Du kan gøre en forskel.
Nej, det handler ikke om klima eller det netop overståede topmøde, det handler om dig.
Nu træder vi lige om lidt ind i et nyt årti og du kan gøre en forskel blot ved at være den du er og være det med ære og stolthed. Så simpelt er det.
Jeg nyder at betragte mennesker omkring mig, de fleste er på auto-pilot, når de kigger på mig, nogle smiler lidt, andre kigger væk fra mit nysgerrige blik – og så er der dem, der virkelig kan få mig til at smile og begejstres.
Den ene er en kasse-ekspedient vi har i vores lokale SuperBrugsen, hvor gammel er han tjaa… sidst i 50’erne, start 60’erne. Hver en vare han tager, gør han med sådan en grundighed og omhyggelighed og stolthed at jeg ikke nænner at sige ”på beløbet tak”, men smiler til ham og siger ”tusinde tak, den vil jeg gerne have på beløbet på dankort” – og når jeg går, siger jeg farvel og hav en god dag. Han er et studie i sig selv, stolt over at være kassemedarbejder. Det fineste er at der aldrig er noget brok eller noget i vejen med hans kø. Det kører bare – og bonus – alle folk smiler.
Jeg kørte forleden med en buschauffør, som på samme måde som kasseekspedienten satte en ære i at køre i sin bus og passede til og med på sine passagerer.
Linie 5a er noget af en oplevelse at køre i, det burde være en turist-attraktion, for alle nationaliteter er samlet i den bus. Den kører i strækningen Husum Torv – Lufthavnen. Jeg tog bussen for nylig og havde en oplevelse, som ikke mange er forundt. Strækningen, jeg tager plejer at være 15 min. , men jeg blev hurtig klar over at denne tur ville tage en hel del længere tid. Buschaufføren stoppede nemlig ved et kryds for at en ældre dame kunne komme med bussen, da hun ikke kunne nå over til busstop-stedet. Han sagde goddag og farvel til samtlige passagerer og nævnte hver evig eneste gadenavn, han passerede og fortalte små anekdoter.
Til at starte med var jeg godt irriteret, jeg ville komme for sent, men så slappede jeg af – og hva’ så – dette her var unikt. Jeg begyndte at kigge på mine medpassagerer og alle smilede underfundigt, folk begyndte at sidde og snakke med hinanden, hvor er du på vej hen – og bussen blev på en eller anden måde en dejlig oplevelse, i stedet for et transportmiddel, som hektisk bringer os fra a til b.
Når jeg en sjælden gang møder disse mennesker, der sætter en stor ære i deres arbejde og viser det, bliver jeg helt filosofisk – tænk hvis vi alle viste sådan en ære og ydmyghed i vores arbejde. Tænk hvis hver en ekspedient nød at pakke vores vare pænt ind, og hjælpe os med at finde den rette butiksvare, hvis hver en bankmedarbejder smilede og strålede med rank ryg. Hvis alle virksomheder og alle medarbejdere nød deres virke og deres beskæftigelse, dette ville jo være helt fantastisk. Hver dag ville blive en vidunderlig oplevelse, lige meget hvor man tog hen, ville det være som at køre i 5a den dag.
Jeg tror nemlig på at vi alle har vores som vi er eminente til, hvor vi stråler og retter ryggen og siger det udretter jeg med ære og stolthed. Hvor ville det dog være dejligt og gøre en forskel – Gør du en forskel?
P.S Linje 5a blev kåret som Københavnernes yndlingsbus i 2009.
Stress, stress, stress, busy, busy, busy – det virker efterhånden til et mantra som de fleste moderne mennesker har hver dag. Og til tider render jeg forvirret om mig selv, mens jeg forsøger at nå alt på den halve tid. Men een ting jeg bryster mig af, er at jeg IKKE stresser over ting, som er uden for min kontrol. Eksempel, jeg har en stor bryllupsfest på lørdag på en romantisk herregård i jylland. Det har været lidt af en udfordring, da vi bor på Malta, og der har været en masse kordinering, som stort set alle er blevet stresset over. Bortset fra undertegnede, jeg ved godt at alt kan gå galt, kokken sover over sig, lynet slår ned og gæsterne synes det er hverken mest kedelig fest. Men jeg har gjort mit bedste, og jeg kan ikke garderer mig imod alt, så mens min stakkels mand knap kan sove, og ser mere og mere træt ud, sover jeg bedre, velvidende om at jeg ikke kan styrer alt.
