Jeg læste lige den fantastiske Daniella LaPorte’s blogpost om hendes fejltagelser og tænkte at jeg da også kunne komme med en liste af ting som jeg har lært en masse af.

1. at have ondt i maven af alle de ting man skal gøre selv.

Den har jeg haft rigtig mange gange før i tiden, da jeg ikke selv troede på at det jeg lavede var seriøst nok til at kalde for en forretning. Jeg har altid set alle de aktiviteter jeg har lavet omkring Toothless Tiger (min virksomhed) som en kæmpe legeplads, hvor jeg var super heldig at folk ville betale mig penge for at hjælpe dem. Det gør jeg stadigvæk men jeg tror på det nu, with a vengeance og sådan har det ikke altid været. Nu vågner jeg hver morgen og føler mig ansvarlig for min egen arbejdsdag og mit eget liv og det er super sejt. Så kan jeg så vælge at se Oprah hele dagen, eller holde datteren hjemme fra børnehaven fordi der har været drøn på i de sidste par uger. Men jeg elsker at det er mig der bestemmer – og jeg respekterer super meget at jeg skal gøre alting selv – og jeg ser det som en udfordring og en kæmpe mulighed samtidig. The sky is the limit people.

2. at tro at alle ville være ligeså passioneret omkring min mission som jeg er.

Det er de ikke. De fleste er ligeglade faktisk. Men der er nogle – de super hardcore støtter, som jeg kan regne med, som der støtter mig i stort set alt hvad jeg gør. Og dem støtter jeg i alt hvad de gør.

3. at tro at man får super meget ud af at gøre ting gratis.

Det er mig i en nøddeskal – og lad mig slå det fast, det gør man ikke. Jeg har prøvet at skulle tale gratis på en konference der koster 13.000 kr for deltagere at være med. Hvor blåøjet er man så ?. Man får altid at vide at der er rigtig mange muligheder i at tale gratis fordi at folk køber noget. Nej. De fleste køber ikke noget og hvis du begynder at stå og lave salespitches så fremstår du ikke super smart, og det er sjældent at det er 10 timers forberedelsestid værd at tale for en 20 personers gruppe i en halv time. Det kan godt være de husker dig til en anden gang – men det er ikke besværet værd. Det samme gælder bestyrelsesposter. Der er mange der syntes at en bestyrelsespost ser godt ud på cv’et (ja det gør den) men i bund og grund syntes jeg, nu, at alt arbejde skal være betalt. Det kan så være at jeg gerne vil lave noget frivilligt arbejde pga. en god sag – hvilket er et helt andet scenarie i mine øjne.

4. at arbejde sammen med folk der ikke er passioneret og respekterer en.

Nogengange har jeg tænkt at det måske er min person der gør at jeg har svært ved at træde i karakter overfor nogle folk. F.eks havde jeg en jeg arbejdede sammen med der var passioneret omkring en ting – og det var de penge som jeg skulle betale for arbejdet. Alt hvad der var omkring mig, min person, mine bøger og min passion var personen fuldstændig ligeglad med, og sådan noget er ikke godkendt i min bog. Du skal være passioneret omkring nogle af de ting jeg gør hvis jeg skal arbejde sammen med dig – ellers fungere det ikke.

5. at tro at folk kan læse mine tanker.

Denne her er en klassiker i min bog, jeg har tit troet at folk de vidste hvad jeg ville have dem til – uden at fortælle dem det. Det virker bare simpelthen ikke. Man bliver nødt til at fortælle folk hvad man vil have dem til, eller hvad man forventer af dem – ellers bliver man slemt skuffet.

Min “Radical Self Love Bible – hvor der kun er plads til mig =)

Dem der har læst med på Eeze i et længere stykke tid, her hørt mig referere til Gala Darling ret tit – hun kalder sig selv for en international playgirl – og for mig er hun en stilrig kvinde der gør alt for at elske sig selv, og at lære andre at elske sig selv. I mine øjne er det en rigtig god ting at lære, især hvis man, som undertegnede, normalt stiller hårde krav til en selv, og når man bliver ved med at pace sig selv fremad…. I sidste uge lavede hun en “radical self love” udfordring, der gik ud på at man skulle lave en “radikal self love bible” – altså en notesbog hvor man skriver ting ned med det eneste formål at få en til at elske sig selv mere.

