De sidste par dage, har fattigdomsdebatten startet på ny, efter den studerende Sofie V. Jensen har skrevet et indlæg i Politien.

Indlægget starter:
“Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke kan kalde mig fattig – fordi jeg selv har valgt det liv, jeg lever.”

Og dermed starter selvmodsigelsen.

I Danmark har har man muligheden for at vælge hvilket liv man vil have. Ligegyldigt om ens forældre er akademikere, arbejsløse, håndværkere eller selvstændige. Har alle stadig muligheden for en uddanelse inde for præcist det man vil. For mig, har en fattig ikke denne mulighed – ikke friheden til at vælge.

Hun understrege derudover, at hun er træt ikke at kan kalde sig fattig. Derfor er jeg kommet i tvivl, hvad betyder fattig? Efter den lange debat affødt af Joachim B Olesen og Özlem Cekic?

Jeg har slået “Fattig” op på Wikipedia Hvor definationen af “Fattig” er:
“Ordet fattigdom udtrykker, at man ikke har en tilstrækkelig mængde ressourcer til rådighed. Nogle definitioner af fattigdom betragter den som et målbart fænomen, hvor der er mangel på elementære fornødenheder til livets opretholdelse (føde, drikkevand, beskyttelse mod vejret, beklædning, sundhed)”

Livets opretholdelse….

Ifølge Sofie har hun et rådighedsbeløb på 329, når livets fornødenheder er trukket fra:

Husleje: 3.150

El + varme: 400

Telefon: 150

Forsikring og fagforening: 100

Internet: 200

Uddannelseskort 460

Tøjvask (vaskeri) 200

Licens: 192

Men det er her, den knækker lidt for mig. Telefon, internet, uddannelseskort og licens/tv er ikke et must for at have et godt liv, det er ekstra forbrug der gør livet let og bekvem. Dvs 1402, som bliver brugt på ting, som man leve uden. Ja det er ubekvemt at tage på biblotekte for internet, når man hellere vil sidde hjemme, og ja selvfølgelig skal man have en telefon, og det er rart at kunne tage bussen, når det regner. Det forstår jeg godt. Men derved at postulerer man er fattig, og føler sig tvungen til at skulle tage studielån, fordi ellers kan man ikke leve, og de savn hun nævner er: Champagne og østers, p-piller, caffe latte og fredagsøl ikke sygehus, husleje og uddannelse.

Hun nævner envidere, at hun ikke kan finde et passende studiejob, da hun er psykisk slidt ned fra tidligere jobs.
Mine erfaring er man altid kan finde et job, måske ikke et særlig lækkert et, men jobs inde for rengøring, phonere, servering kan man altid finde, ja det er måske ikke studierelevant, men stadig 10 timers om måneden vil stadig kunne give hende omkring 1000 kroner ekstra om måneden, som jo må være at fortrække, hvis man føler sig socialt eskluderet eller syg af stress, fordi man ikke har nogle penge.

Hun afslutter med, at hun mangler forståelse for de fattige studerendes situation, blandt andet fra de andre studerende, og det afføder spørgsmålet for mig: “Hvorfor har de råd til det forbruger-helvede” og alle de sociale studie events som hun referer til? Svaret for mig er såre simpelt, fordi de har et studiejob ved siden af deres studie, og derfor arbejder for de ekstra luksusting i livet, som julefrokost, gaver, caffe latte eller en ny bærbar computer. Og derfor har de valget og muligheden for at leve lidt ekstra – mener hun derved at vilkårne skal være ens for hende og hendes medstuderende?

Igen vil jeg nævne at jeg aldrig har været på SU, så jeg aner ikke hvor hårdt det er. Jeg valgte en teknisk udddanelse, da jeg i en alder af 16 år valgte at tage min uddannelse, og derfor ikke var disponibel for SU, og abejdede som opvasker/pizzabager inden jeg kunne få min første løb. Jeg tog min vidreudgående uddannelse om aftenen, imens jeg passede mit 50-60 timers job om dagen. Så derfor jeg indrømmer jeg, at måske ikke har den store forståelse. Min situation er bestemt ikke unik, mange af mine venner og bekendte, fra min egen generation har klaret sig med lidt igennem deres studietid, og nogle med meget.

Jeg ved verden har ændret sig – I dag kræves det nærmest at have de bekvemme ting som internet, computer og mobil – og jeg kan ikke være så firkantet som jeg var længere i dette indlæg.

Men derfor kan jeg stadig undres. Hvor er stoltheden I at kunne tage vare på sig selv? Hvor er ansvaret for ikke bare at kræve ind? Og hvordan kan man klage, når man overhovedet har muligheden for at tage et valg?