billede af Greg the Bunny på flickr
Jeg har tidligere skrevet om “at være foran og ikke være mainstream“.
Og nu er jeg kommet en del videre i mine funderinger. Når man står i en besværlig situation i ens liv, kan man vælge at tolke det som et offer, eller som Hulk. Jeg tør godt at indrømme at en stor del af min drivkraft kommer fra modstand. “fordi så skal jeg eddermame vise dem”.
Og jeg tror også at jeg har nogle hulk lignende tendenser, ikke at jeg smadrer ting, men jeg bliver kæmpestor og grøn og synlig når jeg får modstand. Det har nok noget at gøre med at være forrest også, og det har noget at gøre med at være blevet klog af skade, Jeg nægter nok sådan rent ubevidst at lægge mig ned. Jeg rejser mig og bliver højere og får mere gennemslagskraft.
Jeg ved godt at det er vildt in at snakke om Pippi Langstrømpe som rollemodel, og hun er der også – men Hulk’en er større – i øjeblikket. =)
Som sagt, så har jeg min egen virksomhed ved navn Toothless Tiger der har med social marketing og branding at gøre. Det er meget konsulent arbejde, en del skriftlig kommunikation samt en masse foredrag og workshops omkring dette emne. Jeg har haft Toothless Tiger siden januar 2005 og er sådan set kun mig på fuldtid.
Som sagt før, så er jeg også en af de kvinder der roder sig ud i for meget frivilligt arbejde – noget som jeg heldigvis har fået stoppet, og jeg er så GLAD for at sige at hvis man skal have mig med på et projekt, så må man betale ved kasse 1. Jeg er simpelthen for god til at gøre noget frivilligt (det syntes jeg faktisk at alle er – og hvis man kan lide det som folk de laver, så vil man også finde pengene til at betale for det).
Her kommer min hurdle: jeg har et bizart forhold til vækst. Jeg tror det stammer tilbage fra min periode i mit liv (som jeg har lagt bag mig-tak) der hed “jeg er ikke god nok” – eller “for lavt selvværd”. Det er mig en pinsel at sige at jeg har lavet mit personlige lave selvværd gå ud over min virksomhed. Hvis folk ikke har ville betale for en service har jeg trukket mig langsomt ind i mig selv og tænkt – nåmen jeg er heller ikke mere værd.
Jeg ser det igen og igen blandt kvinder for det meste. Vi er gennemsyrede af frygt for at fejle fordi vi ikke mener vi er gode nok. Vi er bange for at drive ting til noget stort. Det var indtil en gang hvor jeg var til et kvinder-i-vækst møde hos DI. Der mødte jeg en engel der hed Birgitte der var så langt fra mig på alle mulige punkter, men derfor inspirerede hun mig også. Jeg sad til et kvinder i vækst møde og forsvarede min lille virksomhed Toothless Tiger der kun bestod af mig. Jeg var overbevist om at jeg kun skulle være mig selv, indtil at Birgitte åbnede munden og sagde: “undskyld Henriette, men siden hvornår er det at have en medarbejder blevet til en udgift?”. Og her fandt jeg ud af at jeg skulle være flere end mig I Toothless. Jeg skal have en projektleder/PA’er der kan drive det videre sammen med mig. En der er ligeså skør og snørklet. Og jeg har fundet ham.
Jeg skal bare lige… føle at det er det rigtige tidspunkt. Jeg skal bare lige TURDE at være så super ansvarlig og stole så meget på mig selv, at jeg kan hive to månedslønne hjem hver måned.
Men mit bizarre forhold til vækst er væk. jeg er min vægt værd i guld, diamanter og ædelstene. Og jeg ved det =)
Line og jeg har nok en ting til fælles i forhold der binder os sammen i forhold til alle vores andre seje glam veninder og seje divaer – det er vi er forud for vores tid.
Og nok også derfor at vi på en eller anden måde er “soulsisters” fordi når jeg sidder og tænker at der ikke er nogen der forstår mig eller syntes at mine idéer er liiidt for vilde, så skal jeg bare tænke på at der sidder en gæv kvinde i London’s- land og har det på samme måde.
Men det gør også at vi tæt ender med at gøre ting selv. Det er os der kommer til at trække læsset. Det er os der forandrer ting. Fordi hvis der ikke er nogen andre der kan sætte sig ind i hvad det er jeg mener. Jamen så gør jeg det bare selv.
I går fik jeg en ikke så fed nyhed fra det jeg troede var mit forlag. De var lige pludselig ikke mit forlag mere. Det var noget med en finanskrise og at der skulle lægges for meget arbejde i at udgive bogen. Men jeg er ok med det fordi at da jeg gik igang med at skrive introduktionen igennem til den målgruppe som mit ex-forlag syntes bogen skulle have, var det ligesom om at jeg mistede en lille del af mig selv. Jeg fandt ud af at det er fordi at jeg ikke er mainstream. Jeg tror ikke jeg er i stand til at skrive en mainstream bog til en bred gruppe, fordi det er jeg ikke. Jeg er alt andet end sædvanlig. Jeg er cool fra the “school of cool” – jeg er forsanger i et rockband damn it =) Derfor er jeg igang med at lave mit eget forlag der kommer til at hedde Toothless Tiger Press – og nu skriver jeg min bog for mig selv, og ingen andre, på mine præmisser. Det kan godt være at der så er for mange stavefejl og for mange kommaer, men nu printer jeg den med det hele fordi jeg tror på at authenciteten i en bog holder længere end opskriften på den.
