I starten af året fik jeg et pulsur af en meget sød og meget nær veninde – et lækkert et, og jeg var virkelig glad for det! Hvad sker der så? Jeg når at ødelægge det inden jeg overhovedet rigtig har fundet ud af hvordan det fungerer – ja!

Ja, det er ellers ikke fordi jeg er teknologisk besværet, men de første (og eneste, skulle det vise sig) gange jeg skulle løbe med det, blev det bare som tidtager, for jeg var så ivrig efter at få det nye legetøj i brug, at det skulle være nu og her, og så kan man læse manualen senere – er der andre end mig, der kender det?!

Men altså, efter ganske få løbeture med det nye ur, sker der det, at mine forfrosne fingre (ja, det var som sagt i starten af året – januar, og frostgrader) fumlede lidt med det, da jeg skulle have det af, og BANG, så lå det på gulvet, og siden har jeg ikke kune se tallene….

Så jeg har gået og tænkt at jeg skulle have et nyt pulsur, og jeg har købt spinningbukser, jeg har købt træningshandsker til pump, jeg har købt nye strømper, ny drikkedunk, ny løbe t-shirt, nye løbesko osv… pulsur – nej. Men så var det så heldigt, at jeg blev ringet op forleden, af en sød og lidt speedsnakkende telefonsælger-kvinde fra et af de her trænings/sundheds magasiner, som jeg elsker at læse. Ellers ikke normalt liiige telefonsælgere jeg elsker mest at tale i telefon med, men måske har mit pulsur-hungrende indre fornemmet noget, for jeg lod hende tale og nåede helt derhen, hvor hun begyndte at fortælle om den ‘gave’ hun ville forære mig, fordi jeg havde svaret på en undersøgelse på hjemmesiden (havde jeg det? ja?… måske?… ), og den gave var så de næste 3 numre af bladet og tadaaaa.. et pulsur!

Og så fortalte hun op og ned af stolper i et hæsblæsende tempo om alle de smarte ting det her pulsur nu kunne, og den træningsdagbog jeg kunne føre med hjælp fra den medfølgende usb-nøgle, og fik ramt mig på 2 meget vigtige punkter: min sports-addiction og min it-passion – og pludselig var det lidt lige meget, at den der ‘gave’ ville koste mig 139 kr. – og dermed miste sin status som gave, for jeg mener… jeg har da aldrig givet min mor, kæreste eller veninde en gave med ordene: jeg håber du bliver rigtig glad for den, det bliver så lige 139 kr. tak!

Men lad nu det være – jeg kunne have sagt nej, det gjorde jeg ikke. For jeg tænkte; nu er den der, nu får jeg mit pulsur, den her gang må det lykkes – og denne gang er jeg forberedt! Ingen frosne, fumlende fingre – så må det blive siddende på hånden indtil fingrene er tøet op – eller jeg må tage det af med armene strakt frem foran mig, ind over en dyne eller noget…

Så nu har vi 2 glade mennesker: telefonsælgeren, fordi hun fik solgt mig en ‘gave’ (ja, det er så sådan de gør – vi kan jo bare sige nej, hvis vi ikke vil købe deres gaver), og mig, fordi jeg får det pulsur jeg i så lang tid ikke har fået taget mig sammen til at få købt, og fordi jeg synes jeg har gjort en god forretning.

I må gerne grine af mig (mange af jer vil sikkert gøre det!), men 3 numre af et af mine yndlings magasiner og et pulsur for 139 kr. – ja, det er sgu lige før jeg vil give hende ret i at det er en gave!

xoxo  Sports-addict

- det siger Kasper jeg er, når jeg glædestrålende kommer ind af døren og fortæller om en fuldstændig fantastisk pumptime, spinningtime, løbe- eller svømmetur jeg har været på inden vi møder på arbejde.

Kasper er min søde og sjove kollega, der er film- og musiknørd, ved hvad der er værd at vide om Københavns café-, film- og musikliv, og som efter eget udsagn ikke kan knytte hænderne hårdt de første 3 timer efter han er vågnet. Til at starte med, så Kasper lettere rystet ud ved tanken om mine morgen-eskapader – nu nøjes han med tørt at konstatere at jeg er et sygt, sygt menneske.

