found this sign on etsy.com – you can buy it here

Idag skulle om ikke andet have været kaldt for succesblogpost dag – fordi jeg har ihvertilfald læst 3 -4 blogposts der reflekterer over succes idag – en af dem som jeg bare måtte kommentere på var Mette Webers “forslag til succes”, fordi det virkelig reflekterede over dette ord som vi bruger i flæng og som mange gerne vil have: succes (og det skal være lige nu, og på alle plan). Dengang jeg var lille havde jeg en fantastisk morfar, der var mange der ikke brød sig om ham fordi han var hård som sten – men det var helt anerledes med mig, vi havde noget helt helt specielt. Han sagde altid til mig at hvis der var en ting i verden jeg skulle gøre så var det “som det passede mig” fordi det var alligevel det min lykke ville komme af – og det var det som der ville betyde at når jeg bliver 130 og ligger på mit dødsleje ville kunne sige at jeg havde levet et fuldt ud lykkeligt og godt liv fordi at jeg gjorde som det passede mig. Det har jeg så også gjort, på godt og ondt.

Men det er lidt af et succeskriterie for mig – at være sand overfor mig selv og gøre hvad der passer mig. Helst indenfor lovens rammer (for det meste), og egentlig være bund ligeglad med hvad andre syntes.

En anden ting der er enormt vigtig for mig er mig selv,  min familie og mine venner. De mennesker jeg omgås med hver dag og det er en topprioritet at det fungerer sammen med resten. Der skal være plads til os også så det ikke bare altsammen forsvinder i gode tanker og virksomhedsdrift.

En tredje ting er at kunne udtrykke mig kreativt igennem mit arbejde – og det er jo en af de ting der virkelig nok ligger til grund for at jeg er blevet iværksætter fordi hvis det ikke er kreativt så ved jeg ikke hvad er. Nogengange står man lidt og tænker at man maler sin egen verden og bagefter hopper ind i det som et andet Mary Poppins billede – men jeg elsker den kreative kraft der ligger i at bygge ting op – og at få dem til at gro. Jeg elsker at kunne stikke fingeren i jorden og sige – idag laver jeg dette her fordi det har jeg lyst til. Eller idag laver jeg ting der har lidt mere langsigtede mål end bare overlevelse og kundepleje. En af de næste ting jeg skal have tegnet på mig selv er talemåden “do epic shit” fordi det mener jeg virkelig er den bedste måde at markedsføre sig selv på, det en af de mest oversete ting i business – nemlig at gøre ting der gør sådan en stor forskel at de rocker en hel branche.

Om ikke andet så tror jeg at jeg engang imellem gør disse ting – træder fuldstændig i karakter og råber op og ned om hvad jeg tror at virksomheder behøver indenfor social som jo er det der ikke giver mig gourmet middage hver dag og en personlig træner til vægttabet – men det giver ihvertilfald smør på bordet.

Så succes for mig betyder:

1. at gøre hvad det passer mig

2. at værne om familie og venner

3. at have kreativitet i min hverdag og

4. at lave episke gigant lorte (eller epic shit) =)

hvad betyder succes for dig ?

Jeg læste lige den fantastiske Daniella LaPorte’s blogpost om hendes fejltagelser og tænkte at jeg da også kunne komme med en liste af ting som jeg har lært en masse af.

1. at have ondt i maven af alle de ting man skal gøre selv.

Den har jeg haft rigtig mange gange før i tiden, da jeg ikke selv troede på at det jeg lavede var seriøst nok til at kalde for en forretning. Jeg har altid set alle de aktiviteter jeg har lavet omkring Toothless Tiger (min virksomhed) som en kæmpe legeplads, hvor jeg var super heldig at folk ville betale mig penge for at hjælpe dem. Det gør jeg stadigvæk men jeg tror på det nu, with a vengeance og sådan har det ikke altid været. Nu vågner jeg hver morgen og føler mig ansvarlig for min egen arbejdsdag og mit eget liv og det er super sejt. Så kan jeg så vælge at se Oprah hele dagen, eller holde datteren hjemme fra børnehaven fordi der har været drøn på i de sidste par uger. Men jeg elsker at det er mig der bestemmer – og jeg respekterer super meget at jeg skal gøre alting selv – og jeg ser det som en udfordring og en kæmpe mulighed samtidig. The sky is the limit people.

2. at tro at alle ville være ligeså passioneret omkring min mission som jeg er.

