Denne blogpost skiller sig lidt ud i forhold til de andre i julekalenderen - jeg har nemlig interviewet Anja Lysholm, og hun er en en daglig stor inspiration for mig. Så her kommer det :

Hvornår besluttede du hvad du skulle være når du blev voksen?
Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var, men jeg ville gerne noget med sprog, så jeg tænkte at jeg skulle være korrespondent. Der var dog ingen der gjorde sig den ulejlighed at finde ud af hvordan jeg så kunne blive det, så jeg blev elev i Fona i stedet for. Jeg opdagede ret hurtigt at jeg ikke hørte hjemme i en butik, så da jeg efter et par år heldigvis blev fyret pga. nedskæringer, begyndte jeg at læse Audiologopædi på universitetet fordi jeg troede det var mit kald at blive talepædagog, men det blev jeg nu altså heller ikke.
…og hvad er du så blevet til ?
Nu er jeg forfatter, oversætter, korrekturlæser, speaker og forlægger i min egen virksomhed, Uforklarbar, som primært er et forlag, men det er nu ikke bøgerne der betaler huslejen (endnu) – det gør de freelanceopgaver jeg har for bl.a. Amino hvor jeg tidligere var fastansat.
Hvor finder du inspiration til dit arbejde?
De bøger jeg har udgivet, indeholder i høj grad en viden jeg gerne vil formidle til andre. Det er alt sammen noget om hvordan livet er meget større end bare det vi lige kan tage at føle på, og hvordan vi kan udvikle os ved at give slip på vores forestillinger om hvordan tingene er. Så jeg har vist mest fundet inspiration i min egen personlige udvikling. Især på kærlighedsfronten hvor mine erfaringer er blevet til en bog.
Hvad er kreativitet for dig ?
Jeg ser ikke mig selv som et særlig kreativt menneske, men det er måske fordi jeg tænker på kreative mennesker som sådan nogle der kan tegne og male og dekorere fine butiksvinduer og kreere spændende madretter og den slags, men det behøver det jo ikke at være. Det kan vel også være at tænke anderledes end andre, og det er vist der min kreativitet primært ligger. Jeg er ikke ret glad for rutiner (selv om min indre tryghedsnarkoman gerne ville have det), så jeg prøver at tænke lidt kreativt for at slippe ud af dem.
Hvis du kunne give et råd til folk der vil være ligesom dig når de
bliver voksne – hvad ville det så være ?
Gør en hel masse som andre synes er pløkåndssvagt, og vær stolt af det!
Hvor kan man finde ud af mere omkring dig ?
Man kan læse min private blog http://anjalysholm.dk eller min blog om utroskab på http://u-tro.dk, og så er der min firmahjemmeside http://uforklarbar.dk hvis man vil vide mere om de bøger jeg har udgivet.
Hvilke fem ting på internettet kan du ikke leve uden (alt ligefra
sites og blogs til spil etc) – hvorfor er de super fede?
Rejseplanen (http://www.rejseplanen.dk) er fandme smart og nok den webservice jeg bruger allermest. Fed fordi man slipper for at tænke selv og bladre i en masse papirplaner.
Facebook (http://www.facebook.com) er helt genialt til at følge med i hinandens dagligdag, synes jeg. Mange synes at statusbeskeder er tåbelige, men jeg synes det er skidehyggeligt at jeg kan følge med i folks hverdagsliv. F.eks. opdager jeg når en kusine får ny kæreste eller en gammel kollega har fået hund – ting jeg ikke ellers ville have fået at vide fordi vi ikke ses så tit. Det er fedt.
Amino (http://www.amino.dk) er et debatforum jeg ikke vil undvære. Der er simpelthen sådan en positiv ånd, og der er hjælp at hente til hvad som helst. Jeg har fået rigtig mange gode råd og gode kontakter jeg ikke ville have undværet.
Google Talk (http://www.google.com/talk) er min primære kontaktkanal til min kæreste, så det vil jeg heller ikke være foruden. Vi skriver rigtig meget sammen i løbet af dagen, og fordelen ved Google Talk er at jeg ikke kender ret mange andre der bruger det, og derfor bliver jeg ikke “forstyrret” af andre end ham der vil chatte. Messenger og Skype er jeg holdt op med at være på hele tiden fordi det forstyrrer for meget.
DropBox (http://getdropbox.com) er helt genialt til både fildeling og backup. Jeg kørte med de gratis 2 GB i lang tid bare for at kunne dele filer med kæresten, men nu er jeg hoppet på et 50 GB abonnement for også at bruge det som backup. Genialt.
Leave a reply