Jeg vil måske ikke gå så langt som til at påstå, at det føles helt naturligt at stå op når vækkeuret ringer kl. 4:45, men så snart jeg er ude af døren og på vej til dagens adrenalin- og endorfindosis, føles det helt rigtigt, og når træningen er i gang, ser jeg mig ikke tilbage. Faktisk er det allerede fint når jeg tager træningstøjet på og pakker tasken inden jeg tager afsted – det er happiness, på sit helt eget niveau.

Det bliver i grunden spændende at se hvordan Kasper reagerer, når jeg ikke længere kan holde mund med at jeg virkelig virkelig gerne vil med til en 24 timers spinning event i november, som jeg hørte om efter sidste spinningtime – for jeg KAN jo ikke holde mund med det, det skal ud, det skal deles – når jeg begejstres, må jeg dele det med verden omkring mig. Men jeg må i hvert fald vise Kasper det hensyn at time det, så han ikke drukner i en tår kaffe, eller bliver kvalt i en bid æble… Bare han ikke læser med her, inden jeg har nået at forberede ham *GG*

Jeg ved godt det er meget jeg får trænet på sådan en uge – og jeg ved godt at 24 timers spinning events (jaja, man kører jo ikke selv 24 timer i træk, det foregår i hold à eksempelvis 4 personer, der skiftes til at køre), måske lyder lidt som en crazy ting at køre helt op over, men I skulle bare vide hvor meget energi og overskud der kommer ud af det! Den energi og det overskud er stærkt vanedannende, vil jeg fortælle jer

Jeg er addicted, ja – men er jeg syg?

xoxo Sports-addict

Jeg er en af de personer der har været lidt nede siden igår morges da jeg åbnede for computeren og så at politiet havde stormet brorsons kirken. Faktisk så nede at jeg overvejer om Danmark er der hvor mine børn skal vokse op – eller det er bedre på den anden side af sundet. Men i morges fandt jeg en perle på facebook skrevet af Bogaktuelle Andrea Hejlskov. Andrea er en person som jeg beundrer fordi hun skriver sådan som jeg har lyst til at skrive, og hun har også sat sit præg på min egen bog der kommer ud den 31. August hvor jeg har hyret hende ind som skrivecoach til at sætte processen igang.

Jeg fik lov af hende til at dele et gammelt essay som hun har skrevet om “asyl” fra noget af hendes arbejde som psykolog – og jeg tænkte med det samme da jeg læste det, at det jo er det vi egentlig glemmer. Det menneskelige, i denne fantastiske politiske debat om ret og lov og jeg-skal-komme-efter-dig.

“Han er ung og smuk. Han kommer fra Irak.
Han var tolk, engang, for hundrede år siden. Nu er han i praktik som pedel, på en mellemstor dansk folkeskole. 
Han troede han skulle på universitetet når han kom herop.
Han troede han var en helt.
Han troede vi kunne lide ham.

Nogle gange kommer jeg ned i børnehaven for at se på hans søn. Han tager kvælertag på de andre børn, laver nakkeskud med legetøjspistoler. Han kan ikke være noget sted længere end to minutter af gangen. Urolig. Flakkende. Han hører hver en lyd, registrerer hver en bevægelse. 
Han er i alarmberedskab. 
Han er i kronisk krig.
Fik jeg sagt at han er fem år gammel?

Engang spurgte jeg ham om, hvad han er allermest bange for. Han stoppede de urolige bevægelser og trak mig ud i garderoben. Han stod helt, helt stille mens han koncentreret fortalte mig, at han er bange for øjne og for ansigtsudtryk. Især er der et specielt monster som godt kan have et helt specielt monstrøst ansigtsudtryk og dét er han meget bange for. Men ellers er han ikke bange for noget. Overhovedet ikke.

Senere fortæller en ekspert mig, at børn der har været udsat for traumatiserende begivenheder ikke nødvendigvis bliver traumatiserede af begivenheden i sig selv, men mere af deres forældres reaktion. Og deres ansigstudtryk, når de kigger op på dem.

