Ok – nu er der så ret mange, der har købt sådan en lille ny Fiat 500. Det tager selvfølgelig lidt af værdien fra den, at der kører så mange rundt i København. Men det er nu en lille lækker sag – nougatbrun, blød sandfarvet eller 50’er grøn. Runde lygter, smart radio og smilende design.
Hvis nu jeg havde den og var en af de eneste? Eller vi bare var femten med den bil, så vi kunne lave en lille klub?
Den ville selvfølgelig være rimelig upraktisk for en familie med tre børn. Som tit skal til Jylland. Hm. Men måske er det så lige, at det slet ikke handler om familie, brobizz og medbragte ruller af riskiks, når jeg tænker på den lille lækre Fiat, Næ, næ, det handler om at komme kørende, som en italiensk boheme med cigaretrør, Ipod, lipgloss og macbook i tasken. Nystartet og styr over det.
Jeg ser mig selv komme kørende, som en Laura Castagnetti – gennem Roms gader en tidlig onsdag morgen, Campo dei Fiori åbner for blomstersalget og duerne spiser croissant-krummer på Piazza Navona. I min lille lækre Fiat. Jeg ankommer til min aftale, taler roligt og afleverer mit visitkort.
Jeg har styr over det. Det kan man jo se. Det er ikke meget nystartet business woman over det. Næh – alt det der med ulønnet arbejde på tjekkede magasiner og adrenalin, der pumper af nervøsitet for næste interview med en kendt forfatter – det er ikke til at se. Pyha – jeg er godt på vej.
Men faktum er, at jeg sidder i København og det regner, når jeg cykler. Adrenalinen kører, og jeg tjener ikke ret mange penge. Jeg snakker faktisk rimeligt italiensk og har da også lige bestilt en mac book. Og min frisør synes jeg har lækkert hår. Men jeg har ingen Fiat. Men Fiat eller ej – måske er det alligevel for fedt at tage toget til Fyn for at interviewe forfatteren. Jeg stryger min H&M skjorte, inden jeg afleverer min artikel til magasinet og smugspiser en Bounty, så snart jeg er ude igen.
Fiat eller ej. Jeg er lidt på vej. Og min Mac kommer med posten i dag.
Cross-posted on linefjord.dk/blog
Hun var så hellig – så yndig – og så mega uskyldig – en af mine gymnasiekammerater. Men hun tjente kasse. Det er 20 år siden, og jeg har et lidt uklart billede af detaljerne. Men i hvert fald var hun usynlig for de fleste og gik altid tidligt hjem fra fest.
Hun brugte ikke særlig mange penge – og ved du, hvad hun var – hun var død-doven. Ikke i skolen, der var hun en pligtopfyldende sladrehank – men uden for skolen. Mens vi andre stod i bagerbutikker lørdagmorgen på et usselt torv i sovende by eller gjorde rent i skolens bibliotek efter lukketid, lå hun på sin pude og sov. Tjente ingen penge selv.
En dag må djævlen alligevel være vågnet op i hende. Hun blev business-woman. Hvorfor støvsuge eller sælge snegle og hindbærsnitter, når man kan tjene penge på andres laster – næsten uden at løfte en finger? Der skulle pludselig være penge til vinyl, neglelak og plastic ørenringe.
Hun fik sin idé, fordi et af hendes familiemedlemmer rejste en del – nærmest hver uge. Idéen betød, at den rejsende begyndte at gå med knæstrømper under pressefolderne. I strømperne kunne der være cigaretpakker. Prince light. Hvide pakker uden banderole. Der kunne sidde fire pakker, stablet i hver strømpe. Ingen så det. For det meste var cigaretterne vist købt på ærlig og redelig og toldfri vis. Mere end hvad man kan sige om videresalget.