Det samme gen har jeg arbejdsmæssigt, mens mange af mine medsøstre løber rundt, prøver at være bedre og bedre hver dag, knokler i weekender og aftener, bruger jeg en masse tid på at gå i spa, få massage og masser socialtid med fantastiske mennesker, og gøre mit bedste på mit job. Nu er det jo nemt nok at sidde og være hellig når jeg brugte af de meste af 20erne på at knokle som besat, men udover masser sygdom og sure venner, som var træt af jeg altid meldte afbud, fik jeg intet ud af det! Men efter jeg begyndte at huske at slappe af, nyde livet, og være rigtig god ved mig selv, har fået en fantastisk arbejdsmæssig og privat balance, som jeg ærligt kan sige, har gjort mig til det mest harmoniske menneske i mit liv, er det hele gået op i højere enhed.
Så slap af for satan, og stop med at jagte din egen hale…
I går aftes talte jeg med nogle danske spillere her i Estoril, om hvor meget man skal finde sig i af tilsvining, lumre kommentarer mv. når man er repræsenterer sit firma, og jeg hørte om mine kvindelige kollegaer i branchen, havde haft en fyr som kom hen greb begge hendes bryster, mens han sagde han ville have fisse og at hun havde gode patter. De fleste almindelige kvinder i den almindelig verden reagerede med at knalde sjoverten en på siden af hovedet. Hun valgte ikke at gøre noget, hvad jeg egentlig godt kan forstå. For selv om de fleste ville kunne forstå hvis hun havde gjort det, så kan det være dyrt i mandsdomineret brancher at blive kendt som den snerpede kvinde.
Både i IT og gaming branchen, har jeg oplevet mange meget lumre tilnæmmelser igennem i tiden, og jeg kan huske en af mine kollegaer i sin tid spurgte mig hvordan jeg kunne holde til alle de stive mænd, som forsøger at rage på een, prøve at gnide sig op af en mens de oplyser de har en kæmpe p*k osv. og jeg tror bare at jeg har opbygget et filter, hvor jeg kan ignorerer det. Til gengæld kan jeg blive temmelig berørt af racistiske udbrud, beskyldning for at lyve og være uærlig, og jeg indrømmer blankt at det er nemt at få mig i tårer hvis man gør det.
En del af mit nuværende jobs, er udover lummerheden, er at folk sviner en til for at være fusker, løgner, arrogant, røvhul etc. Og den gamle devise med med kunden altid har ret, skal vi reelt set overholde. Jeg må dog indrømme at i rigtig hårder tilsvininger og personlige angreb, kan jeg godt stejle. Hvad der nok mig uproffesionel. Så hvad skal man gøre? Hvor meget skal man finde sig i, når man er på arbejde?
Den med årets iværksætterpris i den kvindelige kategori, kan vi godt holde fast i et øjeblik. I debatten omkring selve kategorien er vi nogle, som blev rimelig fortørnede over denne ”positive særbehandling”. Som om vi var deltagere i en slags handicap-idræt, bare i erhvervslivet, hvor kvinderne bliver opfattet som amputerede væsener eller mentalt mindrebemidlede. Og derfor skal have en særlig handicap-pokal, alene på baggrund af kønnet.
Erhvervslivet er ikke en sportsgren. Kvinder i sport kæmper mod hinanden, fordi vægt og styrke i forhold til mænd er ulige. I erhvervslivet bør det vel ikke være sådan, at kvinder er svagere end mænd og derfor skal have en særlig kategori. Og dér stopper jeg så lige op – for hvem siger egentlig, at kategorien ikke er lavet for at beskytte mændene? Altså hvis mænd og kvinder kæmpede på lige fod, ville kvinderne naturligt vinde? Don’t answer, just think. Heldigvis er der i alle de andre kategorier både herrer og damer.