Det er de ikke. De fleste er ligeglade faktisk. Men der er nogle – de super hardcore støtter, som jeg kan regne med, som der støtter mig i stort set alt hvad jeg gør. Og dem støtter jeg i alt hvad de gør.

3. at tro at man får super meget ud af at gøre ting gratis.

Det er mig i en nøddeskal – og lad mig slå det fast, det gør man ikke. Jeg har prøvet at skulle tale gratis på en konference der koster 13.000 kr for deltagere at være med. Hvor blåøjet er man så ?. Man får altid at vide at der er rigtig mange muligheder i at tale gratis fordi at folk køber noget. Nej. De fleste køber ikke noget og hvis du begynder at stå og lave salespitches så fremstår du ikke super smart, og det er sjældent at det er 10 timers forberedelsestid værd at tale for en 20 personers gruppe i en halv time. Det kan godt være de husker dig til en anden gang – men det er ikke besværet værd. Det samme gælder bestyrelsesposter. Der er mange der syntes at en bestyrelsespost ser godt ud på cv’et (ja det gør den) men i bund og grund syntes jeg, nu, at alt arbejde skal være betalt. Det kan så være at jeg gerne vil lave noget frivilligt arbejde pga. en god sag – hvilket er et helt andet scenarie i mine øjne.

4. at arbejde sammen med folk der ikke er passioneret og respekterer en.

Nogengange har jeg tænkt at det måske er min person der gør at jeg har svært ved at træde i karakter overfor nogle folk. F.eks havde jeg en jeg arbejdede sammen med der var passioneret omkring en ting – og det var de penge som jeg skulle betale for arbejdet. Alt hvad der var omkring mig, min person, mine bøger og min passion var personen fuldstændig ligeglad med, og sådan noget er ikke godkendt i min bog. Du skal være passioneret omkring nogle af de ting jeg gør hvis jeg skal arbejde sammen med dig – ellers fungere det ikke.

5. at tro at folk kan læse mine tanker.

Denne her er en klassiker i min bog, jeg har tit troet at folk de vidste hvad jeg ville have dem til – uden at fortælle dem det. Det virker bare simpelthen ikke. Man bliver nødt til at fortælle folk hvad man vil have dem til, eller hvad man forventer af dem – ellers bliver man slemt skuffet.

En af Danmarks nye mediedarlinger er den billedeskønne Lisa Lents, som konstant er i medierne for et eller andet.  Senest har der været lidt snak i medierne, at hun slet ikke er berettiget til Miss Danmark titlen, da hun egentlig stadig er fra Hvide Rusland.

Med fare for at negleterer Miss Danmark konkurrencen, og alle de piger, som har modtaget den, men udover Lisa Lents, hver har faktisk formodet at løfte den titel, til mere end blot et pretty face, og hvor mange tidligere Miss Danmark, kan overhovedet huskes, året efter?

Jeg kender selv Lisa fra Facebook, hvor jeg begyndte at tale med hende 3-4 måneders tid inden hun skulle deltage i Miss World, og hun var sød, og en smule ydmyg omkring hende selv. Men også med en beundringsværdig stålvilje til at lykkes.

Hendes historie, hvordan hendes familie flygtede fra Hvide Rusland til Bornholm, hun begynder på Taek Wondo, og bliver hele Danmarks Lisa er fantastisk, og set udefra, kan man kun beundre hendes vej. Men i ny og næ popper der lidt bad-will op omkring hendes person. Og noget tyder, der er nogle der har set sig sure på hende, bla arrangøerne bag Miss Danmark, en flok forsmåede modeller, og hvem som ellers har ondt i røven, over at Lisa har formåede det, mange af dem gerne vil.

Jeg håber blot, at hun forsætter af det spor hun allerede er forsat af, og kan blive et endnu mere positiv rollemodel for unge piger, og ved med at forsætte sin gode askepothistorie.. Og alle de bitre? Dem skal hun blot blæse på.. om et par år er de alligevel glemt.

Stress, stress, stress, busy, busy, busy – det virker efterhånden til et mantra som de fleste moderne mennesker har hver dag. Og til tider render jeg forvirret om mig selv, mens jeg forsøger at nå alt på den halve tid. Men een ting jeg bryster mig af, er at jeg IKKE stresser over ting, som er uden for min kontrol. Eksempel, jeg har en stor bryllupsfest på lørdag på en romantisk herregård i jylland. Det har været lidt af en udfordring, da vi bor på Malta, og der har været en masse kordinering, som stort set alle er blevet stresset over. Bortset fra undertegnede, jeg ved godt at alt kan gå galt, kokken sover over sig, lynet slår ned og gæsterne synes det er hverken  mest kedelig fest. Men jeg har gjort mit bedste, og jeg kan ikke garderer mig imod alt, så mens min stakkels mand knap kan sove, og ser mere og mere træt ud, sover jeg bedre, velvidende om at jeg ikke kan styrer alt.