Kammeraterne var storrygere. Den dydige røg ikke, men havde altid cigaretter med i tasken. I mindst to år. Hun solgte dem til tyve kroner pakken. Hendes indtjening må have ligget på omkring 500 kr. om måneden, efter skat, hvis man kan tale om det. Og det var meget i 80’erne. Og imens stod vi andre lørdag morgen og solgte spandauere og andre kvalmefremkaldende brødstykker efter en pulserende fredag nat. Med samme økonomiske resultat ”efter skat.” Hvordan fanden knækkede hun den kode? Gik den mon kun, fordi hun var så pæn og artig? Lakeret overflade og syndige tricks. Hvad hvis hun havde været en dreng? Var han sluppet af sted med sådan en butik? Og Gud ved om hun er begyndt at ryge?
cross posted on linefjord.dk
”Den er som syet til dig, synes du ikke bare, du ser godt ud?” – jeg kigger mig lidt grundigere ind i spejlet. Tja, jo – den klæder mig jo meget godt den bluse.
Pigen forsvinder et øjeblik – kommer tilbage med en anden med lidt kortere ærmer. ”Prøv også denne her, for du har så flotte håndled.”
Mit selvværd vokser. Mærkeligt, for jeg står i et prøverum, under et aflangt lysstofrør og ser egentlig lidt lysegrøn ud i huden. Jeg svinger den nyankomne bluse over hovedet, ignorerer dellen, der et kort sekund griner til mig i spejlet.
Kigger på håndleddene. Jo, de er da meget pæne.
Pigen er tilbage: ”kan du se det? – Årh – hvor ser du godt ud”. Det er sket før og nu sker det igen. Jeg rækker hende dankortet, hun smiler, jeg smiler. Dagen er god. Jeg er for lækker.
Hendes biks ligger der nu på 20. år nede ad gaden. Jeg går derind forår og efterår, klar til at handle med pigen. Hun sælger tøj, det er klart – men hun sælger vel i virkeligheden mig til mig selv, bare i ny indpakning.
Min svigerinde gør det samme. Hun synes helt sikkert også, jeg er lækker. Når jeg kommer ind i hendes butik har hun lige fået nye varer, som ingen andre har set endnu, og nogle af bukserne er så fede, at dem SKAL jeg prøve. Fra flere familiesammenkomster over sommeren ved hun, at jeg har holdt tilbage, når chips, chokolade og lagkager kom på bordet. Hun ved, at jeg har tabt mig lidt. Det snakker hun ikke om, mens jeg står i prøverummet, hiver de gamle jeans af, så skællet fra de tørre lægge flyver omkring mig og danser i lysstoflyset. Jeg tager de nyankomne fede jeans på.
Hun småsnakker uden for teltet, lader som om jeg er biperson i en lille uropførelse. Så går tæppet, hun kigger ind og smiler – ”Det er også en meget god, lille røv, du har fået!”, siger hun og smiler. ”Vil du have en kop kaffe?”
Jeg langer hende dankortet og ved, at selvom min mave bliver lidt oppustet af kaffe, vil jeg være en lille smule lykkeligere, i hvert fald her i eftermiddag, når jeg promenerer i mine nye jeans. For hvem vil ikke gerne gå rundt med en god lille røv?
Cross-posted on linefjord.dk
Lad os sige, at hun hedder Andrea. Det gør hun faktisk ikke, men et eller andet heftigt navn skal vi jo kalde hende. For hun er hverken en Bettina eller en Susanne. Andrea passer meget godt.
Andrea er i gang med at skifte fag, ligesom nogle dyr skifter ham eller iklæder sig vinterpels, når sneen falder. Årstiden er skiftet i Andreas sind, og hun har de seneste år opdaget, at hun er ekstrem god til at skrive, og så synes hun faktisk, at det er skide sjovt. Det vil hun gerne leve af. Men hun er uddannet håndværker og ansat i en dansk produktionsvirksomhed med meget – skal vi kalde det niche-agtige produkter til et lille aftagermarked i Danmark.
Indtil for ganske nylig mødte Andrea hver dag på arbejde på værkstedet iført nougatbrune overalls, kort klip, beskyttelsesbriller, sikkerhedssko og en blikmadkasse med 14 halve i. Super dygtig til sit arbejde, kender alle afkroge af jargon’en og er faktisk uundværlig. Det er ingen selvfølgelig – men det hun nu nok alligevel. Lidt i hvert fald.