Fred være med, at Alt for Dullerne uddeler årets guldknap til en kvinde, som har gjort sin business til noget særligt. Det ligger ligesom i målgruppe-valget for magasinet – der skal portrætteres en kvinde, man som – naturligvis – kvindelig læser, kan identificere sig med.
Og når vi nu er ved forskelsbehandling og –opfattelse af kønnene – altså når det gælder, hvad man bør og skal – så er jeg for ganske nylig faldet ind over dørtrinnet til en ret trendy bar i København. Åbenbart for trendy til mig, for jeg kan ikke huske, hvad den hedder. Men jeg kan huske, hvad jeg så. Unge Barbie-girls. Hallo! Silicone-jader trykket op under hagen, ben på stiletter, så høje, at benets længde blev fordoblet, nederdele for korte til almindelige trusser fra Magasin. Hallo!
Så tænker jeg – for det første øv, øv, øv. Fortsætter det ud ad den planke, kommer vi aldrig ud af den særlige erhvervspris-kategori for kvinder. Piger og kvinder, vær jer selv. For hvis det er trenden, at man skal være udstyret sådan, for at blive set, så er man jo næsten handicappet. Legemsdelene er i hvert fald ikke bæredygtige. Og kan man tage mennesker helt alvorligt, hvis de sådan er bygget af plastic? Sandsynligvis er dem med silicone-jaderne nogle andre end dem, som vinder kvindepriser i erhvervslivet. Men signalet fra silicone-damerne blæser ind ad døren og forvirrer begreberne. Så venligst. Be yourself. Vi bliver nødt til at stå på vores egne ben med vores egne bryster og bygge vores egen business. Så er vi måske heldige en dag at ryge ud af den særlige k-kategori og blive taget alvorligt uanset køn.
Cross-posted on linefjord.dk
I morgen smutter jeg til Estoril Portugal, hvor Betsson den biks jeg jobber for, har en kæmpe pokerevent. Da det jo er job, har vi netop modtaget en mail om vi skal have synlige Betsson branding når vi befinder os i casinoet, hvad der er fair nok, men naturligvis ikke så dejligt for en fashionistas rejseoutfit. Derud0ver har jeg en tendens til at shoppe en del, når jeg rejser, og især hvis jeg vinder i poker. så jeg fortrækker som regel kun at pakke 10-14 kg gear til en uges tid.
¨
Denne kække sag, er udgangspunktet i min Estoril garderobe, til t-shirten er matchende hættetrøje og polo, i samme stil.
Da Betssons faver er sort-orange-grøn. Har jeg besluttet at pakke en sort-hvid-grå bassis garderobe med en lille smule rødt. Så jeg kan bevarrer “reklame-looket” men stadig vær tro imod mit egen stil.
Da jeg skal være afsted i 7 dage, og jeg er typen som gerne vil have “nyt” på hver dag har jeg skabt en god bund med tibehøret hvor jeg har valgt følgende:

Mine elskede røde gucci sandaler med matchende taske, jeg købte første gang jeg fik løn fra mit eget firma, Læder peeptoes med fantastiske 14 cm hæl og matchende clutch fra Bianco, sorte Jimmy Choos med blød bund og kun 7 cm til hverdagsbrug og sieghtseeing, sorte Christian Loubutins med masser fjer, sidst men ikke mindst, min favorit taske fra Marc Jacobs, endnu et vintage fund fra nettet (tasken kan bruges som skulder taske og foldes ned som clutch)

Da det er en rejse som varer fra kl 7-14 (Malta-Rom-Lissabon-Estoril) skal det være behageligt og rart tøj. Denne tunika kjole fra Designers Remix Collection og mormor cardiganen fra Marc Jacobs begge i Cashmere er pefekt til både fly, lufthavn og renderi.

