre og fremhæve dem, jeg bliv3r nødt til at skabe ting selv.
Ved du hvordan du er ? Ved du hvor dine principper er ? hvad går du med til og hvad går du ikke med til ?
rock on fra
Klumpedumpe (aka. Henriette Weber)
For knap 10 måneder fik vi en lille baby dreng, og det har naturligvis haft en stor indflydelse på mit arbejdsliv. Allerede på sygehuset, måtte jeg allerede samme dag som jeg fik kejsersnit, sætte min iphone op som hotspot for min ipad, så jeg kunne arbejde og svarer mails. Og i de første 3 måneder efter fødslen var ipaden fast redskab, når der skulle ammes, så jeg stadig kunne nåes på mail og skype. Men jeg klager ikke, jeg er bare glad for at det kan lade sig gøre at arbejde og stadig spenderer en masse tid med Lucas, Jani og ikke mindst vores venner.
Jeg har derudover fået indrettet et rigtig godt hjemmekontor, hvor der er plads til kollegaer eller konsulenter kan arbejde sammen med mig, og jeg har en rigtig sød dame som kommer fra 7-14 hver dag i hverdagene og hjælpe med baby, indkøb, tilberedning af mad og alle huslige sysler, og det giver mig rigtig god muligheder for at arbejde, tage møder, og de seneste par uge, har jeg også fået en times træning i vores lille hjemme gym. Fra 15-17.30 har vi playdates/gåture og andre sociale events, så Lucas kan se lidt andre børn og babyer, efter det har jeg så ca en time til at lege med Lucas, tilberede mad inden min søde mand kommer hjem, og så kan jeg arbejde fra 21 til 1-2 – minus de 3 aftner om ugen, hvor vi har sociale events/middage/filmaftner. Det har været utroligt vigtigt for mig at huske de sociale ting, da jeg ellers har en tendens til at køre lidt surt i det. Derudover har jeg planlagt at kødmanden kommer een gang om måneden, dagligvarer 2 gange om måneden, og resten handler Jani eller vores husholderske.
Mange spørger mig, hvordan jeg har tid til at være selvstændig og mor, og hele nøglen for mig, er planlægning og god brug af diverse gadgets og digitale værktøjer. Jeg dropboxer alt mit arbejde, har fælles google kalender med min mand, så det er nemmere at koordinerer, har hele tiden en tablet device, så jeg kan arbejde i akutte situationer. Derudover har vi være så heldig at få en baby, som virker til at kunne tilpasse sig alle situationer, fremmede barnepiger, flyrejser og sene events tager han i stiv arm, og han sover til 8-9 i hverdagen og 9-10 i weekenden. Han er exceptional social, men vi har også fra en tidelig alder, brugt især musik/sang og dans til at berolige ham med, så de få gange han har været utilpas i flyet, kan musik som regel få ham til at slappe af. Og naturligvis, at jeg har en mand som hjælper utrolig meget, så der netop er plads til at jeg især i weekenderne og i konference dage kan tage sig af Lucas.
Pt. arbejder jeg med EKYC ltd, som er et af de mest ambitøse og spændende projekter jeg har har været med til. Vi har en række partnerskaber i små communities og derudover laver jeg en del konsulenthjælp, hvor vi laver hjemmesider og online marketing for en række virksomheder.
I periode som nu, har vi MEGET lange arbejdsage, og derfor husker vi også at rejse en del, hvor vi kan komme ud og se andre mennesker, lande og kultur – og jeg føler selv vi har formået at finde den perfekte balance på familie liv og det selvstændige liv.
“Henriette er verdens sejeste internet strateg der tæt på reddede verden da hun hjalp min virksomhed. Jeg er helt sikker på at der kommer lyserødt blomsterstøv ud af numsen på hende istedet for bimmelim og bummelum når hun skal på toilettet. I løbet af 2 uger har hun fået alle folk på facebook til at kunne lide min side om aluminiumsrør. Hun er sjov, dejlig og krøllet og har englevinger. Hyr hende”.
Lyder dine anbefalinger på din side som noget af det overstående – så stop lige her. Chancen er at du rent faktisk skader din virksomhed med dine anbefalinger af dig og dit arbejde, hvis de ikke er realistiske og det tilmed er alle dine venner der har givet dig dem.
Men anbefalinger (eller testemonials som jeg kalder dem) er meget vigtige for dig.