Men som en fisk på vej ud af en ruse, kæmper Andrea sig vej, hun vil skrive. Kvindelist i overalls. Helt tilfældigt begynder hun at lægge sin vej forbi direktørgangen. Helt tilfældigt skriver hun lige et par artikler til fagbladet. Hun gør sig bemærket. I overalls.
Fisken svømmer ud af rusen – og nu har Andrea fået visitkort. Hun er kommunikationsrådgiver tre dage om ugen på direktørgangen. Og to dage om ugen er hun håndværker og møder ind på motorcykel.
Instinktet styrer handlingen. ”Jeg har købt et karriere-ur”, udbryder Andrea stolt. Og jeg spejder efter Rolex eller Cartier på håndleddet, men hun har været på værkstedet i dag, tirsdag, så det er uden ur. Uden smykker. Men med 14 halve i madkassen.
“Jeg må gå med ur oppe på kontoret, derfor! – Når jeg ser på klokken, ved jeg den tikker i min retning, de dage jeg arbejder med kommunikation!” Uret er et helt almindeligt ur, som ingen lommetyv vil gøre en indsats for. Men det er et ur.
Andrea arbejder med sin fagskizofreni – bruger karriere-uret – og som noget helt nyt – nederdelen – i argumentationen, når cheferne river i hende fra begge sider på en kommunikationsdag. ”Kunne du ikke lige give en hånd med på værkstedet?” og Andrea er top-beredt og vil ikke trækkes over, svarer derfor ”Ligner jeg måske en, der kan arbejde på værkstedet i dag?”
Ambitionen er fuldtid på kommunikation inden jul. Uden overalls. Og måske med nye briller.
Crossposted on linefjord.dk
I øjeblikket er jeg igang med at udgive min allerførste bog (ved navn Return on Involvement) (ikke e-bøger dem har jeg lavet en del af)…og det er en lærerig sjovt og fantastisk hård proces, især ved siden af at køre et social web bureau. Faktisk har jeg her kl 12 sagt til mig selv at nu havde jeg brugt 4 timer på to do lister og ting der var overskredet og som jeg skulle have gjort i foregårs. Derfor skulle resten af dagen skulle bruges på at lede, strategisere, forundres og skrive – for det egentlig det jeg syntes er sjovest og er mest mig. Der er mange der har det lige omvendt og har det bedst med alle de ting de skal nå, det er også ok og en nødvendig proces for mig – men ikke mere end et par dage af gangen – så bliver min verden for konkret, og som en person der godt kan lide at arbejde med praktisk forankrede strategier – så har jeg simpelthen indført at jeg har 4 timer dagligt til mine to-do lister – så er der 1 time til pause,frokost, løbetur og napping også 4 timer på at tegne kort og strategisere og skrive. sjovt nok så syntes jeg virkelig at mit liv virker meningsløst hvis jeg bare sidder med de to-do lister og jeg ikke får lov til at tænke de store tanker.
En lille opfordring til at overveje det samme herfra – så bliver det hele lidt sjovere
Jeps – det er mig på scenen, hvor jeg taler om rockbandisme - foto: nextconference
Jeg kom hjem fra en uge i henholdsvis next09 i hamburg og disruptivemedia i Stockholm i lørdags.
Det er super spændende at være afsted i en uge, også komme hjem og skulle finde fodfæste herhjemme, og det er ikke altid super nemt.
Det er noget med at ligge vågen om natten i flere timer før man skal på scenen fordi man ikke kan forstå at man rent faktisk skal tale på konferencer med nogle af de mest fantastiske og brilliante mennesker i verden.
Bagefter er det er sådan noget med at vågne op midt om natten og være bange for at man har mistet noget af den fantastiske viden man fik på konferencerne.