I min basis rejse garderobe har jeg desuden valgt 3 sorte nederdele, hvoraf 2 er pencilskirts og den ene “ballon” nederdel, som vil passer perfekt med Betsson blusen, wetlook tights og de sorte bianco peeptoes. Denne fine ballon nederdel er fra Designers Remix Collection, og jeg byttede den med min veninde Pia for en 6 måneders tid siden.

Denne rigtig fine kjole fra Malene Birger, og endnu et bytte fra Pia-pigen. Er rigtig pigefin med masser gode detaljer. Med med wetlook tights, og en hoodie, kan den appelerer fra det piget til det mere rå.

Simpel sort tunika fra Soaked in Luxury, som kan spice enhver reklame hoodie op.

Jeg synes det er ligeså kedeligt at købe skjorter, som at købe flade sko eller spise morgenmad. Jeg gør det ikke særlig ofte, selvom jeg ved jeg burde. Men for nyligt opdagede jeg det totalt billige danske site www.lagersalg.nu, hvor man kan købe SNOB og St. Martins til ingen penge. Der fandt jeg denne fine hvide skjorte med masser gode detaljer som multiple indsnit, vendte manchetter for bare 150 dkr.

Ingen rejse uden gadgets. På denne tur bringer jeg: Bærbar DVD afspiller og en sæson af Heroes, så jeg forhåbentlig kan få lavet lidt cardiotræning uden at dø af kedsomhed. Lille Eee pc for hurtig blog updates, Canon spejlreflekskamera til close up billeder på pokerspillerne og lille finepix kamera for de mere festlige billeder. Dertil Nintento DS og braingames for holde mig vågen de sene nattetimer.

Min rejsekuffert endte sluttelig med at se sådan ud, og indeholde:
3 par sko, 2 små tasker, 1 hvid cardigan, 3 kjoler, 3 nederdele, 1 sort tunika, 1 par wetlook tights, 2 par normale tights, 2 toppe, 2 hvide skjorter og 2 sorte skjorter, 1 bredt ruskinsbælte, diverser tilbehør. ca. 120 forskellige kombinationsmuligheder, ovenihatten har jeg shorts/tshirt og løbesko - totalt vægt inkl kuffert 15 kg. Dertil kommer naturligvis det jeg har på plus håndbaggage, så der er stadig plads til at spille en 100euros poker turnering og vinde nok til at fylde de sidste 5 kg:)
Videoen hvor Oprah Winfrey besøger et typisk dansk hjem gik verden rundt i sidste uge, fra Hedehusene til Chicago. Og hold da op, hvor de små vrede fingre har tæsket kommentarer ind på facebook-væggene.
Den facebook-profil jeg klikkede ind på har lidt mere end 2200 venner, hvilket jo i sig selv gør publikum større, når man lægger en video ud. Videoen ligger på hendes væg og der er kommet 42 kommentarer. 35 kvinder og 7 mænd mener noget.
Langt de fleste kvindelige kommentarer handler om, hvor udansk boligen er. “Sådan ser der ikke ud hjemme hos mig?”, “jeg tror ikke på, at hun aldrig roder”, “haha, sådan bor ingen” osv.
Nej gu’ fanden ser der ikke sådan ud hjemme hos dig. Og selvfølgelig roder hun også. Men tænk lige tanken: Du får besøg af Oprah og filmhold. Rydder du op? Lægger du rent sengetøj på? Køber du blomster?
Enkelte kommentarer er fulde af ord og maler et billede af, hvordan en rigtig dansk familie bor. Årstidernes kasser henslængt, tennisketchere og børneovertøj i entréen og lille tyk forkælet hund spiser hjemmebagte økologiske boller. Hvis Oprah havde besøgt det hjem istedet – så gætter jeg på, at kommentarerne havde været ligeså brokkede. For hvad er typisk dansk – og hvor meget kan vi acceptere, at en anden bliver udvalgt til at vise sit hjem frem?