Men jeg syntes faktisk det er noget der burde være prioriteret i alle iværksætteres liv, fordi vi har det med at sætte barrieren kæmpe høje mål med alt vi laver – hvilket er en god ting, men det er ikke ret tit at man klapper sig selv på skulderen og siger godt gået. Jeg har virkelig svært ved at tage ros ind, fordi jeg altid fokuserer på at gøre ting bedre – der kan altid lige komme endnu et kirsebær på islagkagen.

På forsiden af min selv kærligheds bibel er et billede af mig, et billede der betyder rigtig meget for mig fordi at det var et der blev taget lidt efter jeg udgav min bog – jeg syntes det er helt fantastisk og det viser mig som foredragsholder, forfatter og iværksætter. Derudover er der et billede taget på “mit arbejde” – det er tre fantastiske kvinder der hopper og det er taget fra denne fantastiske video – der minder mig om at ligegyldigt hvad jeg vil ha, kan jeg bare få det til at ske…, det er så fedt at jeg kan gøre sådan noget hver dag. det tredje billede er et billede af mig som mor sammen med min datter, og det sidste billede er mit bryllupsbillede- alt i alt er det det jeg mener der definerer mig og som jeg gerne vil fejre – nemlig mig selv i alle de aspekter der er.

Anyway – er “radical self love” noget for dig ? fester du for dig selv i din hverdag ? fejrer du dine triumferne igennem ? Tager du dig et glas champagne midt på dagen hvis der er noget der er godt gået ?

Du kan gøre en forskel.

Nej, det handler ikke om klima eller det netop overståede topmøde, det handler om dig.

Nu træder vi lige om lidt ind i et nyt årti og du kan gøre en forskel blot ved at være den du er og være det med ære og stolthed. Så simpelt er det.

Jeg nyder at betragte mennesker omkring mig, de fleste er på auto-pilot, når de kigger på mig, nogle smiler lidt, andre kigger væk fra mit nysgerrige blik – og så er der dem, der virkelig kan få mig til at smile og begejstres.

Den ene er en kasse-ekspedient vi har i vores lokale SuperBrugsen, hvor gammel er han tjaa… sidst i 50’erne, start 60’erne. Hver en vare han tager, gør han med sådan en grundighed og omhyggelighed og stolthed at jeg ikke nænner at sige ”på beløbet tak”, men smiler til ham og siger ”tusinde tak, den vil jeg gerne have på beløbet på dankort” – og når jeg går, siger jeg farvel og hav en god dag. Han er et studie i sig selv, stolt over at være kassemedarbejder. Det fineste er at der aldrig er noget brok eller noget i vejen med hans kø. Det kører bare – og bonus – alle folk smiler.

Jeg kørte forleden med en buschauffør, som på samme måde som kasseekspedienten satte en ære i at køre i sin bus og passede til og med på sine passagerer.

Linie 5a er noget af en oplevelse at køre i, det burde være en turist-attraktion, for alle nationaliteter er samlet i den bus. Den kører i strækningen Husum Torv – Lufthavnen. Jeg tog bussen for nylig og havde en oplevelse, som ikke mange er forundt. Strækningen, jeg tager plejer at være 15 min. , men jeg blev hurtig klar over at denne tur ville tage en hel del længere tid. Buschaufføren stoppede nemlig ved et kryds for at en ældre dame kunne komme med bussen, da hun ikke kunne nå over til busstop-stedet. Han sagde goddag og farvel til samtlige passagerer og nævnte hver evig eneste gadenavn, han passerede og fortalte små anekdoter.

Til at starte med var jeg godt irriteret, jeg ville komme for sent, men så slappede jeg af – og hva’ så – dette her var unikt. Jeg begyndte at kigge på mine medpassagerer og alle smilede underfundigt, folk begyndte at sidde og snakke med hinanden, hvor er du på vej hen – og bussen blev på en eller anden måde en dejlig oplevelse, i stedet for et transportmiddel, som hektisk bringer os fra a til b.

Når jeg en sjælden gang møder disse mennesker, der sætter en stor ære i deres arbejde og viser det, bliver jeg helt filosofisk – tænk hvis vi alle viste sådan en ære og ydmyghed i vores arbejde. Tænk hvis hver en ekspedient nød at pakke vores vare pænt ind, og hjælpe os med at finde den rette butiksvare, hvis hver en bankmedarbejder smilede og strålede med rank ryg. Hvis alle virksomheder og alle medarbejdere nød deres virke og deres beskæftigelse, dette ville jo være helt fantastisk. Hver dag ville blive en vidunderlig oplevelse, lige meget hvor man tog hen, ville det være som at køre i 5a den dag.