Det samme gen har jeg arbejdsmæssigt, mens mange af mine medsøstre løber rundt, prøver at være bedre og bedre hver dag, knokler i weekender og aftener, bruger jeg en masse tid på at gå i spa, få massage og masser socialtid med fantastiske mennesker, og gøre mit bedste på mit job. Nu er det jo nemt nok at sidde og være hellig når jeg brugte af de meste af 20erne på at knokle som besat, men udover masser sygdom og sure venner, som var træt af jeg altid meldte afbud, fik jeg intet ud af det! Men efter jeg begyndte at huske at slappe af, nyde livet, og være rigtig god ved mig selv, har fået en fantastisk arbejdsmæssig og privat balance, som jeg ærligt kan sige, har gjort mig til det mest harmoniske menneske i mit liv, er det hele gået op i højere enhed.

Så slap af for satan, og stop med at jagte din egen hale…

Kan det nu også være rigtigt?
En af mine bekendte var i sidste uge inviteret i tv for at ”udtale sig”, som det jo hedder.
Hun var skide god. Cool, afslappet og smilende. En, enhver seer gerne vil kende.
Men hvad sagde hun? Jeg kunne ikke høre det, fordi mine børn løb rundt og råbte og pegede fingre ind i skærmen, fordi netop hun var på.
Men hvad sagde hun? Hendes søn ved det ikke, han var bare sur over, at mor ikke vinkede til ham, når hun nu var helt inde i fjernsynet.
Men hvad sagde hun? Det helt rigtige, for der var mange positive tilbagemeldinger bagefter.
Men det hun sagde, var faktisk kun 10 procent.
For hun havde været et par skridt foran og spurgt en tv-ekspert til råds, inden hun gik på. For det var første gang, hun skulle ”udtale sig” på tv.
Et eneste råd havde hun fået: Husk: 90 % appearance og 10 % words.
Folk kan alligevel ikke huske, hvad der bliver sagt – men alene ud fra fremtoning, kan de afgøre om personen har klaret sig godt eller ej. Så smilet frem og imødekommende kropssprog.
Vidste vi det? Kender vi det var andre sammenhænge? Måske nok.
Og selvom vi måske godt ved det, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor lidt det talte ord betyder. Skal vi mest bare se godt ud? Tja. Det skal vi jo nok.
Men hun var skide god, top professionel og cool. Jeg ved det, hun sagde, var ret godt.

Cross-posted on linefjord.dk

Ok – nu er der så ret mange, der har købt sådan en lille ny Fiat 500. Det tager selvfølgelig lidt af værdien fra den, at der kører så mange rundt i København. Men det er nu en lille lækker sag – nougatbrun, blød sandfarvet eller 50’er grøn. Runde lygter, smart radio og smilende design.

Hvis nu jeg havde den og var en af de eneste? Eller vi bare var femten med den bil, så vi kunne lave en lille klub?
Den ville selvfølgelig være rimelig upraktisk for en familie med tre børn. Som tit skal til Jylland. Hm. Men måske er det så lige, at det slet ikke handler om familie, brobizz og medbragte ruller af riskiks, når jeg tænker på den lille lækre Fiat, Næ, næ, det handler om at komme kørende, som en italiensk boheme med cigaretrør, Ipod, lipgloss og macbook i tasken. Nystartet og styr over det.

Jeg ser mig selv komme kørende, som en Laura Castagnetti – gennem Roms gader en tidlig onsdag morgen, Campo dei Fiori åbner for blomstersalget og duerne spiser croissant-krummer på Piazza Navona. I min lille lækre Fiat. Jeg ankommer til min aftale, taler roligt og afleverer mit visitkort.

Jeg har styr over det. Det kan man jo se. Det er ikke meget nystartet business woman over det. Næh – alt det der med ulønnet arbejde på tjekkede magasiner og adrenalin, der pumper af nervøsitet for næste interview med en kendt forfatter – det er ikke til at se. Pyha – jeg er godt på vej.

