Først skal det lige siges at jeg virkelig har overvejet om jeg skulle skrive denne blogpost fordi at den måske træder nogle over tæerne – men nu har den summet i mit hoved et par dage og den bliver ved med at hænge ved, derfor bliver jeg nødt til at komme ud med ordet – og jeg skal nok gøre det så konstruktivt og handlingsorienteret som muligt (med et par gode råd til de fremtidige ivækst priser.

Jeg har et par af mine facebook venner der er blevet indstillet til ivækstprisen hvilket jo som udgangspunkt er super fedt! – Jeg blev bare så hængemulet da jeg gik ind og så hvad det var for nogle kategorier man kunne vinde i:

Og jeg syntes at de allesammen er sygt fede undtagen én- og det er årets kvindelige iværksætter. Den ramte mig lige der hvor det gjorde mest ondt, fordi det er noget jeg har kæmpet for at ændre – som bestyrelsesmedlem i Morgendagens Heltinder, som iværksætter (jeg foretrækker ordet entrepreneur). Og jeg bliver lidt ked over, at vi kvindelige iværksættere vi åbenbart er så specielle, og laver business på så forskellig en måde fra mænd at vi skal have vores egen kategori. Det er lidt ligesom i min branche (IT-branchen) hvor man som kvinde hele tiden bliver sat fokus på, fordi man er kvinde og ikke så meget for hvad det er man brænder for, tror på, lever for, og elsker. Men kvinde! wauw (sjovt nok fordi vi tæller halvdelen af befolkningen)…

Jeg har intet imod kvindepriser og har også selv være indstillet til bla. Cosmopolitan’s fun fearless female i iværksætter kategorien, Men på ivækstprisen, fordi den er sammenlagt med alle mulige andre kategorier (som der åbenbart er hovedsagligt for mænd, for det syntes jeg som person og bruger at det signalerer) syntes jeg at det er en kende diskriminerende – at vi hele tiden bliver forskelsbehandlet på professionelt plan, og det gør en efterhånden garvet iværksætter som mig lidt ondt. De kvinder der er opstillet i prisen skulle allesammen vinde den – men jeg ville hænge med hovedet hvis jeg blev udnævn som kvindelig iværksætter og alle de andre var idealister, vovehalse og what have you.

At man vinder en pris fordi at man er kvinde – og tilfældigvis også er iværksætter.

En anden ting jeg hæfter mig ved, er at man skal være oprettet som bruger for at stemme – og de oplysninger de vil have (hvor man, helst, skal svare ja til alle deres tilbud før man afgiver sin stemme) får mig til at synke yderligere ned i stolen, for er dette en ivækstpris – eller er det et desperat forsøg på at få flere medlemmer (af dine venner vel og mærket, hvis du er nomineret) på ivaekst.dk ?

jeg ved det ikke.

Anyway her er mine råd til næste ivækstpris:

- drop den kvindelige iværksætter pris og mål istedet  de nominerede på nogen af de mere netværksfokuserede ting som der kendetegner female business.

- brug facebook connect eller openid til at få folks venner til at stemme (det kan dog blive lidt kompliceret at lave med jeres tilbud vi skal svare ja til, som facebook connect ikke understøtter) så man ikke føler at man skal igennem en masse ting før man egentlig kan komme til at gøre det som alle ønsker: at afgive sin stemme.

Der en mand der hedder David Meerman Scott der har skrevet en bog der hedder World Wide Rave, i bogen går han ind og argumenterer for, hvor meget mindre den virale effekt bliver af en kampagne/markedsføringstiltag/whatever hvis man begynder at forlange informationer fra folk. Ved de første informationer man vil have (selvom det måske kun er en email) er der 20 % der falder fra – derefter er det sådan set 5 % af folk på sitet der falder fra jo flere informationer man vil have. Aka at skulle oprettes som bruger for at stemme på sine venner i ivækstprisen er tydeligt overkill. Jeg kan ikke forestille mig at det konverterer særligt godt.