Jeg tror nemlig på at vi alle har vores som vi er eminente til, hvor vi stråler og retter ryggen og siger det udretter jeg med ære og stolthed. Hvor ville det dog være dejligt og gøre en forskel – Gør du en forskel?

P.S Linje 5a blev kåret som Københavnernes yndlingsbus i 2009.

Videoen hvor Oprah Winfrey besøger et typisk dansk hjem gik verden rundt i sidste uge, fra Hedehusene til Chicago. Og hold da op, hvor de små vrede fingre har tæsket kommentarer ind på facebook-væggene.

Den facebook-profil jeg klikkede ind på har lidt mere end 2200 venner, hvilket jo i sig selv gør publikum større, når man lægger en video ud. Videoen ligger på hendes væg og der er kommet 42 kommentarer. 35 kvinder og 7 mænd mener noget.
Langt de fleste kvindelige kommentarer handler om, hvor udansk boligen er. “Sådan ser der ikke ud hjemme hos mig?”, “jeg tror ikke på, at hun aldrig roder”, “haha, sådan bor ingen” osv.
Nej gu’ fanden ser der ikke sådan ud hjemme hos dig. Og selvfølgelig roder hun også. Men tænk lige tanken: Du får besøg af Oprah og filmhold. Rydder du op? Lægger du rent sengetøj på? Køber du blomster?

Enkelte kommentarer er fulde af ord og maler et billede af, hvordan en rigtig dansk familie bor. Årstidernes kasser henslængt, tennisketchere og børneovertøj i entréen og lille tyk forkælet hund spiser hjemmebagte økologiske boller. Hvis Oprah havde besøgt det hjem istedet – så gætter jeg på, at kommentarerne havde været ligeså brokkede. For hvad er typisk dansk – og hvor meget kan vi acceptere, at en anden bliver udvalgt til at vise sit hjem frem?

Come on girls – tænker jeg. What’s the problem? Hvor meget betyder det, hvordan de andre bor? Hvis man er arkitekt, kan det aflæses i boligen, hvis man er frisør, kan det ses på håret, hvis man er soldat kan aflæses i kommandotonen, hvis man er gartner eller blomsterhandler, kan det nok også ses i både have og vindueskarm. Vi ligner vores hjem.

Hvad er så et typisk dansk hjem? Måske et hvor børnene deler værelse og sengen er redt med Katvig sengetøj, hvor væggene er hvide, hvor der kun findes et køleskab, hvor der drikkes letmælk og hvor der spises havregryn ved et spisebord sammen (og ikke foran fjernsynet), og hvor der skides for åben dør. So what’s the difference? Same same som den viste bolig. Vi er alle os selv og bor som os selv. – Så stop lige det janteri. Og frem med tolerancen.

Se videoen her.

Cross-posted on linefjord.dk

Kan det nu også være rigtigt?
En af mine bekendte var i sidste uge inviteret i tv for at ”udtale sig”, som det jo hedder.
Hun var skide god. Cool, afslappet og smilende. En, enhver seer gerne vil kende.
Men hvad sagde hun? Jeg kunne ikke høre det, fordi mine børn løb rundt og råbte og pegede fingre ind i skærmen, fordi netop hun var på.
Men hvad sagde hun? Hendes søn ved det ikke, han var bare sur over, at mor ikke vinkede til ham, når hun nu var helt inde i fjernsynet.
Men hvad sagde hun? Det helt rigtige, for der var mange positive tilbagemeldinger bagefter.
Men det hun sagde, var faktisk kun 10 procent.
For hun havde været et par skridt foran og spurgt en tv-ekspert til råds, inden hun gik på. For det var første gang, hun skulle ”udtale sig” på tv.
Et eneste råd havde hun fået: Husk: 90 % appearance og 10 % words.
Folk kan alligevel ikke huske, hvad der bliver sagt – men alene ud fra fremtoning, kan de afgøre om personen har klaret sig godt eller ej. Så smilet frem og imødekommende kropssprog.
Vidste vi det? Kender vi det var andre sammenhænge? Måske nok.
Og selvom vi måske godt ved det, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor lidt det talte ord betyder. Skal vi mest bare se godt ud? Tja. Det skal vi jo nok.
Men hun var skide god, top professionel og cool. Jeg ved det, hun sagde, var ret godt.