Så når min bog er gennemskrevet denne gang – så ryger den i trykken. Jeg har allieret mig med den sejeste grafiker der laver layout på den. Også bliver en del af konceptet at bøgerne ikke er lavet for at være mainstream, de er helt sikkert fuldt med grammatiske og stavefejl, men hold op hvor er de fra hjertet, hold op hvor er de authentiske og hold op hvor er de “lige nu”.
Så igen gør jeg det bare selv. fordi jeg er foran – og jeg ikke er en snært tæt på at være mainstream.
Lad mig starte med at være ærlig, jeg er langt fra så harmonisk, og veltilpas, som folk ofte tror, eller som jeg ofte lyder som, som alle andre mennesker, har jeg en naturlig barriere for at forhindre folk i at se hvem jeg er. Dog har jeg især det sidste år, blevet bedre til at se mine egner fejl og mangler, men næsten vigtigere mine egner styrker, og har endelig (i en alder af 31) lært at gøre tingene for mig selv, mere end for hvad andre forventer af mig.
Gravid i 3-4 mdr, fostreret er dødt 1 mdrs. tid her
Vi er som mennesker som underligt sammensat, at alt kritik, hamrer direkte ind og bliver lagret i meget lang tid, mens ros bliver omhyggelig filtreret, vendt og drejet, og som regel ender med vi ikke rigtig tror på det mere.
Fra et voldeligt forhold
Det næste stykke tid, vil jeg dele mine erfaringer råt og utilsløret, og jeg vil både være selvfed og super ynkelig, et rigtig menneske i alt dets kompleksitet. Der vil være vil nogle som vil undre sig over jeg deler så personlige billeder med fremmede, men hele min pointe, er at vise, at man ALTID kan komme ovenpå, lige meget hvor meget man selv eller livet f* det hele op..! – Og at man ikke skal skamme sig over de nedture man har haft, det er trods alt dem, som former en til det menneske, man er i dag.
photo: Apple Apple på Flickr.com
Kender i det, man står i en situation, hvor nogen forsøger at overtale dig til noget, hvor man får kuldegysninger ned af rykken og tænker “det skal blive en fed løgn”.
Du ved bare at du bliver nødt til at sige nej for at være sand imod dig selv, men du kan ikke få ordet over dine læber. De spørger dig jo fordi de har brug for det… og inden du ved det har du sagt ja til et projekt/aftale/fest som du egentlig ikke rigtig har lyst til at deltage i.
Stop lige to sekunder der.
Hvad var det lige der skete ?
Hvis du er ligesom mig, så ville du også stå forundret bagefter og tænke “jamn – det havde jeg jo ikke engang lyst til”
Det der lige skete var at du tilsidesatte dig selv for at gøre noget for andre. Og jeg tror faktisk at det er en meget kvindelig ting at gøre. Nu vil jeg ikke generalisere her, men jeg plejede at gøre det – hele tiden.
Jeg er så heldig at jeg har været på Kirsten Stendevad’s gudindeskole her i efteråret – og det har sat gang i et par ting eller to, ihvertilfald har jeg fundet ud af, at det til en hver tid er mig selv der skal sættes først. Så nu har jeg gået og brugt de sidste par uger med at råbe nej, med et smil på læben.
Som selvstændig erhvervsdrivende og entrepreneur er det en god ting at kunne. Jeg får mange forskellige henvendelser fra mennesker jeg ikke kender på linkedin og facebook der godt lige vil have mig til at kigge om en web applikation den virker, eller jeg kan komme med sparring til en marketing plan hvor de godt vil omfavne online mere - bare lige 20 minutter af min tid.
Jeg har før arbejdet frivilligt for diverse foreninger, men det er bare slut nu, for jeg bliver personlig ked af at arbejde frivilligt.
du ender med at blive trådt over tæerne og blive fyldt med arbejdsopgaver som du egentlig ikke troede var indenfor dit område. Og så når man råber nej, med et smil på læben – så er man den største forræder fordi man ikke mere går ind for “sagen” og ens beslutning bliver fuldstændig underkendt fordi “hvordan kan man gøre det mod de andre”.
Men nej.
Ikke mere.
Jeg gør ting for mig selv, ikke for andre.
Hvis jeg skal arbejde på et projekt så vil jeg have penge for det. Det er da den mindste respekt man kan give mennesker som man ved er rigtig gode til hvad de laver.
Så jeg tør sige nej nu, med et smil på læben. Fordi jeg ved at nogengange så gør et nej mig gladere end et ja ( selvom jeg ville betegne mig selv som en udbredt ja-person). At der så, nogengange på de strengeste vilkår bliver argumenteret mod dig og folk bliver vrede. Hold ud. Vær ikke bange. Det er dit nej og du har ret til det =)