Mest fordi at det som folk de går ind på hjemmesiden for at få – (lov til at stemme på sine venner) og det som de rent faktisk får (forhindringer for at få lov til at stemme på deres venner) slet ikke spiller sammen.

Det blev godt nok et øv, og jeg ville egentlig ønske at jeg kunne lade være med at fare i flint over sådan nogen initiativer og ting, det kan jeg bare ikke. Jeg syntes at det er noget vi skylder den såkaldte ligestiling, fordi hvis der er noget der IKKE er ligestilling, så er det hvis vi kvinder bliver bedømt i individuel kategori.

Hvornår for vi lov til at være en del af forretningslivet på lige fod med mænd ?
Hvornår slipper vi for de specielle hensyn vi åbenbart skal have?
og Hvornår bliver vi bedømt for hvad vi kan, i stedet for hvad vi er ?

Da jeg var lille og fik fem kroner af min bedstefar, tog jeg min cykel og kørte op til købmanden og købte labre larver og lakridspiber. Det er der vel ikke noget mærkeligt i. Det ville faktisk være mærkeligt, hvis jeg lagde dem i sparegrisen for at spare op til en bondegård. Det gjorde min venindes storebror.

Alle børn vil have slik så tit som muligt og så meget som muligt. Og måske også de fleste voksne. Det hele er ikke så mærkeligt.

Og der bliver skrevet om fedme. Hver dag i aviserne. Der skrives og skrives. X antal børn i en klasse fede og vil få sukkersyge, og hver 6. dansker dør af fedme om tyve år. Store fede tal i hvert fald. Hvis in-put er fedt og sukker er out-put livsstilssygdommene. Det ved vi alle. Det er der vel ikke noget mærkeligt i. Alle vil have slik. Og chips.

Altså. Jeg er ikke nationaløkonom. Men det må der da være nogen, der er? Nogen som kan trykke på det rigtige knapper og skrue værdierne hen på noget, som giver sunde mennesker og ubelastede sundhedssystemer. Og slidte løbesko. Der bliver skrevet om det. Ja. Men hvordan går forretningen egentlig i vores land?

Hvad med at fjerne skatten fra frugt og grønt, og lægge på chips og sodavand i stedet. Gynger og karruseller. Udskriv bøder til folk med chips-fyldte bagagerum ved den tyske grænse. Og forbyd friture og hvede i det hele taget. Skattefradrag på løbesko. Jeg ved det ikke. Pornobladene er fjernet fra børnehøjde, hvad med at flytte slikket også? Og luk bryggeriet.

Jeg ved godt, at det er et stort politisk spørgsmål det her – Men helt ærligt, nogen må kunne svare! Det undrer mig helt vildt, at fedme-problemet bare vokser og vokser. Hvor er den handling, som virkelig batter og knækker kurven. For forretningen går virkelig skidt. Spørg barnet og sønderjyden – det gælder bare om at købe noget slik. Afsted afsted over den tyske grænse. Intet mærkeligt. Bare dybt beklageligt.

Jeg efterlyser nogen som seriøst kan regne den ud og få hele denne her business på ret køl. Eller skal jeg bare holde kæft og være glad for mine Novo Nordisk-aktier, som går op når sukkersygen gør?

Cross-posted om linefjord.dk

Forleden fyldte børnehaven 10 år. Det var som at stå foran orange scene. Regnen silede ned i hovedet på os, bandet stod under halvtaget og fyrede den totalt af med tangokat og en glad lille cowboy. Sous-chefen på den ene spade og en far på den anden. Fadøl og snobrød. Det var en fest.