Så løb han videre, rundt og rundt i børnehaven og pædagogerne hev sig i håret, for han kan ikke forstå vores regler og rolige demokrati og det er irriterende, belastende, frustrerende og hårdt.

Jeg spurgte moderen om de havde oplevet noget traumatisk.
Hun grinede bare af mig.
Senere fortalte hun mig at de skam ikke havde oplevet noget. Ikke en dyt. Overhovedet. Nope.

Drengen har store søvnproblemer, han ligger bare og stirrer og kan ikke falde i søvn om natten. “Det er som om han hele tiden tænker på noget”, fortæller hun mig. Nogle gange vågner han om natten, helt stiv af skræk. Så sidder han, med ryggen op af væggen og stirrer frem for sig. Rædselsslagen. Hun spørger hvad hun skal gøre, om jeg har et godt råd. Jeg sluger en klump i halsen og fortæller hende, at det er en god ide at læse en historie for ham inden han skal falde i søvn, få ham til at falde til ro, måske massere ham lidt. Faste rytmer og rutiner. Ingen Al Jazeera, i det mindste ikke lige før han skal i seng.
“Night terror” hedder det, når man sidder helt skrækslagen. Nogle gange skriger man også, men det gør drengen vist ikke. Eller også undlod jeg at spørge.

Nogle gange kan jeg ikke falde i søvn, fordi jeg tænker på drengen.
Jeg tænker på hvordan han ligger på en madras der stinker af tis, for familien er på starthjælp og ikke har råd til at købe en ny madras. Jeg tænker på ydmygelsen og på faderens krakelerede smil.
Jeg tænker på de monstre der jager drengen og de ansigtsudtryk der gør ham bange. Jeg tænker på hvordan hans hjerte banker og hvordan hans krop er spændt. Til bristepunktet, selv når de leger rundesang eller spiser frugt nede i en helt almindelig dansk børnehave, på en helt almindelig dansk torsdag.
Jeg tænker på dengang moderen viste mig hvordan han har gemt legetøjsvåben alle steder i lejligheden, i hver en krog, under sofaen, under sengen, inde i køkkenskabene.
Jeg tænker på hvordan jeg er blevet en del af et system og et samfund, en opretholder af vores lov og orden. 

Han troede de ville få et hus når de kom herop. Måske med en lille have.
Han troede hans børn kunne få en fin uddannelse og en fremtid, efter alt hvad de har været igennem.
Men fortiden jager dem og de er stadig på flugt.

“Jeres dreng har brug for hjælp og det ville være godt for ham at komme i en anden børnehave. En specialbørnehave for børn med opmærksomhedsproblemer”.
Alle ved at opmærksomhedsproblemet er det mindste af problemerne.
Men i det mindste er det noget vi kan gøre noget ved.

For nogen er fysisk træning noget der skal overstås – hårdt, men nødvendigt, og så har man det så godt bagefter – ikke mindst i samvittigheden. For andre er det en elsket sport – en leg mere end noget andet; måske en holdsport hvor det sociale aspekt er lige så vigtigt som selve sporten. For mig er det anderledes – et must, et kick jeg fungerer meget dårligt uden; så dårligt at jeg efter ganske få dage uden en eller anden form for træning, bliver rastløs, vrissen og til sidst febrilsk og stakåndet.

Derfor undgår jeg det – at gå flere dage uden at træne. Derfor planlægger jeg min hverdag rundt om min træning, så godt det nu lader sig gøre – jeg tvivler nemlig på at det vil blive positivt modtaget af min ellers meget fleksible og sportsinteresserede chef hvis jeg begynder at komme og gå som det passer med min lyst til træning i tide og utide. Måske skulle jeg overveje et jobskifte…? Noget med fuldt fleksible arbejdstider…? Alene tanken kan få mig til at hyperventilere af begejstring! Indtil videre bliver det dog ved tanken, åndedrættet falder til normalt niveau igen og jeg vender tilbage til virkeligheden – den virkelighed hvor jeg arbejder mandag til fredag fra 8:30 til 16:30, hvor jeg træner hver morgen og ind imellem om aftenen, på nær lørdag og søndag, hvor jeg alligevel får løbet, cyklet eller på en eller anden måde brændt noget energi af; og den virkelighed hvor klokken ligenu er kvart i elleve om aftenen og jeg skal op om 6 timer og pakke tasken til fredag morgens sædvanlige pump time.