Cross-posted on linefjord.dk

Ok – nu er der så ret mange, der har købt sådan en lille ny Fiat 500. Det tager selvfølgelig lidt af værdien fra den, at der kører så mange rundt i København. Men det er nu en lille lækker sag – nougatbrun, blød sandfarvet eller 50’er grøn. Runde lygter, smart radio og smilende design.

Hvis nu jeg havde den og var en af de eneste? Eller vi bare var femten med den bil, så vi kunne lave en lille klub?
Den ville selvfølgelig være rimelig upraktisk for en familie med tre børn. Som tit skal til Jylland. Hm. Men måske er det så lige, at det slet ikke handler om familie, brobizz og medbragte ruller af riskiks, når jeg tænker på den lille lækre Fiat, Næ, næ, det handler om at komme kørende, som en italiensk boheme med cigaretrør, Ipod, lipgloss og macbook i tasken. Nystartet og styr over det.

Jeg ser mig selv komme kørende, som en Laura Castagnetti – gennem Roms gader en tidlig onsdag morgen, Campo dei Fiori åbner for blomstersalget og duerne spiser croissant-krummer på Piazza Navona. I min lille lækre Fiat. Jeg ankommer til min aftale, taler roligt og afleverer mit visitkort.

Jeg har styr over det. Det kan man jo se. Det er ikke meget nystartet business woman over det. Næh – alt det der med ulønnet arbejde på tjekkede magasiner og adrenalin, der pumper af nervøsitet for næste interview med en kendt forfatter – det er ikke til at se. Pyha – jeg er godt på vej.

Men faktum er, at jeg sidder i København og det regner, når jeg cykler. Adrenalinen kører, og jeg tjener ikke ret mange penge. Jeg snakker faktisk rimeligt italiensk og har da også lige bestilt en mac book. Og min frisør synes jeg har lækkert hår. Men jeg har ingen Fiat. Men Fiat eller ej – måske er det alligevel for fedt at tage toget til Fyn for at interviewe forfatteren. Jeg stryger min H&M skjorte, inden jeg afleverer min artikel til magasinet og smugspiser en Bounty, så snart jeg er ude igen.
Fiat eller ej. Jeg er lidt på vej. Og min Mac kommer med posten i dag.

Cross-posted on linefjord.dk/blog

I sin tid da jeg fik indbydelsen til at blive blogger på denne dejlige eeze-side, havde jeg aldrig prøvet at være blogger før. Jeg stod i et kæmpe vade-sted og alt hvad jeg vidste var at jeg måtte følge mit hjerte, finde ud af hvad der gjorde mig glad og bare gå efter det. Så jeg begyndte at skrive her på Eeze.dk om det, der får mig til at gå til tastaturet og skrive hvad jeg havde på hjertet. Her sidder jeg nu 3 mdr. senere og mit liv er en absolut drøm. Jeg laver præcist det, jeg gerne vil, jeg har balance mellem privatliv og erhvervsliv, er begyndt at løbe – yes, JUST DO IT – lever endnu og nu har jeg endda fået en løbe-ven, og et maraton står på listen inden for 1 år.

Jeg sagde nej til fast job, projekter som jeg ikke ønskede at være involveret i og troede klippefast på at det hele ville blive endnu bedre end jeg kunne drømme om.

Folk spørger mig hele tiden, hvordan gør du det? Hvordan tør du sige nej og vide at efter nej’et kommer der et KÆMPE JA, der bare føles rigtigt? Og svaret er, jeg ved det ikke, jeg ved bare at Livet tager nogle drejninger og jeg følger med samtidig med at jeg mærker efter for hvert evigt eneste skridt.

Jeg lærte for flere år tilbage ikke at sige ja, men at sige “jeg tænker over det og vender tilbage til dig” og det giver mig altså noget, jeg kommer ind og mærker efter og jeg lærer hele tiden at hvis min intuition siger NEJ, så er det fordi jeg skal sige nej.

Det er så sjovt det med at vi går og sammenligner os med andre i hvertfald er der en hel del, der gør det. Vi tror han/hun har det så let med det job, udseende, karriere/firma etc. og når det kommer til stykket er vi bare mennesker og alle er vi unikke.