Men faktum er, at jeg sidder i København og det regner, når jeg cykler. Adrenalinen kører, og jeg tjener ikke ret mange penge. Jeg snakker faktisk rimeligt italiensk og har da også lige bestilt en mac book. Og min frisør synes jeg har lækkert hår. Men jeg har ingen Fiat. Men Fiat eller ej – måske er det alligevel for fedt at tage toget til Fyn for at interviewe forfatteren. Jeg stryger min H&M skjorte, inden jeg afleverer min artikel til magasinet og smugspiser en Bounty, så snart jeg er ude igen.
Fiat eller ej. Jeg er lidt på vej. Og min Mac kommer med posten i dag.

Cross-posted on linefjord.dk/blog

Jeg har haft fornøjelsen denne formiddag at deltage til uddelingen af Rockwool Prisen 2009. Prisen gik til William McDonough, arkitekt og designer og en af hovedfigurerne bag Cradle2Cradle-konceptet. Det var en fantastisk oplevelse så er det sagt. Og inden jeg fortsætter skal du måske have chancen for at se hvad det hele handler om, se her: http://www.ted.com/index.php/talks/william_mcdonough_on_cradle_to_cradle_design.html

William McDonough startede med at sige Cradle2Cradle er “Celebration of abundance, something dreamed, something lived” – Allerede med de ord, havde han tryllebundet de 450 deltagere.

“Footprints can enhance instead of destroy.” Spørgsmålet alle producenter skal stille sig selv er ” How can we love all the children of all the species?”

W.M kom med et godt statement “Det handler om balance, hvad ønsker vi der skal vokse og sætte fokus på den type vækst vi ønsker. Det handler om respekt, for vores generationer og for deres generationer og sikre overlevelse. Hvis vores plan er at ødelægge al naturlig føde og vækst, skal vi blot fortsætte i det tempo vi er i gang med, og det vil lykkedes os med stor succes, men ønsker vi en verden med sunde og nærende afgrøder, rent vand, ren luft, kærlighed og overflod, ja så skal vi til at sadle om…”

If it exist you can do it – og som en meget berømt Walt sagde “if you can dream it, you can do it”

Det handler om at se muligheder i stedet for risici, “see abundance instead of limits.” Kan vi så det i DK?

Efter forelæsningen var der en fantastisk panel-diskussion: Cradle2Cradle er et værktøj til at opnå overflod, til at opnå balance i naturen, til at få producenterne af -ja alt - til at tage ansvar. Der er blot den mentale barriere, etablering af nye vaner, af nye og givende metoder. Hvordan kommer vi videre? Hvordan bliver det praktisk forankret? Forslag som; lovgivning, rollemodeller, ambassadører, casestuides blev diskuteret. Panelet ønskede at industri og politikere gik sammen om at danne en task-force, pointerede at spæde start allerede var ved at ske indenfor design-bygningsindustrien, men hvad med det eksisterende, hvordan får vi rettet op på fortidens kiks og transformere dem om til sunde boliger? En ting blev hængende i luften er vi ligeglade? Er det blot ord og tomme løfter?

Jeg håber og beder til at vi ikke er ligeglade, at hver producent tager sit ansvar alvorligt og hver forbruger søger den løsning, der sikrer vores arts overlevelse.

Kritikere ville sige at C2C blot er gammel vand på ny mølle og måske har de ret, men hvis denne metodik kan få folk til at vågne op, til politikere til at handle, til producenter til at tage ansvar og tænke P-L-C på en ny måde, så er det mere end fint med mig.

For jeg tror, at hvis vi får værktøjet og redskaberne præsenteret på en måde, hvor der både er forretning, gevinst, profit, balance, vækst og gavn for miljø og menneskeheden, kan vi måske finde ud af at få det praktisk forankret i vores hverdag.

Hele forelæsningen kan ses på www.rockwool.dk fra næste uge

Til sidst et lille citat jeg fandt, som handler om noget helt andet og dog…”If you ain’t growing, you’re dying”

Jeg har skrevet om det før, og nu skriver jeg om det igen, for man bliver da blæst helt omkuld af at deltage i Young Enterprise arrangementer. Denne gang var det Danmarksmesterskabet, det gjaldt; 20 elev-virksomheder med deltagere mellem 17 & 25 år, afholdt i DI’s skønne lokaler.