Come on girls – tænker jeg. What’s the problem? Hvor meget betyder det, hvordan de andre bor? Hvis man er arkitekt, kan det aflæses i boligen, hvis man er frisør, kan det ses på håret, hvis man er soldat kan aflæses i kommandotonen, hvis man er gartner eller blomsterhandler, kan det nok også ses i både have og vindueskarm. Vi ligner vores hjem.
Hvad er så et typisk dansk hjem? Måske et hvor børnene deler værelse og sengen er redt med Katvig sengetøj, hvor væggene er hvide, hvor der kun findes et køleskab, hvor der drikkes letmælk og hvor der spises havregryn ved et spisebord sammen (og ikke foran fjernsynet), og hvor der skides for åben dør. So what’s the difference? Same same som den viste bolig. Vi er alle os selv og bor som os selv. – Så stop lige det janteri. Og frem med tolerancen.
Cross-posted on linefjord.dk
Først skal det lige siges at jeg virkelig har overvejet om jeg skulle skrive denne blogpost fordi at den måske træder nogle over tæerne – men nu har den summet i mit hoved et par dage og den bliver ved med at hænge ved, derfor bliver jeg nødt til at komme ud med ordet – og jeg skal nok gøre det så konstruktivt og handlingsorienteret som muligt (med et par gode råd til de fremtidige ivækst priser.
Jeg har et par af mine facebook venner der er blevet indstillet til ivækstprisen hvilket jo som udgangspunkt er super fedt! – Jeg blev bare så hængemulet da jeg gik ind og så hvad det var for nogle kategorier man kunne vinde i:
Og jeg syntes at de allesammen er sygt fede undtagen én- og det er årets kvindelige iværksætter. Den ramte mig lige der hvor det gjorde mest ondt, fordi det er noget jeg har kæmpet for at ændre – som bestyrelsesmedlem i Morgendagens Heltinder, som iværksætter (jeg foretrækker ordet entrepreneur). Og jeg bliver lidt ked over, at vi kvindelige iværksættere vi åbenbart er så specielle, og laver business på så forskellig en måde fra mænd at vi skal have vores egen kategori. Det er lidt ligesom i min branche (IT-branchen) hvor man som kvinde hele tiden bliver sat fokus på, fordi man er kvinde og ikke så meget for hvad det er man brænder for, tror på, lever for, og elsker. Men kvinde! wauw (sjovt nok fordi vi tæller halvdelen af befolkningen)…
Jeg har intet imod kvindepriser og har også selv være indstillet til bla. Cosmopolitan’s fun fearless female i iværksætter kategorien, Men på ivækstprisen, fordi den er sammenlagt med alle mulige andre kategorier (som der åbenbart er hovedsagligt for mænd, for det syntes jeg som person og bruger at det signalerer) syntes jeg at det er en kende diskriminerende – at vi hele tiden bliver forskelsbehandlet på professionelt plan, og det gør en efterhånden garvet iværksætter som mig lidt ondt. De kvinder der er opstillet i prisen skulle allesammen vinde den – men jeg ville hænge med hovedet hvis jeg blev udnævn som kvindelig iværksætter og alle de andre var idealister, vovehalse og what have you.
At man vinder en pris fordi at man er kvinde – og tilfældigvis også er iværksætter.
En anden ting jeg hæfter mig ved, er at man skal være oprettet som bruger for at stemme – og de oplysninger de vil have (hvor man, helst, skal svare ja til alle deres tilbud før man afgiver sin stemme) får mig til at synke yderligere ned i stolen, for er dette en ivækstpris – eller er det et desperat forsøg på at få flere medlemmer (af dine venner vel og mærket, hvis du er nomineret) på ivaekst.dk ?
jeg ved det ikke.
Anyway her er mine råd til næste ivækstpris:
- drop den kvindelige iværksætter pris og mål istedet de nominerede på nogen af de mere netværksfokuserede ting som der kendetegner female business.
- brug facebook connect eller openid til at få folks venner til at stemme (det kan dog blive lidt kompliceret at lave med jeres tilbud vi skal svare ja til, som facebook connect ikke understøtter) så man ikke føler at man skal igennem en masse ting før man egentlig kan komme til at gøre det som alle ønsker: at afgive sin stemme.