Hvorfor? Fordi jeg ikke kan lade være. Fordi selvom jeg er træt som et alderdomshjem på Valium når vækkeuret ringer  kl. 4:45, så ved jeg at det er det hele værd når klokken er 6:30, opvarmningsmusikken starter og der bliver råbt: “Vi er i gang, single row!”

Det er ren adrenalin, det er overskud og energi all over the place, det er mit drug – og det er DERFOR jeg vælger at holde en helt speciel slags happy hour og køre dobbelt op på spinning tirsdag aften, mens Parken giver den op for Madonna og hendes fans. Yes I did

Jeg er ikke til ekstrem-sport, jeg er til ekstremt MEGET sport – der er en forskel, hvis nogen skulle være i tvivl…

Nu har klokken i mellemtiden passeret elleve, og jeg ved jo at min krop responderer virkelig fint på 8 timers søvn… jeg ved også at jeg ikke får de 8 timer i nat, men nogle gange må man tage hvad man kan få, right..?

xoxo Sports-addict

Så er det blevet tid til en stuff klumme igen – og her er hvad jeg har fundet frem til jer i de sidste 3-4 uger:

“the art of small, how to make an impact”

Worldchanging cool art

hvordan du simplificerer din social medie rutine

Blomstret Peter Pan krave kjole

70′er BOHO blomstret kjole

Rød BOHO blomstret sommerfugl hippie top

Younoodle – et fantastisk værktøj og community for startups

Bogstavsfliser – inspiration fra scrabble

Visuelle ting du kan gøre for at booste dit salg

Jeg har haft fornøjelsen denne formiddag at deltage til uddelingen af Rockwool Prisen 2009. Prisen gik til William McDonough, arkitekt og designer og en af hovedfigurerne bag Cradle2Cradle-konceptet. Det var en fantastisk oplevelse så er det sagt. Og inden jeg fortsætter skal du måske have chancen for at se hvad det hele handler om, se her: http://www.ted.com/index.php/talks/william_mcdonough_on_cradle_to_cradle_design.html

William McDonough startede med at sige Cradle2Cradle er “Celebration of abundance, something dreamed, something lived” – Allerede med de ord, havde han tryllebundet de 450 deltagere.

“Footprints can enhance instead of destroy.” Spørgsmålet alle producenter skal stille sig selv er ” How can we love all the children of all the species?”

W.M kom med et godt statement “Det handler om balance, hvad ønsker vi der skal vokse og sætte fokus på den type vækst vi ønsker. Det handler om respekt, for vores generationer og for deres generationer og sikre overlevelse. Hvis vores plan er at ødelægge al naturlig føde og vækst, skal vi blot fortsætte i det tempo vi er i gang med, og det vil lykkedes os med stor succes, men ønsker vi en verden med sunde og nærende afgrøder, rent vand, ren luft, kærlighed og overflod, ja så skal vi til at sadle om…”

If it exist you can do it – og som en meget berømt Walt sagde “if you can dream it, you can do it”

Det handler om at se muligheder i stedet for risici, “see abundance instead of limits.” Kan vi så det i DK?

Efter forelæsningen var der en fantastisk panel-diskussion: Cradle2Cradle er et værktøj til at opnå overflod, til at opnå balance i naturen, til at få producenterne af -ja alt - til at tage ansvar. Der er blot den mentale barriere, etablering af nye vaner, af nye og givende metoder. Hvordan kommer vi videre? Hvordan bliver det praktisk forankret? Forslag som; lovgivning, rollemodeller, ambassadører, casestuides blev diskuteret. Panelet ønskede at industri og politikere gik sammen om at danne en task-force, pointerede at spæde start allerede var ved at ske indenfor design-bygningsindustrien, men hvad med det eksisterende, hvordan får vi rettet op på fortidens kiks og transformere dem om til sunde boliger? En ting blev hængende i luften er vi ligeglade? Er det blot ord og tomme løfter?