Putter du anbefalinger omkring dit arbejde på dit site ? Hvis du ikke gør det nu skal du se at komme igang. Anbefalinger er nemlig det andet mest læste på dit site. og konverteringsraten på sites med anbefalinger vs. sites uden er på hele 150 % højere.
Der er bare én ting du skal være sikker på før du smider anbefalinger på din side: det er at de er virkelige og de er gennemarbejdede. Hvis folk får et enkelt lille vink om at dine anbefalinger er lavet af dine venner – så fungerer de ikke. Derfor skal der gøres en hel masse for at dokumentere det arbejde der har gjort at du har fået anbefalingen i første omgang.
Der er flere forskellige måder at du kan få fat i dine anbefalinger på – også hvis du ikke kan lide at spørge. Personligt syntes jeg at der er rigtig god idé i at spørge andre mennesker – hvis de vel og mærket har hyret dig ind i forskellige sammenhæng og du er sikker på at de kan lide dit arbejde. En anden måde er at spørge om en endorsement på linkedin og derefter spørge personen der endorser dig om du må smide anbefalingen videre på dit website. En tredje er at lave en forespørgsel af en evaluering af dit arbejde som du smider til kunden efter at du har færdiggjort arbejdet (sammen med en forespørgsel om de vil med i dit specielle kunde nyhedsbrev). Så vil du så se at komme igang (og smid gerne et link i kommentarerne bagefter).
vil du vide mere ? her er et par links:
hvordan du får skinnende anbefalinger (engelsk)
De sidste par dage, har fattigdomsdebatten startet på ny, efter den studerende Sofie V. Jensen har skrevet et indlæg i Politien.
Indlægget starter:
“Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke kan kalde mig fattig – fordi jeg selv har valgt det liv, jeg lever.”
Og dermed starter selvmodsigelsen.
I Danmark har har man muligheden for at vælge hvilket liv man vil have. Ligegyldigt om ens forældre er akademikere, arbejsløse, håndværkere eller selvstændige. Har alle stadig muligheden for en uddanelse inde for præcist det man vil. For mig, har en fattig ikke denne mulighed – ikke friheden til at vælge.
Hun understrege derudover, at hun er træt ikke at kan kalde sig fattig. Derfor er jeg kommet i tvivl, hvad betyder fattig? Efter den lange debat affødt af Joachim B Olesen og Özlem Cekic?
Jeg har slået “Fattig” op på Wikipedia Hvor definationen af “Fattig” er:
“Ordet fattigdom udtrykker, at man ikke har en tilstrækkelig mængde ressourcer til rådighed. Nogle definitioner af fattigdom betragter den som et målbart fænomen, hvor der er mangel på elementære fornødenheder til livets opretholdelse (føde, drikkevand, beskyttelse mod vejret, beklædning, sundhed)”
Livets opretholdelse….
Ifølge Sofie har hun et rådighedsbeløb på 329, når livets fornødenheder er trukket fra:
Husleje: 3.150
El + varme: 400
Telefon: 150
Forsikring og fagforening: 100
Internet: 200
Uddannelseskort 460
Tøjvask (vaskeri) 200
Licens: 192
Men det er her, den knækker lidt for mig. Telefon, internet, uddannelseskort og licens/tv er ikke et must for at have et godt liv, det er ekstra forbrug der gør livet let og bekvem. Dvs 1402, som bliver brugt på ting, som man leve uden. Ja det er ubekvemt at tage på biblotekte for internet, når man hellere vil sidde hjemme, og ja selvfølgelig skal man have en telefon, og det er rart at kunne tage bussen, når det regner. Det forstår jeg godt. Men derved at postulerer man er fattig, og føler sig tvungen til at skulle tage studielån, fordi ellers kan man ikke leve, og de savn hun nævner er: Champagne og østers, p-piller, caffe latte og fredagsøl ikke sygehus, husleje og uddannelse.
Hun nævner envidere, at hun ikke kan finde et passende studiejob, da hun er psykisk slidt ned fra tidligere jobs.
Mine erfaring er man altid kan finde et job, måske ikke et særlig lækkert et, men jobs inde for rengøring, phonere, servering kan man altid finde, ja det er måske ikke studierelevant, men stadig 10 timers om måneden vil stadig kunne give hende omkring 1000 kroner ekstra om måneden, som jo må være at fortrække, hvis man føler sig socialt eskluderet eller syg af stress, fordi man ikke har nogle penge.