Det cooleste er, at i vores børnehave spiller rockbandet hver dag. Selvfølgelig ikke på el-guitar. Men det spiller. Pædagoger og ledere går hver dag på scenen, som om de var betalt for det (hvilket de jo selvfølgelig også er, i et vist omfang), mens de stråler og smiler og fortæller anekdoter og elsker vores børn. Måske især mit barn, selvfølgelig.
Rammerne er helt faste. Konceptet er trygt – selve oplevelsen er ny hver dag. Den ene dag dufter barnet af bål, den næste er der brombærpletter på blusen, den tredje graver hun kartofler. Hver morgen står mindst halvdelen af forældrene og vinker farvel til bussen med poderne, som skal være med i orkestret i otte timer. De fleste forældre føler sig særlige og udvalgte. Som et publikum.

Alle spiller sammen og børnehaven er verdens bedste, det siger sig selv.

Hun hedder Helle. Lederen. Hun opfatter nok næppe sig selv som rockstar. Men hun spørger og ved præcis, hvad forældrene vil have. Og vi står og klapper. Hun spørger medarbejderne, hvad de vil – og de får lov og er kun sjældent syge. Nye ansatte håndplukkes. Samtidig sejler børnehaven som et skib – der er styr over sikkerhed og logistik – intet er kaos. Men enhver spiller det instrument, de er bedst til, og ingen er ens.

Til forældremødet er der kampvalg og flere gange om året passer bestyrelsen børnene, mens medarbejdere laver planer. Og der kø for at få lov at passe de 50 børn.

Blot for sige, at rockbands spiller også på den kommunale scene. Der hvor noderne er normeringer, kvadratmeter og nedskæringer. Men er den rigtige leder der, spiller det for vildt.

Cross-posted on linefjord.dk

Sidder bare og spekulerer på om de nye teknologier – i hvert fald sms, facebook og almindelig mail – måske er et særligt fortrin for os kvinder, som gerne vil bruge tiden fornuftigt. Og få butikken op at køre.

Jeg havde ingen – whatsoever – businesstanker tilbage i 80’erne og 90’erne. Men jeg prøver at tænke mig tilbage til, hvordan jeg kontaktede andre mennesker dengang. Jeg talte i telefon. Hver dag, mange gange om dagen. Hold da op, hvor jeg snakkede. Hvis jeg skulle give en besked, tog det hurtigt en time, for vi skulle jo lige høre, hvordan det gik i hinandens liv, og hvad vi skulle have til aftensmad. Jeg sad fast i en særlig telefonlænestol og ledningen sad fast ind i væggen.
Måske havde jeg ikke andet at tage mig til? Måske havde det noget med kvindelig snakkesaglighed at gøre?

I hvert fald tænker jeg på, at det ville have været en umulighed for 15-20 år siden at ringe op til en potentiel business-partner eller netværks-søster, blot for at sige ”ok” og lægge på. Eller ”Må jeg skrive en artikel om dig og dit job?” og lægge på. Eller ”Vil du anmelde denne bog?” og lægge på.…. Næ, næ, man skulle heeele vejen rundt om aftensmad og julegaveidéer til børnene for at komme til spørgsmålet. Og så ville den anden love at ringe tilbage med svar. Og kageopskrifter.

Jeg tror faktisk på, at de korte beskeder på sms og facebook gavner os. Vi skal selvfølgelig have en latte og lidt rødvin i ny og næ – og lidt snak om mændene – selvfølgelig. Men i mine øjne har sms og vaskemaskinen vel det til fælles, at det er teknik, som i særlig grad assisterer kvinderne på vejen væk fra det traditionelle videre i erobringen af egen verden. Det giver os mere tid til at arbejde på det vi brænder for. Eller hvad?

Cross-posted on linefjord.dk

Ok – nu er der så ret mange, der har købt sådan en lille ny Fiat 500. Det tager selvfølgelig lidt af værdien fra den, at der kører så mange rundt i København. Men det er nu en lille lækker sag – nougatbrun, blød sandfarvet eller 50’er grøn. Runde lygter, smart radio og smilende design.