Jeg håber og beder til at vi ikke er ligeglade, at hver producent tager sit ansvar alvorligt og hver forbruger søger den løsning, der sikrer vores arts overlevelse.

Kritikere ville sige at C2C blot er gammel vand på ny mølle og måske har de ret, men hvis denne metodik kan få folk til at vågne op, til politikere til at handle, til producenter til at tage ansvar og tænke P-L-C på en ny måde, så er det mere end fint med mig.

For jeg tror, at hvis vi får værktøjet og redskaberne præsenteret på en måde, hvor der både er forretning, gevinst, profit, balance, vækst og gavn for miljø og menneskeheden, kan vi måske finde ud af at få det praktisk forankret i vores hverdag.

Hele forelæsningen kan ses på www.rockwool.dk fra næste uge

Til sidst et lille citat jeg fandt, som handler om noget helt andet og dog…”If you ain’t growing, you’re dying”

Jeg har skrevet om det før, og nu skriver jeg om det igen, for man bliver da blæst helt omkuld af at deltage i Young Enterprise arrangementer. Denne gang var det Danmarksmesterskabet, det gjaldt; 20 elev-virksomheder med deltagere mellem 17 & 25 år, afholdt i DI’s skønne lokaler.

Jeg ved ikke hvad det er, der gør mig helt høj af arrangementerne? Om det er at være blandt unge mennesker med så meget drive, gejst og motivation eller om det er de innovative produkt-idéer de ligger for dagen? Efter hver produktpræsentation sidder du tilbage med et stort spørgsmål ”hvorfor i alverden er der ingen, der har opfundet det før?” Tag nu for eksempel et drop-stativ, hvordan kan man gå med et drop-stativ og en frokostbakke samtidig? Svaret er det kan man ikke, eller det bliver meget svært og hvad har nogle elever så gjort? Tjaa… de har opfundet et stativ med bakke…som både gavner patienter og personale, lettere kan det, da ikke gøres. Eller hvad med en biopsi-holder, så man har styr på biopsierne, eller en undertrøje med velcro-lukning til ældre mennesker, eller automatisk ledningsopruller inde i væggen? Idéerne er så simple, så enkle og alligevel har ingen tænkt det før?

Jeg elsker iværksætteri, så er det sagt, elsker miljøet, elsker drivet, elsker de modige smil. Det der er så godt ved Young Enterprise er, at eleverne vitterlig får mulighed for at prøve kræfter med at etablere en virksomhed med alt hvad det indebærer, og de går til det med ildhu og engagement, som kun kan være enhver leders drøm. Det næste er at de unge tænker værdi, de tænker værdi-baseret produkter, de tænker miljø og de tænker socialt ansvar.

Vinderne af Danmarksmesterskabet i Iværksætteri og Innovation 2009 tænkte i miljø og klima “InClimate Solutions” fra Roskilde Tekniske Gymnasium vandt med deres måler til at registrere indeklimaet.

Vinderne: Inclimate Solutions

På andenpladsen kom storbyguides.dk fra Haderslev Handelsskole, de havde som produkt en multimedie-storbyguide, som man via mobilen kunne blive guidet rundt når man befandt sig ved europæiske seværdigheder. Storbyguides.dk har jeg skrevet om tidligere, da jeg havde fornøjelsen af at være dommer for dem i Rosengårdcentret i Odense, hvor de vandt og nu blev de en samlet nr. 2 ved DM.

Anden pladsen storbyguides.dk

Tredjepladsen gik til Ear Care fra CPH West, de havde opfundet en ørehætte, så man undgår at få farve på ørene ved hårfarvning. Deres scenepræsentation var så professionel og timet og tilrettelagt, at man helt glemte at der her var tale om en ung elev-virksomhed.

Tredje-pladsen: Ear Care

Blot når jeg sidder her og skriver denne blog får jeg et smil på læben, for det var altså en fantastisk oplevelse og flere gange måtte jeg tage mig selv i at tænke at det ikke er eksisterende virksomheder endnu, men at de er godt på vej.