Jeg er nu ved at være landet, men det tager mig altid noget tid. Jeg tror bare jeg er videnbegærlig og jeg har næsten ikke tid til at tale med min mand og min datter fordi jeg har så meget jeg skal finde ud af, så meget research, for at blive bedre. For at komme tættere på mit ultimative personlige mål.
Men det er en sjov balance, den dersens arbejds/livsbalance – især når man er selvstændig.
oh og hvis i har lyst til at se mig brilliere i Stockholm så er filmen her:
Jeg har haft fornøjelsen denne formiddag at deltage til uddelingen af Rockwool Prisen 2009. Prisen gik til William McDonough, arkitekt og designer og en af hovedfigurerne bag Cradle2Cradle-konceptet. Det var en fantastisk oplevelse så er det sagt. Og inden jeg fortsætter skal du måske have chancen for at se hvad det hele handler om, se her: http://www.ted.com/index.php/talks/william_mcdonough_on_cradle_to_cradle_design.html
William McDonough startede med at sige Cradle2Cradle er “Celebration of abundance, something dreamed, something lived” – Allerede med de ord, havde han tryllebundet de 450 deltagere.
“Footprints can enhance instead of destroy.” Spørgsmålet alle producenter skal stille sig selv er ” How can we love all the children of all the species?”
W.M kom med et godt statement “Det handler om balance, hvad ønsker vi der skal vokse og sætte fokus på den type vækst vi ønsker. Det handler om respekt, for vores generationer og for deres generationer og sikre overlevelse. Hvis vores plan er at ødelægge al naturlig føde og vækst, skal vi blot fortsætte i det tempo vi er i gang med, og det vil lykkedes os med stor succes, men ønsker vi en verden med sunde og nærende afgrøder, rent vand, ren luft, kærlighed og overflod, ja så skal vi til at sadle om…”
If it exist you can do it – og som en meget berømt Walt sagde “if you can dream it, you can do it”
Det handler om at se muligheder i stedet for risici, “see abundance instead of limits.” Kan vi så det i DK?
Efter forelæsningen var der en fantastisk panel-diskussion: Cradle2Cradle er et værktøj til at opnå overflod, til at opnå balance i naturen, til at få producenterne af -ja alt - til at tage ansvar. Der er blot den mentale barriere, etablering af nye vaner, af nye og givende metoder. Hvordan kommer vi videre? Hvordan bliver det praktisk forankret? Forslag som; lovgivning, rollemodeller, ambassadører, casestuides blev diskuteret. Panelet ønskede at industri og politikere gik sammen om at danne en task-force, pointerede at spæde start allerede var ved at ske indenfor design-bygningsindustrien, men hvad med det eksisterende, hvordan får vi rettet op på fortidens kiks og transformere dem om til sunde boliger? En ting blev hængende i luften er vi ligeglade? Er det blot ord og tomme løfter?
Jeg håber og beder til at vi ikke er ligeglade, at hver producent tager sit ansvar alvorligt og hver forbruger søger den løsning, der sikrer vores arts overlevelse.
Kritikere ville sige at C2C blot er gammel vand på ny mølle og måske har de ret, men hvis denne metodik kan få folk til at vågne op, til politikere til at handle, til producenter til at tage ansvar og tænke P-L-C på en ny måde, så er det mere end fint med mig.
For jeg tror, at hvis vi får værktøjet og redskaberne præsenteret på en måde, hvor der både er forretning, gevinst, profit, balance, vækst og gavn for miljø og menneskeheden, kan vi måske finde ud af at få det praktisk forankret i vores hverdag.
Hele forelæsningen kan ses på www.rockwool.dk fra næste uge
Til sidst et lille citat jeg fandt, som handler om noget helt andet og dog…”If you ain’t growing, you’re dying”
Men bloggen skal jo ikke lide under, at jeg har mega travlt, vel? 
Specielt efter at have læst Anne-Maries rigtigt spændende indlæg om Danmarksmesterskabet i Innovation(?). Nogle gange kunne jeg godt tænke mig, at jeg var lidt mere innovativ. Jeg synes selv at jeg har nogle ret gode ideer, men de bliver som oftest ved de gode ideer. Jeg har haft faget “innovation management” på CBS, men det er altså efter min mening lige til at lukke op og… well, you get my point, I’m sure?