Hvis nu jeg havde den og var en af de eneste? Eller vi bare var femten med den bil, så vi kunne lave en lille klub?
Den ville selvfølgelig være rimelig upraktisk for en familie med tre børn. Som tit skal til Jylland. Hm. Men måske er det så lige, at det slet ikke handler om familie, brobizz og medbragte ruller af riskiks, når jeg tænker på den lille lækre Fiat, Næ, næ, det handler om at komme kørende, som en italiensk boheme med cigaretrør, Ipod, lipgloss og macbook i tasken. Nystartet og styr over det.

Jeg ser mig selv komme kørende, som en Laura Castagnetti – gennem Roms gader en tidlig onsdag morgen, Campo dei Fiori åbner for blomstersalget og duerne spiser croissant-krummer på Piazza Navona. I min lille lækre Fiat. Jeg ankommer til min aftale, taler roligt og afleverer mit visitkort.

Jeg har styr over det. Det kan man jo se. Det er ikke meget nystartet business woman over det. Næh – alt det der med ulønnet arbejde på tjekkede magasiner og adrenalin, der pumper af nervøsitet for næste interview med en kendt forfatter – det er ikke til at se. Pyha – jeg er godt på vej.

Men faktum er, at jeg sidder i København og det regner, når jeg cykler. Adrenalinen kører, og jeg tjener ikke ret mange penge. Jeg snakker faktisk rimeligt italiensk og har da også lige bestilt en mac book. Og min frisør synes jeg har lækkert hår. Men jeg har ingen Fiat. Men Fiat eller ej – måske er det alligevel for fedt at tage toget til Fyn for at interviewe forfatteren. Jeg stryger min H&M skjorte, inden jeg afleverer min artikel til magasinet og smugspiser en Bounty, så snart jeg er ude igen.
Fiat eller ej. Jeg er lidt på vej. Og min Mac kommer med posten i dag.

Cross-posted on linefjord.dk/blog

Hun var så hellig – så yndig – og så mega uskyldig – en af mine gymnasiekammerater. Men hun tjente kasse. Det er 20 år siden, og jeg har et lidt uklart billede af detaljerne. Men i hvert fald var hun usynlig for de fleste og gik altid tidligt hjem fra fest.
Hun brugte ikke særlig mange penge – og ved du, hvad hun var – hun var død-doven. Ikke i skolen, der var hun en pligtopfyldende sladrehank – men uden for skolen. Mens vi andre stod i bagerbutikker lørdagmorgen på et usselt torv i sovende by eller gjorde rent i skolens bibliotek efter lukketid, lå hun på sin pude og sov. Tjente ingen penge selv.

En dag må djævlen alligevel være vågnet op i hende. Hun blev business-woman. Hvorfor støvsuge eller sælge snegle og hindbærsnitter, når man kan tjene penge på andres laster – næsten uden at løfte en finger? Der skulle pludselig være penge til vinyl, neglelak og plastic ørenringe.

Hun fik sin idé, fordi et af hendes familiemedlemmer rejste en del – nærmest hver uge. Idéen betød, at den rejsende begyndte at gå med knæstrømper under pressefolderne. I strømperne kunne der være cigaretpakker. Prince light. Hvide pakker uden banderole. Der kunne sidde fire pakker, stablet i hver strømpe. Ingen så det. For det meste var cigaretterne vist købt på ærlig og redelig og toldfri vis. Mere end hvad man kan sige om videresalget.

Kammeraterne var storrygere. Den dydige røg ikke, men havde altid cigaretter med i tasken. I mindst to år. Hun solgte dem til tyve kroner pakken. Hendes indtjening må have ligget på omkring 500 kr. om måneden, efter skat, hvis man kan tale om det. Og det var meget i 80’erne. Og imens stod vi andre lørdag morgen og solgte spandauere og andre kvalmefremkaldende brødstykker efter en pulserende fredag nat. Med samme økonomiske resultat ”efter skat.” Hvordan fanden knækkede hun den kode? Gik den mon kun, fordi hun var så pæn og artig? Lakeret overflade og syndige tricks. Hvad hvis hun havde været en dreng? Var han sluppet af sted med sådan en butik? Og Gud ved om hun er begyndt at ryge?

cross posted on linefjord.dk

”Den er som syet til dig, synes du ikke bare, du ser godt ud?” – jeg kigger mig lidt grundigere ind i spejlet. Tja, jo – den klæder mig jo meget godt den bluse.
Pigen forsvinder et øjeblik – kommer tilbage med en anden med lidt kortere ærmer. ”Prøv også denne her, for du har så flotte håndled.”