Der kommer udfordringer i livet og vores valg er så at håndtere dem, vi kan håndtere dem i refleks eller vi kan tage udfordringen vende, dreje, smage på den som en delikat ret og finde ud af hvorfor den udfordring kom til os og hvad lærte vi af den.

Der er så meget snak om at vi skal leve som var dette vores sidste dag og hvad skulle man sige til begravelsen. Jeg tænker lige omvendt, jeg lever hver dag som den første i resten af mit liv, glædes over de valg, jeg træffer og sjældnere og sjældnere er det ikke andre, der træffer valget for mig. Det er mig, der er i kontrol. Og det med kontrollen er sjov, fordi vi har faktisk magten til at gøre alene og ene det vi ønsker med vores liv. Så kan kritikere sige “ja…men jeg har lige mistet job/økonomien er dårlig/ jeg kan ikke tabe mig etc. men kære du, du har ene og alene valget til at få dit liv til at være som du ønsker det, alene ved hjælp af din tankegang.

Jeg blev bedt om en sjov øvelse, lige da jeg var i en situation, hvor jeg hverken vidste ud eller ind og røg ned i selvmedlidenhed (hvilket jo ofte er det nemmeste). Jeg blev spurgt om hvordan min uge ville se ud, hvis jeg kunne have den præcis som jeg ønskede det. Jeg skrev job 15-20 timer om ugen, konsulentarbejde, foredrag, meditation, løb, kreativitet, spille klaver, se veninder, hjælpe andre. Og nu kommer det sjove. Da jeg sad og kiggede på min liste gik det op for mig at jeg fokuserede på det andre skulle tilbyde mig såsom job, men ikke på alt det jeg selv kunne. Så istedet for at sidde og se fordummende fjernsyn (og tro mig formiddags-tv er der ikke meget at komme efter) kunne jeg jo meditere, løbe, spille klaver, lave alt muligt kreativt etc. Jeg kunne jo en masse ting og var ikke handlingslammet og hvad skete der? Da, jeg begyndte at lave det som jeg selv kunne, for at få indhold kom alt det andet oveni. Det er min historie, men jeg hører den gang på gang fortalt af en anden med en anden variation, og det er det samme og helt tilbage til JUST DO IT.

Ja, Livet tager nogle drejninger og nogle gange forstår man dem ikke, men bagefter, ser du tilbage ad en snoet sti og du forstår at hvis stien ikke netop havde slået det sving til højre, ville du ikke være der, hvor du er idag.

Vi har en ny spørgeundersøgelse på eeze.dk – ” Er du glad?” Og svaret er JA

Argh.. jeg har bare en af de der dage, hvor alting er helt forkert. Hvor jeg stammer, glemmer hvad jeg vil sige, og vælter alting med mine albuer eller store hofter.

Derudover har jeg lige konstateret, at jeg siden jul støt har taget 5kg på. Hmm… taget i betragtning af mit overforbrug af slik, (parad)is en masse og junk food, samt mit manglende forbrug af mit fitnessworld kort, kan det vel ikke rigtigt komme bag på mig – men derfor kan det alligevel godt være træls! Nå!

Jeg har lige læst ELLE Accessory Bibel, hvilket i hvert fald GODT kunne lade noget at ønske. Jeg tror egentligt godt, jeg lige kunne flikke et modeblad sammen, det virker ret nemt. -lad som om man er overskudsagtig og har en masse penge og gentag, hvad de andre blade har skrevet i MÅNEDER. Tsk tsk tsk…

Og hvorfor kan jeg ikke gå i hæle???

Nå, så skulle det vist også være det… Jeg håber, at i morgen bliver bedre. Jeg har bestilt en masse goodies fra Elf (EyesLipsFace), som er kommet, så jeg kan hente det på posthuset i morgen efter arbejde. Skal starte dagen med noget pressemøde med Nørrebro Teatret, hvor jeg bl.a. skal snakke med Linda P.

Måske er det no piece of cake for journalister, men jeg er ved at skide i bukserne af skræk over det… Gahh… Nå, men der er jo ikke andet at gøre end at tage det i stiv arm. I morgen aften skal jeg så til noget ASB (aarhus school of business) Alumni i Copenhagen Chapter. Min veninde kender dem, der har arrangeret det, og spurgte om jeg ville med. Jeg er jo meget social, så jeg må indrømme at jeg bare sagde ja, meldte mig til og droppede at læse hvad de ellers havde skrevet. Jeg håber, at det bliver godt, og jeg skal nok huske mit kamera, så jeg kan dokumentere begivenhederne for jer.