Endnu værre var faktisk faget PR, som jeg havde på ASB. Et eller andet sted, så er det lidt åndssvagt at undervise i noget, som i bund og grund handler mest om at have en masse kontakter.
Negative Line? Nå, vi prøver med noget positivt i stedet for.
Havde 3,5års dag med hr. kæreste i tirsdags, så der blev lavet god mad og hygget rigtigt dejligt.
Siden i onsdags har jeg været on my own, som redaktør på chilinet.dk. Jeg startede så med at have computerproblemer, fordi den computer jeg overtog var totalt i smadder. Så jeg brugte temmeligt meget tid på at ordne den, fordi vores IT support ikke syntes de kunne gøre andet, end give mig en ny computer på tirsdag. Ved jeg ikke helt om jeg gider, nu fungerer den jo nogenlunde. Er temmeligt træt af at blive smidt rundt imellem computerne, men vi må se. Jeg skal også meddele nogle af skribenterne om, at vi ikke ønsker at fortsætte samarbejdet, og selvom det skal gøres, så er det jo ikke sjovere af den grund. Om aftenen var vi i det hemmelige teater og se En Sær Forestilling med Anden, Mick Øgendahl, Niels Hausgaard, Frank Hvam og Casper Christensen… og et teenage band, der hed Super Shine. Mick øgendahl var sjovest, og bandet var også ok, men temmeligt malplaceret… Klovn Øl var til gengæld en vinder hos mig. Smagte dejligt blomsteragtigt med hyldeblomst, appelsinskal og vanilje.
Torsdag endte jeg til monkigirls butiksåbning i købmagergade. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg egner mig til det liv. Det føltes lidt som en almindelig lørdag aften, man gerne vil i byen. Man skal stå i kø, men man er dog skrevet i døren. Der er fyldt op af mode-snobber, som selv synes de er totalt seje og vigtige i deres oversized boyfriend blazers og shorts med seler. I det mindste var der champagne ad libitum. Jeg tog nogle billeder, som jeg da gerne vil dele med jer, så de kommer her.
Endte med at arbejde hele fredagen i stedet for at tage i fælledparken og drikke øller. Gad egentligt heller ikke mere alkohol. Der var temmeligt meget stress på hele dagen, og helt klart nogle processer, der skal optimeres med hr. banan, hvis jeg får lov at bestemme. Grrr….
I dag er hr. kæreste ude og spille golf, men inden han tog afsted nåede vi lige en lille gåtur i H.C. Ørstedsparken og en weekend brunch buffet på Café Citroën, som er mit nyeste yndlings hangout. Super god buffet, inkl. kaffe, the, appelsinjuice og smoothies til 129kr pr person. Og deres pandekager er gode.
Mig i H.C. Ørstedsparken i en Kate Moss for Top Shop kjole. (ikke den nye kollektion)
Jeg har skrevet om det før, og nu skriver jeg om det igen, for man bliver da blæst helt omkuld af at deltage i Young Enterprise arrangementer. Denne gang var det Danmarksmesterskabet, det gjaldt; 20 elev-virksomheder med deltagere mellem 17 & 25 år, afholdt i DI’s skønne lokaler.
Jeg ved ikke hvad det er, der gør mig helt høj af arrangementerne? Om det er at være blandt unge mennesker med så meget drive, gejst og motivation eller om det er de innovative produkt-idéer de ligger for dagen? Efter hver produktpræsentation sidder du tilbage med et stort spørgsmål ”hvorfor i alverden er der ingen, der har opfundet det før?” Tag nu for eksempel et drop-stativ, hvordan kan man gå med et drop-stativ og en frokostbakke samtidig? Svaret er det kan man ikke, eller det bliver meget svært og hvad har nogle elever så gjort? Tjaa… de har opfundet et stativ med bakke…som både gavner patienter og personale, lettere kan det, da ikke gøres. Eller hvad med en biopsi-holder, så man har styr på biopsierne, eller en undertrøje med velcro-lukning til ældre mennesker, eller automatisk ledningsopruller inde i væggen? Idéerne er så simple, så enkle og alligevel har ingen tænkt det før?