Mit selvværd vokser. Mærkeligt, for jeg står i et prøverum, under et aflangt lysstofrør og ser egentlig lidt lysegrøn ud i huden. Jeg svinger den nyankomne bluse over hovedet, ignorerer dellen, der et kort sekund griner til mig i spejlet.
Kigger på håndleddene. Jo, de er da meget pæne.
Pigen er tilbage: ”kan du se det? – Årh – hvor ser du godt ud”. Det er sket før og nu sker det igen. Jeg rækker hende dankortet, hun smiler, jeg smiler. Dagen er god. Jeg er for lækker.

Hendes biks ligger der nu på 20. år nede ad gaden. Jeg går derind forår og efterår, klar til at handle med pigen. Hun sælger tøj, det er klart – men hun sælger vel i virkeligheden mig til mig selv, bare i ny indpakning.

Min svigerinde gør det samme. Hun synes helt sikkert også, jeg er lækker. Når jeg kommer ind i hendes butik har hun lige fået nye varer, som ingen andre har set endnu, og nogle af bukserne er så fede, at dem SKAL jeg prøve. Fra flere familiesammenkomster over sommeren ved hun, at jeg har holdt tilbage, når chips, chokolade og lagkager kom på bordet. Hun ved, at jeg har tabt mig lidt. Det snakker hun ikke om, mens jeg står i prøverummet, hiver de gamle jeans af, så skællet fra de tørre lægge flyver omkring mig og danser i lysstoflyset. Jeg tager de nyankomne fede jeans på.

Hun småsnakker uden for teltet, lader som om jeg er biperson i en lille uropførelse. Så går tæppet, hun kigger ind og smiler – ”Det er også en meget god, lille røv, du har fået!”, siger hun og smiler. ”Vil du have en kop kaffe?”
Jeg langer hende dankortet og ved, at selvom min mave bliver lidt oppustet af kaffe, vil jeg være en lille smule lykkeligere, i hvert fald her i eftermiddag, når jeg promenerer i mine nye jeans. For hvem vil ikke gerne gå rundt med en god lille røv?

Cross-posted on linefjord.dk

Lad os sige, at hun hedder Andrea. Det gør hun faktisk ikke, men et eller andet heftigt navn skal vi jo kalde hende. For hun er hverken en Bettina eller en Susanne. Andrea passer meget godt.

Andrea er i gang med at skifte fag, ligesom nogle dyr skifter ham eller iklæder sig vinterpels, når sneen falder. Årstiden er skiftet i Andreas sind, og hun har de seneste år opdaget, at hun er ekstrem god til at skrive, og så synes hun faktisk, at det er skide sjovt. Det vil hun gerne leve af. Men hun er uddannet håndværker og ansat i en dansk produktionsvirksomhed med meget – skal vi kalde det niche-agtige produkter til et lille aftagermarked i Danmark.

Indtil for ganske nylig mødte Andrea hver dag på arbejde på værkstedet iført nougatbrune overalls, kort klip, beskyttelsesbriller, sikkerhedssko og en blikmadkasse med 14 halve i. Super dygtig til sit arbejde, kender alle afkroge af jargon’en og er faktisk uundværlig. Det er ingen selvfølgelig – men det hun nu nok alligevel. Lidt i hvert fald.