Der en mand der hedder David Meerman Scott der har skrevet en bog der hedder World Wide Rave, i bogen går han ind og argumenterer for, hvor meget mindre den virale effekt bliver af en kampagne/markedsføringstiltag/whatever hvis man begynder at forlange informationer fra folk. Ved de første informationer man vil have (selvom det måske kun er en email) er der 20 % der falder fra – derefter er det sådan set 5 % af folk på sitet der falder fra jo flere informationer man vil have. Aka at skulle oprettes som bruger for at stemme på sine venner i ivækstprisen er tydeligt overkill. Jeg kan ikke forestille mig at det konverterer særligt godt.
Mest fordi at det som folk de går ind på hjemmesiden for at få – (lov til at stemme på sine venner) og det som de rent faktisk får (forhindringer for at få lov til at stemme på deres venner) slet ikke spiller sammen.
Det blev godt nok et øv, og jeg ville egentlig ønske at jeg kunne lade være med at fare i flint over sådan nogen initiativer og ting, det kan jeg bare ikke. Jeg syntes at det er noget vi skylder den såkaldte ligestiling, fordi hvis der er noget der IKKE er ligestilling, så er det hvis vi kvinder bliver bedømt i individuel kategori.
Hvornår for vi lov til at være en del af forretningslivet på lige fod med mænd ?
Hvornår slipper vi for de specielle hensyn vi åbenbart skal have?
og Hvornår bliver vi bedømt for hvad vi kan, i stedet for hvad vi er ?
Da jeg var lille og fik fem kroner af min bedstefar, tog jeg min cykel og kørte op til købmanden og købte labre larver og lakridspiber. Det er der vel ikke noget mærkeligt i. Det ville faktisk være mærkeligt, hvis jeg lagde dem i sparegrisen for at spare op til en bondegård. Det gjorde min venindes storebror.
Alle børn vil have slik så tit som muligt og så meget som muligt. Og måske også de fleste voksne. Det hele er ikke så mærkeligt.
Og der bliver skrevet om fedme. Hver dag i aviserne. Der skrives og skrives. X antal børn i en klasse fede og vil få sukkersyge, og hver 6. dansker dør af fedme om tyve år. Store fede tal i hvert fald. Hvis in-put er fedt og sukker er out-put livsstilssygdommene. Det ved vi alle. Det er der vel ikke noget mærkeligt i. Alle vil have slik. Og chips.
Altså. Jeg er ikke nationaløkonom. Men det må der da være nogen, der er? Nogen som kan trykke på det rigtige knapper og skrue værdierne hen på noget, som giver sunde mennesker og ubelastede sundhedssystemer. Og slidte løbesko. Der bliver skrevet om det. Ja. Men hvordan går forretningen egentlig i vores land?
Hvad med at fjerne skatten fra frugt og grønt, og lægge på chips og sodavand i stedet. Gynger og karruseller. Udskriv bøder til folk med chips-fyldte bagagerum ved den tyske grænse. Og forbyd friture og hvede i det hele taget. Skattefradrag på løbesko. Jeg ved det ikke. Pornobladene er fjernet fra børnehøjde, hvad med at flytte slikket også? Og luk bryggeriet.
Jeg ved godt, at det er et stort politisk spørgsmål det her – Men helt ærligt, nogen må kunne svare! Det undrer mig helt vildt, at fedme-problemet bare vokser og vokser. Hvor er den handling, som virkelig batter og knækker kurven. For forretningen går virkelig skidt. Spørg barnet og sønderjyden – det gælder bare om at købe noget slik. Afsted afsted over den tyske grænse. Intet mærkeligt. Bare dybt beklageligt.
Jeg efterlyser nogen som seriøst kan regne den ud og få hele denne her business på ret køl. Eller skal jeg bare holde kæft og være glad for mine Novo Nordisk-aktier, som går op når sukkersygen gør?