Hun afslutter med, at hun mangler forståelse for de fattige studerendes situation, blandt andet fra de andre studerende, og det afføder spørgsmålet for mig: “Hvorfor har de råd til det forbruger-helvede” og alle de sociale studie events som hun referer til? Svaret for mig er såre simpelt, fordi de har et studiejob ved siden af deres studie, og derfor arbejder for de ekstra luksusting i livet, som julefrokost, gaver, caffe latte eller en ny bærbar computer. Og derfor har de valget og muligheden for at leve lidt ekstra – mener hun derved at vilkårne skal være ens for hende og hendes medstuderende?
Igen vil jeg nævne at jeg aldrig har været på SU, så jeg aner ikke hvor hårdt det er. Jeg valgte en teknisk udddanelse, da jeg i en alder af 16 år valgte at tage min uddannelse, og derfor ikke var disponibel for SU, og abejdede som opvasker/pizzabager inden jeg kunne få min første løb. Jeg tog min vidreudgående uddannelse om aftenen, imens jeg passede mit 50-60 timers job om dagen. Så derfor jeg indrømmer jeg, at måske ikke har den store forståelse. Min situation er bestemt ikke unik, mange af mine venner og bekendte, fra min egen generation har klaret sig med lidt igennem deres studietid, og nogle med meget.
Jeg ved verden har ændret sig – I dag kræves det nærmest at have de bekvemme ting som internet, computer og mobil – og jeg kan ikke være så firkantet som jeg var længere i dette indlæg.
Men derfor kan jeg stadig undres. Hvor er stoltheden I at kunne tage vare på sig selv? Hvor er ansvaret for ikke bare at kræve ind? Og hvordan kan man klage, når man overhovedet har muligheden for at tage et valg?
Vi elsker apps, både jeg og Line og derfor vil jeg godt dele hvilke nogen apps jeg bruger mest i Toothless Tiger regi. Here goes:
Evernote: Jamen det er så smart og simpelt at man nogengang tænker “hvorfor var det ikke mig der udviklede Evernote ?”. Det var det ikke, men der er helt sikkert den næste facebook derude der venter på at blive udviklet. Evernote sync’er noter med din laptop, ipad og iphone (og alle mulige andre devices) så det er at du hele tiden har dine noter med og de er opdateret. En af vores yndlings Cloud apps.
Evernote Hello: er faktisk en udvidelse af Evernote hvor den også gemmer kontakter som det er man møder til konferencer og lign. Goodbye business cards?
Dropbox: Også en cloud app hvor du kan smide ting i din dropbox og kunne få adgang til alle steder fra. Ikke noget med at arbejde fra en computere mere – nej nu gemmer vi vores dokumenter på en server et sted ude i verden og vi kan tilgå dem allesteder fra.
Business model generation: Den havde jeg også oppe den anden dag i da jeg skrev omkring forretningsplaner – Den kan ikke nævnes nok – jeg syntes den er så smart.
Bloglovin’: en flot visuel måde at følge med i dine yndlingsblogs – lidt ligesom at bladre igennem et glossy magasin hvor du selv bestemmer indholdet (ps. du kan følge Eeze her)
Instagram: den er ikke sådan enormt forretningsorienteret – men vi elsker hvordan den spreder billeder og hvor stort konverteringsraten er til forskellige websider fra den. Word.
1password:alle dine passwords i en app – som du så kan pair’e med din computer og hvor de så sync’er så det altid er det samme. Jeg er sikker på at grunden til at 1password ikke er en Cloud app er at det er meget følsomme oplysninger der ligger i den – og den har også 3 forskellige kodeord.. men den er fremragende none-the-less.
MailChimp: mailchimps app er fantastisk til at holde styr på dine nyhedsbreve (hvis du altså har mailchimp nyhedsbreve) jeg går ind på den religiøst dagen efter jeg har sendt et nyhedsbrev ud fra enten henrietteweber.com eller toothlesstiger.com.
Clibe: en notesbog til din ipad hvor man kan doodle alt hvad man vil – jeg er ret vild med den til at doodle forskellige inspirationer fra mit arbejde. Men egentlig så er er min datter er endnu vildere med den og laver “bøger” for stort set alle hun møder – spørger dem om hvad deres livret er og sådan og tager billeder af dem – så den er lidt af et toægget sværd. Super sjov for børn og god for virksomheden, men man kan undre sig over hvornår man så får sin iPad igen?
Ommwriter: en stor del af mit arbejde er enormt koncentrerede skriveopgaver, hvilket ommwriter er perfekt til. Tag et par høretelefoner på – gå igang med at skrive og kom “In the flow zone”, det er virkelig godt til at få dig til at lukke alt andet ude.