Kronen på værket for alle eleverne var besøget af Grevinde Alexandra Christina. Iværksætteri har med sikkerhed en særlig plads i hendes hjerte. Den måde hun lyttede til de studerende på, de spørgsmål hun stillede, det var ægte indlevelse og engagement.

Besøg af Grevinde Alexandra Christina

Jeg sidder her tilbage med en mæthedsfornemmelse og en indre sikkerhed på at vi nok skal klare os her i lille DK. For de unge mennesker, der omgiver os de har hjerne og hjertet på rette sted, de brænder for det de gør, de motiverer og de begejstrer. Ville ønske I kunne have oplevet det sammen med mig – alle sammen.

Hvis du vil læse mere om arrangementet gå ind på Young Enterprise www.ye.dk

Everything starts with a heartbeat

HERE
NOW

THEN
THERE

JANUAR 2009 by Amazing Hall

I sin tid da jeg fik indbydelsen til at blive blogger på denne dejlige eeze-side, havde jeg aldrig prøvet at være blogger før. Jeg stod i et kæmpe vade-sted og alt hvad jeg vidste var at jeg måtte følge mit hjerte, finde ud af hvad der gjorde mig glad og bare gå efter det. Så jeg begyndte at skrive her på Eeze.dk om det, der får mig til at gå til tastaturet og skrive hvad jeg havde på hjertet. Her sidder jeg nu 3 mdr. senere og mit liv er en absolut drøm. Jeg laver præcist det, jeg gerne vil, jeg har balance mellem privatliv og erhvervsliv, er begyndt at løbe – yes, JUST DO IT – lever endnu og nu har jeg endda fået en løbe-ven, og et maraton står på listen inden for 1 år.

Jeg sagde nej til fast job, projekter som jeg ikke ønskede at være involveret i og troede klippefast på at det hele ville blive endnu bedre end jeg kunne drømme om.

Folk spørger mig hele tiden, hvordan gør du det? Hvordan tør du sige nej og vide at efter nej’et kommer der et KÆMPE JA, der bare føles rigtigt? Og svaret er, jeg ved det ikke, jeg ved bare at Livet tager nogle drejninger og jeg følger med samtidig med at jeg mærker efter for hvert evigt eneste skridt.

Jeg lærte for flere år tilbage ikke at sige ja, men at sige “jeg tænker over det og vender tilbage til dig” og det giver mig altså noget, jeg kommer ind og mærker efter og jeg lærer hele tiden at hvis min intuition siger NEJ, så er det fordi jeg skal sige nej.

Det er så sjovt det med at vi går og sammenligner os med andre i hvertfald er der en hel del, der gør det. Vi tror han/hun har det så let med det job, udseende, karriere/firma etc. og når det kommer til stykket er vi bare mennesker og alle er vi unikke.

Der kommer udfordringer i livet og vores valg er så at håndtere dem, vi kan håndtere dem i refleks eller vi kan tage udfordringen vende, dreje, smage på den som en delikat ret og finde ud af hvorfor den udfordring kom til os og hvad lærte vi af den.

Der er så meget snak om at vi skal leve som var dette vores sidste dag og hvad skulle man sige til begravelsen. Jeg tænker lige omvendt, jeg lever hver dag som den første i resten af mit liv, glædes over de valg, jeg træffer og sjældnere og sjældnere er det ikke andre, der træffer valget for mig. Det er mig, der er i kontrol. Og det med kontrollen er sjov, fordi vi har faktisk magten til at gøre alene og ene det vi ønsker med vores liv. Så kan kritikere sige “ja…men jeg har lige mistet job/økonomien er dårlig/ jeg kan ikke tabe mig etc. men kære du, du har ene og alene valget til at få dit liv til at være som du ønsker det, alene ved hjælp af din tankegang.