Jeg ved ikke hvad det er, der gør mig helt høj af arrangementerne? Om det er at være blandt unge mennesker med så meget drive, gejst og motivation eller om det er de innovative produkt-idéer de ligger for dagen? Efter hver produktpræsentation sidder du tilbage med et stort spørgsmål ”hvorfor i alverden er der ingen, der har opfundet det før?” Tag nu for eksempel et drop-stativ, hvordan kan man gå med et drop-stativ og en frokostbakke samtidig? Svaret er det kan man ikke, eller det bliver meget svært og hvad har nogle elever så gjort? Tjaa… de har opfundet et stativ med bakke…som både gavner patienter og personale, lettere kan det, da ikke gøres. Eller hvad med en biopsi-holder, så man har styr på biopsierne, eller en undertrøje med velcro-lukning til ældre mennesker, eller automatisk ledningsopruller inde i væggen? Idéerne er så simple, så enkle og alligevel har ingen tænkt det før?

Jeg elsker iværksætteri, så er det sagt, elsker miljøet, elsker drivet, elsker de modige smil. Det der er så godt ved Young Enterprise er, at eleverne vitterlig får mulighed for at prøve kræfter med at etablere en virksomhed med alt hvad det indebærer, og de går til det med ildhu og engagement, som kun kan være enhver leders drøm. Det næste er at de unge tænker værdi, de tænker værdi-baseret produkter, de tænker miljø og de tænker socialt ansvar.

Vinderne af Danmarksmesterskabet i Iværksætteri og Innovation 2009 tænkte i miljø og klima “InClimate Solutions” fra Roskilde Tekniske Gymnasium vandt med deres måler til at registrere indeklimaet.

Vinderne: Inclimate Solutions

På andenpladsen kom storbyguides.dk fra Haderslev Handelsskole, de havde som produkt en multimedie-storbyguide, som man via mobilen kunne blive guidet rundt når man befandt sig ved europæiske seværdigheder. Storbyguides.dk har jeg skrevet om tidligere, da jeg havde fornøjelsen af at være dommer for dem i Rosengårdcentret i Odense, hvor de vandt og nu blev de en samlet nr. 2 ved DM.

Anden pladsen storbyguides.dk

Tredjepladsen gik til Ear Care fra CPH West, de havde opfundet en ørehætte, så man undgår at få farve på ørene ved hårfarvning. Deres scenepræsentation var så professionel og timet og tilrettelagt, at man helt glemte at der her var tale om en ung elev-virksomhed.

Tredje-pladsen: Ear Care

Blot når jeg sidder her og skriver denne blog får jeg et smil på læben, for det var altså en fantastisk oplevelse og flere gange måtte jeg tage mig selv i at tænke at det ikke er eksisterende virksomheder endnu, men at de er godt på vej.

Kronen på værket for alle eleverne var besøget af Grevinde Alexandra Christina. Iværksætteri har med sikkerhed en særlig plads i hendes hjerte. Den måde hun lyttede til de studerende på, de spørgsmål hun stillede, det var ægte indlevelse og engagement.

Besøg af Grevinde Alexandra Christina

Jeg sidder her tilbage med en mæthedsfornemmelse og en indre sikkerhed på at vi nok skal klare os her i lille DK. For de unge mennesker, der omgiver os de har hjerne og hjertet på rette sted, de brænder for det de gør, de motiverer og de begejstrer. Ville ønske I kunne have oplevet det sammen med mig – alle sammen.

Hvis du vil læse mere om arrangementet gå ind på Young Enterprise www.ye.dk

I sin tid da jeg fik indbydelsen til at blive blogger på denne dejlige eeze-side, havde jeg aldrig prøvet at være blogger før. Jeg stod i et kæmpe vade-sted og alt hvad jeg vidste var at jeg måtte følge mit hjerte, finde ud af hvad der gjorde mig glad og bare gå efter det. Så jeg begyndte at skrive her på Eeze.dk om det, der får mig til at gå til tastaturet og skrive hvad jeg havde på hjertet. Her sidder jeg nu 3 mdr. senere og mit liv er en absolut drøm. Jeg laver præcist det, jeg gerne vil, jeg har balance mellem privatliv og erhvervsliv, er begyndt at løbe – yes, JUST DO IT – lever endnu og nu har jeg endda fået en løbe-ven, og et maraton står på listen inden for 1 år.

Jeg sagde nej til fast job, projekter som jeg ikke ønskede at være involveret i og troede klippefast på at det hele ville blive endnu bedre end jeg kunne drømme om.

Folk spørger mig hele tiden, hvordan gør du det? Hvordan tør du sige nej og vide at efter nej’et kommer der et KÆMPE JA, der bare føles rigtigt? Og svaret er, jeg ved det ikke, jeg ved bare at Livet tager nogle drejninger og jeg følger med samtidig med at jeg mærker efter for hvert evigt eneste skridt.