Cross-posted om linefjord.dk
Forleden fyldte børnehaven 10 år. Det var som at stå foran orange scene. Regnen silede ned i hovedet på os, bandet stod under halvtaget og fyrede den totalt af med tangokat og en glad lille cowboy. Sous-chefen på den ene spade og en far på den anden. Fadøl og snobrød. Det var en fest.
Det cooleste er, at i vores børnehave spiller rockbandet hver dag. Selvfølgelig ikke på el-guitar. Men det spiller. Pædagoger og ledere går hver dag på scenen, som om de var betalt for det (hvilket de jo selvfølgelig også er, i et vist omfang), mens de stråler og smiler og fortæller anekdoter og elsker vores børn. Måske især mit barn, selvfølgelig.
Rammerne er helt faste. Konceptet er trygt – selve oplevelsen er ny hver dag. Den ene dag dufter barnet af bål, den næste er der brombærpletter på blusen, den tredje graver hun kartofler. Hver morgen står mindst halvdelen af forældrene og vinker farvel til bussen med poderne, som skal være med i orkestret i otte timer. De fleste forældre føler sig særlige og udvalgte. Som et publikum.
Alle spiller sammen og børnehaven er verdens bedste, det siger sig selv.
Hun hedder Helle. Lederen. Hun opfatter nok næppe sig selv som rockstar. Men hun spørger og ved præcis, hvad forældrene vil have. Og vi står og klapper. Hun spørger medarbejderne, hvad de vil – og de får lov og er kun sjældent syge. Nye ansatte håndplukkes. Samtidig sejler børnehaven som et skib – der er styr over sikkerhed og logistik – intet er kaos. Men enhver spiller det instrument, de er bedst til, og ingen er ens.
Til forældremødet er der kampvalg og flere gange om året passer bestyrelsen børnene, mens medarbejdere laver planer. Og der kø for at få lov at passe de 50 børn.
Blot for sige, at rockbands spiller også på den kommunale scene. Der hvor noderne er normeringer, kvadratmeter og nedskæringer. Men er den rigtige leder der, spiller det for vildt.
Cross-posted on linefjord.dk
Sidder bare og spekulerer på om de nye teknologier – i hvert fald sms, facebook og almindelig mail – måske er et særligt fortrin for os kvinder, som gerne vil bruge tiden fornuftigt. Og få butikken op at køre.
Jeg havde ingen – whatsoever – businesstanker tilbage i 80’erne og 90’erne. Men jeg prøver at tænke mig tilbage til, hvordan jeg kontaktede andre mennesker dengang. Jeg talte i telefon. Hver dag, mange gange om dagen. Hold da op, hvor jeg snakkede. Hvis jeg skulle give en besked, tog det hurtigt en time, for vi skulle jo lige høre, hvordan det gik i hinandens liv, og hvad vi skulle have til aftensmad. Jeg sad fast i en særlig telefonlænestol og ledningen sad fast ind i væggen.
Måske havde jeg ikke andet at tage mig til? Måske havde det noget med kvindelig snakkesaglighed at gøre?
I hvert fald tænker jeg på, at det ville have været en umulighed for 15-20 år siden at ringe op til en potentiel business-partner eller netværks-søster, blot for at sige ”ok” og lægge på. Eller ”Må jeg skrive en artikel om dig og dit job?” og lægge på. Eller ”Vil du anmelde denne bog?” og lægge på.…. Næ, næ, man skulle heeele vejen rundt om aftensmad og julegaveidéer til børnene for at komme til spørgsmålet. Og så ville den anden love at ringe tilbage med svar. Og kageopskrifter.
Jeg tror faktisk på, at de korte beskeder på sms og facebook gavner os. Vi skal selvfølgelig have en latte og lidt rødvin i ny og næ – og lidt snak om mændene – selvfølgelig. Men i mine øjne har sms og vaskemaskinen vel det til fælles, at det er teknik, som i særlig grad assisterer kvinderne på vejen væk fra det traditionelle videre i erobringen af egen verden. Det giver os mere tid til at arbejde på det vi brænder for. Eller hvad?
Cross-posted on linefjord.dk