Jeg blev bedt om en sjov øvelse, lige da jeg var i en situation, hvor jeg hverken vidste ud eller ind og røg ned i selvmedlidenhed (hvilket jo ofte er det nemmeste). Jeg blev spurgt om hvordan min uge ville se ud, hvis jeg kunne have den præcis som jeg ønskede det. Jeg skrev job 15-20 timer om ugen, konsulentarbejde, foredrag, meditation, løb, kreativitet, spille klaver, se veninder, hjælpe andre. Og nu kommer det sjove. Da jeg sad og kiggede på min liste gik det op for mig at jeg fokuserede på det andre skulle tilbyde mig såsom job, men ikke på alt det jeg selv kunne. Så istedet for at sidde og se fordummende fjernsyn (og tro mig formiddags-tv er der ikke meget at komme efter) kunne jeg jo meditere, løbe, spille klaver, lave alt muligt kreativt etc. Jeg kunne jo en masse ting og var ikke handlingslammet og hvad skete der? Da, jeg begyndte at lave det som jeg selv kunne, for at få indhold kom alt det andet oveni. Det er min historie, men jeg hører den gang på gang fortalt af en anden med en anden variation, og det er det samme og helt tilbage til JUST DO IT.

Ja, Livet tager nogle drejninger og nogle gange forstår man dem ikke, men bagefter, ser du tilbage ad en snoet sti og du forstår at hvis stien ikke netop havde slået det sving til højre, ville du ikke være der, hvor du er idag.

Vi har en ny spørgeundersøgelse på eeze.dk – ” Er du glad?” Og svaret er JA

Til trods for jeg ikke har boet i DK i en del aar, maa jeg konstaterer, at jeg stadig holder mig frisk paa sladderen hjemmefra, og derfor har jeg ogsaa fulgt sagaen om Anni og Erik. Og jeg mit mit sladderiske bekendtskab med dem, har jeg baade at vaere forarget, underholdt, frastoedt, haft medlidenhed med isaer Anni.

Nu skal det naevnes at jeg ikke har set serien om Anni og Erik, og egentlig synes jeg det var lidt rart, at en af landets dygtigste it-folk fandt sig en lidt anderledes pige, og aabentlyst pralede med deres storslaaet liv. Og i en kort periode virkede det til at alt var fryd og gammen.. Og de fleste i andedammen Danmark, havde en holdning til isaer den kuloerte Anni.

At medier som Se og Hoer og Ekstrabladet, saa graver i arkiverne og finder de gamle billeder fra Annis dage som noegenmodel, burde man have regnet ud, men personligt synes jeg at medierne gik for i langt af deres forfoelgelse af det danske jetset par. Omvendt virker det mig personlig uhoert dumt, at man ikke lige har haft nogle pr folk inden, og fra starten have meldt klart ud at Anni havde en fortid.

Farcen omk. det storslaaet bryllup, som tydeligt var Annis plan for at vise hele verden hvor langt hun nu vaer naaet i verden, den ekstreme iscenesaettelse omkring det, og isaer den mildest talt manglende sans for god smag, fik igen medierne til at gaa i flaesket paa stakkes Anni, som nu hoerte udtrykket “skamferet monster” om sig selv. At Erik faar nok og afblaeser hele cirkuset, kan de fleste vel forstaa, det virkede dog bare en smule ukoordineret, at han melder ud de ikke skal giftes, mens hun holder paa at det skal de da.

Efter en masse tumult, lidt snak om soegsmaal, slag imod en fotograf etc. virker det til Anni fik skiftet stilen fra en afbleget blondine med hang til tubetop, til at blive lidt mere stilligt og ikke mindst vaesentligt mere moderat til medierne. Og Erik og Anni blev baade gravide og blev gift. Og selv de meste sladeriske af de danske medier, begynder at blive helt milde imod parret.

I sidste uge roeg saa maaske den stoerste bombe, som er blevet sprunget under parret. Og skandalen har naaet sit hoejdepunkt. Anni som hidtid har haevdede hun kun har vaeret telefonpasser i et bordel, bliver varetaegtsfaengslet for at vaere en bordel mama, som enda efter sigende skulle have truet sine piger.

Tilbage staar Erik med det som ligner et af landet korteste og mest turbulente aegteskaber, flere skandaler end nogle andet. Men noget siger mig, at historien er langt fra slut endnu, da Anni jo stadig er gravid med Erik Damgaards barn.