Jeg lærte for flere år tilbage ikke at sige ja, men at sige “jeg tænker over det og vender tilbage til dig” og det giver mig altså noget, jeg kommer ind og mærker efter og jeg lærer hele tiden at hvis min intuition siger NEJ, så er det fordi jeg skal sige nej.

Det er så sjovt det med at vi går og sammenligner os med andre i hvertfald er der en hel del, der gør det. Vi tror han/hun har det så let med det job, udseende, karriere/firma etc. og når det kommer til stykket er vi bare mennesker og alle er vi unikke.

Der kommer udfordringer i livet og vores valg er så at håndtere dem, vi kan håndtere dem i refleks eller vi kan tage udfordringen vende, dreje, smage på den som en delikat ret og finde ud af hvorfor den udfordring kom til os og hvad lærte vi af den.

Der er så meget snak om at vi skal leve som var dette vores sidste dag og hvad skulle man sige til begravelsen. Jeg tænker lige omvendt, jeg lever hver dag som den første i resten af mit liv, glædes over de valg, jeg træffer og sjældnere og sjældnere er det ikke andre, der træffer valget for mig. Det er mig, der er i kontrol. Og det med kontrollen er sjov, fordi vi har faktisk magten til at gøre alene og ene det vi ønsker med vores liv. Så kan kritikere sige “ja…men jeg har lige mistet job/økonomien er dårlig/ jeg kan ikke tabe mig etc. men kære du, du har ene og alene valget til at få dit liv til at være som du ønsker det, alene ved hjælp af din tankegang.

Jeg blev bedt om en sjov øvelse, lige da jeg var i en situation, hvor jeg hverken vidste ud eller ind og røg ned i selvmedlidenhed (hvilket jo ofte er det nemmeste). Jeg blev spurgt om hvordan min uge ville se ud, hvis jeg kunne have den præcis som jeg ønskede det. Jeg skrev job 15-20 timer om ugen, konsulentarbejde, foredrag, meditation, løb, kreativitet, spille klaver, se veninder, hjælpe andre. Og nu kommer det sjove. Da jeg sad og kiggede på min liste gik det op for mig at jeg fokuserede på det andre skulle tilbyde mig såsom job, men ikke på alt det jeg selv kunne. Så istedet for at sidde og se fordummende fjernsyn (og tro mig formiddags-tv er der ikke meget at komme efter) kunne jeg jo meditere, løbe, spille klaver, lave alt muligt kreativt etc. Jeg kunne jo en masse ting og var ikke handlingslammet og hvad skete der? Da, jeg begyndte at lave det som jeg selv kunne, for at få indhold kom alt det andet oveni. Det er min historie, men jeg hører den gang på gang fortalt af en anden med en anden variation, og det er det samme og helt tilbage til JUST DO IT.

Ja, Livet tager nogle drejninger og nogle gange forstår man dem ikke, men bagefter, ser du tilbage ad en snoet sti og du forstår at hvis stien ikke netop havde slået det sving til højre, ville du ikke være der, hvor du er idag.

Vi har en ny spørgeundersøgelse på eeze.dk – ” Er du glad?” Og svaret er JA

“Har du taenkt paa det ikke er dig som er stor, men resten af verden, som er lille?” Dette er fra filmen Big Fish, hvor hovedpersonen, moeder en kaempe, og saette hans eget verdens billede lidt i perspektiv.

I mange aar jagtede jeg en droem om raekkehus, familie, og et godt fast job, som alle andre.. Jeg fik saagar raekkehuset, og nogle maend – men det passede bare ikke til mig, ligesom det sikket aldrig vil passe til mig.  Og dybest set vil jeg bare vaere “normal” – og dybest set droppe min passion og indre gnist, for at vaere som alle andre. Hvad der reelt set bare er endt med jeg er blevet moody, modloes og deprimeret.

For et par aar siden, siger en af mine homosexuelle venner saa til mig, efter at have hoert mig pive over, hvorfor jeg nu ikke snart faar det idyliske normale liv: “Line, tror du ikke jeg oensker at jeg kunne vaere hetro? – Men det er jeg lige saa lidt som du er raekkehustypen” Og havde saa ret.. efter et helt liv med at proeve at blive normalt, har jeg konkluderet, at det er jeg, det er alle andre som er anderledes…!