Nu vil jeg gå ind og pakke min sportstaske, så jeg kan komme ned og løbe (endnu mere gaaah) i morgen tidlig… Tro på, at jeg ikke gider, men måske er det meget godt lige at få sparket sig selv i gang og få lidt mere energi…?

I øvrigt – nogen, der kender en god frisør?

Fra i fredags, hvor humøret var liiiidt højere...

Jeg var så heldig at blive inviteret med som en af dommerne til Young Enterprises årlige salgsmese i Odense. Den landsdækkende nationale salgsmesse for unge iværksættere og jeg ved ikke hvad jeg havde af forventninger, men jeg blev helt blæst omkuld.

700 elever fordelt på 180 elev-virksomheder, stod ved hver deres 1×1 meter stand og præsenterede deres virksomheder. Jeg blev præsenteret for en CO2-besparende løsning indenfor hospitalskanyler, is-redskaber med integreret varme, Grill-tilbehør til kvinder, undertrøje med lynlås, ergonomisk udendørs legetøj. Idéerne var så mange og så favnende at det var helt overvældende.

StorTorvet ved Rosengårdscentret

Men en ting var idéerne, det andet var de unges drive. Eleverne var fra 15 år og op til 20 år, og sikken en energi, sikken en passion de lagde i deres opgave. De havde profesionelle rådgivere på sidelinien, de havde sponsorer som banker, revisorer og grafiske bureauer og de solgte og talte med sådan en glød at enhver salgs-headhunter havde haft en fuld leadblok.

Min yndlings var www.storbyguides.dk fra Haderslev Handelsskole; 3 unge mennesker, der havde fået den idé at overføre guidet turistattraktioner via mobil eller mp3-afspiller. Deres materiale var i særklasse, deres drive og engagement var misundelsesværdigt for enhver virksomhed og dette gjorde at de var selvskrevet til en flot første-plads i arrangementet.

Vinderne: Storbyguides.dk

Flere af virksomhederne tænkte i sociale tanker, de tænkte på miljøet, de tænkte på forbedringer på uddannelsesnivaeuer, på ældres kår. Det virkede som om at de alle havde tænkt “vi vil lave forbedringer.”

Jeg tog hjem med den fornemmelse at hvis det er det de unge iværksættere kommer ud med om nogle år, så venter der os kun gode, gode oplevelser. Det bliver en ny form for Business og de gamle etablerede virksomheder får kamp til stregen.

Let the games begin!

Jeg kom lige ud på et procastinations sidespring her i løbet af idag hvor jeg ellers sidder og færdiggør en præsentation til torsdag.

Jeg så denne her video fra TED med Elizabeth Gilbert, forfatteren bag bogen eat, pray, love. (ellers spis, bed, elsk på dansk)

Og da jeg startede den tænkte jeg ” fedt – jeg skal alligevel have lavet en stuff klumme til eeze.dk idag” – men det endte med at denne ene video fortjente en hel blogpost.

And I tell you all now: hvis i skal lytte til en ting jeg har nogensinde har skrevet på eeze – så er denne video den ene ting ( og den er især til dig fru Young Peteri)

Mange af de ting som hun snakker om kan jeg relatere til fuldt ud, og der var SÅ mange brikker der faldt på plads inde i hovedet på mig. Fantastisk.

Jeg vil nemlig godt række hånden op omkring at blive sammenlignet med et kreativt geni – og det er pisse skræmmende for mig fordi jeg rent faktisk kommer fra en baggrund hvor alle syntes at mine idéer var mærkelige og at jeg var underlig. Lige pludselig er verden vendt og jeg bliver udråbt til guru fra det ene sekund til det andet. Det er pisse besværligt at skulle leve med og det er fra en yderlighed til den anden.

Jo jeg presser mig selv hårdt fordi jeg rent faktisk mener at jeg skal opfinde den dybe tallerken hver dag – det er mit job og min position og det der giver mig smør på brødet.

Men tak til Elizabeth Gilbert fordi at hun gad at fortælle mig dette her, tak fordi at jeg kan håndtere min kreativitet på en ny måde, og mig selv. og lige en pegefinger til jer der ikke vælger at se videoen – i går virkelig virkelig glip af noget. virkelig. Se den så.