Jeg elsker iværksætteri, så er det sagt, elsker miljøet, elsker drivet, elsker de modige smil. Det der er så godt ved Young Enterprise er, at eleverne vitterlig får mulighed for at prøve kræfter med at etablere en virksomhed med alt hvad det indebærer, og de går til det med ildhu og engagement, som kun kan være enhver leders drøm. Det næste er at de unge tænker værdi, de tænker værdi-baseret produkter, de tænker miljø og de tænker socialt ansvar.
Vinderne af Danmarksmesterskabet i Iværksætteri og Innovation 2009 tænkte i miljø og klima “InClimate Solutions” fra Roskilde Tekniske Gymnasium vandt med deres måler til at registrere indeklimaet.
Vinderne: Inclimate Solutions
På andenpladsen kom storbyguides.dk fra Haderslev Handelsskole, de havde som produkt en multimedie-storbyguide, som man via mobilen kunne blive guidet rundt når man befandt sig ved europæiske seværdigheder. Storbyguides.dk har jeg skrevet om tidligere, da jeg havde fornøjelsen af at være dommer for dem i Rosengårdcentret i Odense, hvor de vandt og nu blev de en samlet nr. 2 ved DM.
Anden pladsen storbyguides.dk
Tredjepladsen gik til Ear Care fra CPH West, de havde opfundet en ørehætte, så man undgår at få farve på ørene ved hårfarvning. Deres scenepræsentation var så professionel og timet og tilrettelagt, at man helt glemte at der her var tale om en ung elev-virksomhed.
Tredje-pladsen: Ear Care
Blot når jeg sidder her og skriver denne blog får jeg et smil på læben, for det var altså en fantastisk oplevelse og flere gange måtte jeg tage mig selv i at tænke at det ikke er eksisterende virksomheder endnu, men at de er godt på vej.
Kronen på værket for alle eleverne var besøget af Grevinde Alexandra Christina. Iværksætteri har med sikkerhed en særlig plads i hendes hjerte. Den måde hun lyttede til de studerende på, de spørgsmål hun stillede, det var ægte indlevelse og engagement.
Besøg af Grevinde Alexandra Christina
Jeg sidder her tilbage med en mæthedsfornemmelse og en indre sikkerhed på at vi nok skal klare os her i lille DK. For de unge mennesker, der omgiver os de har hjerne og hjertet på rette sted, de brænder for det de gør, de motiverer og de begejstrer. Ville ønske I kunne have oplevet det sammen med mig – alle sammen.
Hvis du vil læse mere om arrangementet gå ind på Young Enterprise www.ye.dk
Jeg syntes i større og større udstrækning at det er sjovt for mig at begynde at lægge mærke til hvor mine idéer kommer – og hvor de kommer fra. Jeg, (ligesom en del andre mennesker tror jeg) får mine idéer når jeg går, når jeg cykler, når jeg bader, når jeg løber etc. Jeg får dem aldrig som sådan når jeg skal bruge dem (altså foran computeren når jeg er igang med at skrive eller andet.)
Jeg bliver inspireret af mennesker, jeg arbejder med internettet, men de små finurlige ting der giver min verden henriette-hed, det er dem jeg får når jeg tager til revisorkonference, eller vælger at sende folk ud og hoppe i vandpytter fordi de simpelthen tænker for meget.
Eller når jeg bryder mine grænser, og er derude hvor jeg ikke er i vante omgivelser mere.
Som Mihalyi Csikszentmihalyi siger i hans bog “kreativitet” så kommer kreativitet fra interaktioner, med mennesker, med samfundet, med kulturer og med naturen – så det er der vi skal finde den. Kreativiteten. Idéerne. Altså.
