Denne blog post er hermed arkiveret i “det der skal læses min 1 gang hver 6. måneder for at du ikke begynder at falde af på den”…..

Hav en fantastisk søndag

Mvh
Bjarke

Du virker en smule negativ – og måske har jeg skrevet for sort/hvidt, men man kan spørge sig selv er jeg den ignorante ved at kun at skrive lidt omkring et emne eller er du ved at belære mig ud fra samme mængde?

Jeg mener bestemt ikke jeg forsøg at sparke til folk som ligger ned, og så længe folk ikke punkterer hjulene på min bil er jeg ligeglad med om de synes jeg praler for meget. Men man kan bruge måneder sågar år på at overbevise sig selv om man ikke er stærk nok, og en dag tro på det – eller man kan se sig rundt og imponeres, glædes og forundres over hvor seje folk er omkring een, og bruge det som inspiration.

Endnu engang tak for dine inputs, dog finder jeg det en smule finurligt i en kommentar omkring accept du starter med at sætte labels på mig – og jeg mindes en akademisk elitær ekskæreste jeg en gang havde, som flere gang både kaldte mig jysk proletar og beklagede sig over jeg snobbede nedad – men hverken dengang eller nu betyder det noget, livet er dejligt, og måske er jeg spirituelt og mentalt som en baby – men så er jeg en happy baby!;)

Altså må du vide på et eller andet plan at der er en anden faktor i spil her. Din veninde har helt ret, ikke alle er lige ressourcestærke. Utroligt du kan tro hele verden er indrettet ens. Hvis vi var, så var der nok ingen konflikter i verden.

Hvad gør du dig så af tanker, når du mener alle kan få job, men de ikke får?. De vil ikke arbejde?. Nogle af dem vil sikkert ikke. En procentdel fordi de er dovne, en procentdel fordi de har haft dårlige erfaringer på arbejdsmarkedet (kunne være mobning), og muligvis også en andel som fysisk ikke magter det fag de hører til, og ikke orker et nyt fag.

Men der findes en store andel som gerne vil have job, men som ikke får. Hvorfor?. Deres tro på det (belief system) mangler. De har haft så få succes’er i erhvervslivet (eller måske i livet som helhed) at de tror virksomhederne altid vil vælge en anden før dem. En sådan “udstråling” kommer man ikke langt med. Hvis ikke det lyser ud af ansøgningen, så ses det til jobsamtalen.

Hvis verden var så nem som du gør den til, var der slet ikke brug for Dr. Phil’er, Anthony Robbins’er eller lignende. De lever rigtig godt, hvilket må skyldes at folk IKKE er stærke nok, som dig, men virkelig ønsker at være det. Tror du de fik kunder hvis de som dig sparker til folk, eller gør de bedst i at finde det enkelte menneskes stopklods?.

Du skal bare være glad for du er født med den gave. Men menneskelig empati og indsigt har du bestemt ikke fået med i fødselsgave. Men heldigvis har så mange andre det, og kan derfor hjælpe de mennesker, når du har sparket dem ned.

I lala/utopia land skal folk selvfølgelig være glade for andres lykke, men hvis de selv har et dårligt liv, kan det være svært ikke at føle misundelse. Men misundelse kan være en god ting, for den kan udvikle sig til at de finder styrken frem, og VIL have det gode liv, også. Så nyd det når folk er glade på dine vegne, men nyd det også når de er misundelige, for det prikker til noget i dem, som en dag vil kunne blive deres drivkraft.

Du skal også bare prale, for det rykker også ved noget i folk. Hvis du er så positiv kan du vel også klare hvis de andre ikke tager dit pral så godt?

Prøv om du kan acceptere andre mennesker, også når de ikke er som du selv. Der findes 2 typer. Dem som kan acceptere andre livsholdninger, og dem som ikke kan (fanatikere). Hvilken type er du?

Hvis du virkelig har så godt et liv, behøver du ikke sparke til andre. Så hviler du fredfyldt i det du har, og det du er, og har ikke behov for at belære de andre.

Nu har du så belært din veninde, og andre som læser din blog. Nu har jeg så givet dig min mening (belært dig). Karma’s a bitch!

P.S. Fortsæt endelig med at være taknemmelig. Taknemmelighed er en af vejene til succes. Giv evt. dine “jaloux” venner en af de mange bøger på det emne. Sarah Ban Breathnach har skrevet en bog om taknemmelighedsjournal og den virkning på folks liv.
Men forvent ikke de kan forandre sig over night, kun ganske få kan.

Kommunikation er interaktion, og interaktion er noget personligt for alle mennesker. Derfor er den diktatoriske metode den sikre vej til utilfredse medarbejdere, mistrivsel og i bund og grund meget kortsigtet.

Jeg fremhæver to typer kommunikation i min blog. Dels den skrevne, i form af mails o.a., og så de signaler medarbejdere sender, når de repræsenterer virksomheden hos interessenter.
I begge tilfælde er løsningens omdrejningspunkt selve overleveringen til medarbejderne.

Hvis vi begynder med den første, vil udrulning af et større skrivekursus for samtlige medarbejdere begribeligvis ikke finde mange tilhængere på direktionsgangen.
– Og så vælger man at lave en manual, der enten samler støv eller hænger truende over hovedet på alle.
En anden metode kunne være at give medarbejderne redskaber i stedet for regler og udarbejde en række standarder. Når vi taler om advokatvirksomhed og lign. er der i den skrevne kommunikation mange tilfælde af redundans; altså formuleringer og fraser, der hyppigt går igen. For 1. at give medarbejderne et tidsbesparende værktøj + 2. at sikre, at krav til stavning, grammatik samt ønsket sprogbrug er på plads, kan man derfor med fordel stille et katalog med tekst, der kan “klippes” fra til rådighed. Det er enkelt, ikke-invasivt og en løsningsmodel, der p.g.a. sin hjælpende og tidsbesparende karakter har stor sandsynlighed for rent faktisk at afhjælpe en problematik.
Ansvaret for implementering eller introduktion af de nye redskaber er hos mellemlederne. I de enkelte afdelinger skal præsentationen laves med fokus på, hvordan alle fremover vil kunne slippe for en masse dobbeltarbejde og ærgerlige “slåfejl”. Det er et positivt budskab, og alle antydninger af irettesættelse eller tvang skal nøje frasorteres i overleveringen.
Det var bare et tænkt eksempel som alternativ til manualerne: Ud med regler. Ind med redskaber.

Mth. signalerne, der sendes in person, er det et helt andet sted, vi skal se efter løsninger. Det er et spørgsmål om kultur, ejerskab og integration i stedet for topstyring.
Når medarbejdere i deres adfærd ikke understøtter en virksomhedens ønskede brand, er det fordi, de ikke er blevet en del af dette brand. Det er eksklusivt et ledelsesansvar at sikre, at alle(!) tager medejerskab for brandet og dermed aktivt kommunikerer det, når de færdes både i og udenfor virksomheden. Markedsførings- og kommunikationsafdelingen arbejder for, at offentligheden skal tro på og købe brandet som virksomhedens historie og arv. Ledelsen skal med sin interaktion indadtil arbejde for, at alle medarbejdere gør det samme. Tænk på Apple og den måde Steve Jobs gjorde alle Apple-medarbejdere til “troende”. Alle ledere skal arbejde for at gøre deres medarbejdere troende. Det er hverken gjort med en manual eller kvartalsmøder. Det er en daglig proces, hvor ledelsen har kontante performancekrav for implementering.