Men som en fisk på vej ud af en ruse, kæmper Andrea sig vej, hun vil skrive. Kvindelist i overalls. Helt tilfældigt begynder hun at lægge sin vej forbi direktørgangen. Helt tilfældigt skriver hun lige et par artikler til fagbladet. Hun gør sig bemærket. I overalls.
Fisken svømmer ud af rusen – og nu har Andrea fået visitkort. Hun er kommunikationsrådgiver tre dage om ugen på direktørgangen. Og to dage om ugen er hun håndværker og møder ind på motorcykel.
Instinktet styrer handlingen. ”Jeg har købt et karriere-ur”, udbryder Andrea stolt. Og jeg spejder efter Rolex eller Cartier på håndleddet, men hun har været på værkstedet i dag, tirsdag, så det er uden ur. Uden smykker. Men med 14 halve i madkassen.
“Jeg må gå med ur oppe på kontoret, derfor! – Når jeg ser på klokken, ved jeg den tikker i min retning, de dage jeg arbejder med kommunikation!” Uret er et helt almindeligt ur, som ingen lommetyv vil gøre en indsats for. Men det er et ur.
Andrea arbejder med sin fagskizofreni – bruger karriere-uret – og som noget helt nyt – nederdelen – i argumentationen, når cheferne river i hende fra begge sider på en kommunikationsdag. ”Kunne du ikke lige give en hånd med på værkstedet?” og Andrea er top-beredt og vil ikke trækkes over, svarer derfor ”Ligner jeg måske en, der kan arbejde på værkstedet i dag?”
Ambitionen er fuldtid på kommunikation inden jul. Uden overalls. Og måske med nye briller.

Crossposted on linefjord.dk

I øjeblikket er jeg igang med at udgive min allerførste bog (ved navn Return on Involvement) (ikke e-bøger dem har jeg lavet en del af)…og det er en lærerig sjovt og fantastisk hård proces, især ved siden af at køre et social web bureau. Faktisk har jeg her kl 12 sagt til mig selv at nu havde jeg brugt 4 timer på to do lister og ting der var overskredet og som jeg skulle have gjort i foregårs. Derfor skulle resten af dagen skulle bruges på at lede, strategisere,  forundres og skrive – for det egentlig det jeg syntes er sjovest og er mest mig. Der er mange der har det lige omvendt og har det bedst med alle de ting de skal nå, det er også ok og en nødvendig proces for mig – men ikke mere end et par dage af gangen – så bliver min verden for konkret, og som en person der godt kan lide at arbejde med praktisk forankrede strategier – så har jeg simpelthen indført at jeg har 4 timer dagligt til mine to-do lister – så er der 1 time til pause,frokost, løbetur og napping også 4 timer på at tegne kort og strategisere og skrive. sjovt nok så syntes jeg virkelig at mit liv virker meningsløst hvis jeg bare sidder med de to-do lister og jeg ikke får lov til at tænke de store tanker. 

En lille opfordring til at overveje det samme herfra – så bliver det hele lidt sjovere

Jeps – det er mig på scenen, hvor jeg taler om rockbandisme - foto: nextconference

Jeg kom hjem fra en uge i henholdsvis next09 i hamburg og disruptivemedia i Stockholm i lørdags.

Det er super spændende at være afsted i en uge, også komme hjem og skulle finde fodfæste herhjemme, og det er ikke altid super nemt.

Det er noget med at ligge vågen om natten i flere timer før man skal på scenen fordi man ikke kan forstå at man rent faktisk skal tale på konferencer med nogle af de mest fantastiske og brilliante mennesker i verden.

Bagefter er det er sådan noget med at vågne op midt om natten og være bange for at man har mistet noget af den fantastiske viden man fik på konferencerne.

Jeg er nu ved at være landet, men det tager mig altid noget tid. Jeg tror bare jeg er videnbegærlig og jeg har næsten ikke tid til at tale med min mand og min datter fordi jeg har så meget jeg skal finde ud af, så meget research, for at blive bedre. For at komme tættere på mit ultimative personlige mål.

Men det er en sjov balance, den dersens arbejds/livsbalance – især når man er selvstændig.

oh og hvis i har lyst til at se mig brilliere i Stockholm så er filmen her: