-Jeg kan ikke lege med dig, sagde ræven, jeg er ikke gjort tam.
-Åh, så må du undskylde, sagde den lille prins. Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han:
-Hvad er det at blive gjort tam?
-Du stammer nok ikke herfra, sagde ræven. hvad søger du egentlig?
-Jeg søger mennesker, svarede den lille prins. Men hvad betyder “gøre tam”?
-Mennesker har bøsser, sagde ræven, og de går på jagt. Det er meget generende! De opdrætter også høns. Det er det eneste interessante ved dem. Leder du også efter høns?
-Nej, sagde den lille prins, jeg leder efter venner. Hvad betyder “gøre tam”?
-Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd.
-Knytte bånd?
-Ja vist, sagde ræven. Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. for dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.
At starte forfra… En stor del af mit liv, har jeg har jeg haft den tanke, at de bare ville være super fedt at starte forfra i et andet land. Og gerne et sted der var dejligt varmt. Måske få en strandbar et tropisk sted eller en lille lækker restaurant. Og da jeg mødte min mand, begyndte vi at tale om, hvor skønt det kunne være at starte forfra. Men det er svært at bryde sin egen tryghedszone, og tage chancen. Vi startede med at flytte til London. Som jeg altid har været en smule forelsket i. Ikke særlig godt vejr, men masser af super fed kultur. Desværre er der utrolig langt til alt. Til trods for en af mine bedste venner bor der, var de store afstande desværre hindring for at man rigtig så hinanden.
En af mine “ældste” veninder Pia, vores venskab har overlevet masser intriger, drama, sladder og ikke mindst en masse forsmået mennesker.
Derudover bød London på meget mere krejleri end jeg har oplevet før. Og den gode vante sikkerhed vi kendte fra Danmark og Sverige, var bare ikke til stede. Min mand jobbede bare derudaf, mens jeg blev mere og mere depri, og da den første chance kom, var jeg ikke sen til at gribe den. Jeg blev tilbudt en super fed stilling hos Betsson, som søgte en dansk person med iværksætter baggrund, og efter knap 5 timers jobinterview med 2 fabelagtige personligheder, var jeg kollegial forelsket, og klar til at flytte til Malta.
Jannicke, en af de ene fabelagtige personligheder fra Betsson.
Dagen efter blev jeg tilbudt jobbet. Og min søde mand, som på det tidspunkt var i London, mens jeg var i København, fik et opkald, som var ved at vælte ham omkuld. Ingen af os havde nogle sinde været på Malta før, og faktisk havde en af Janis kollegaer, sagt det var det værste sted i verden. Men vi var fyldt med masser forventninger, og Jani havde enda muligheden for at blive forflyttet via hans firma. Så knap en månede efter, var vi på Malta for første gang. Hvor vi tjekkede ind på et mildest talt forfærdelig hotel (BayView, så ved I det!) spiste på den hæsligste asiatiske restaurant jeg har oplevet. Hvor det lykkedes dem at brænde både forårsrullerne og risene på !
Efter 2 dage hvor havde vi efter at set 16 lejligheder, underskrevet kontrakten på den ubetinget fedeste lejlighed vi nogle siden havde boet i. Og det hele begyndt at lysne lidt. Det hårdeste ved at flytte land, er at jo ældre man er, desto sværre føler jeg at det er at få venner og knytte nye bånd. Man lukker sig lidt mere inde, og er man åben er man for svær. Men jeg var temmelig besluttet på at integrerer mig på Malta, og inviterede især istarten gud og hver mand hjem til middage, for at lære folk at kende. En skik som de fleste jeg inviterede nok synes var lidt underligt. Det blev også kun gengældt af meget få plus rigtig rigtig mange her har en tendens til at aflyse i sidste øjeblik. Det ser jeg nu som karma for alle de gange jeg har har aflyst i sidste øjeblik.
My guys fra Betsson, mine kolleager og team
Men især den sidste månede har vi kunne mærke frugten af vores forsøg. Vi er begyndt at få en mere fast omgangs kreds. Verden centrerer sig ikke kun om arbejde, vores forhold eller vores ture hjem til vores ”gamle venner” istedet er vi begyndt at skabe den rytme og balance jeg aldrig fik i Sverige, og vi aldrig rigtig fik i London. Og det er skønt! Endelig har vi fået følelsen af at begynde at høre lidt til, og især at være starte forfra med god succes, hvor der er en god balance i arbejdsliv og privatliv. Og endelig føler jeg selv at jeg er ved at komme tilbage til et normalt liv for første gang i 3 år.
Og jeg vil slutte af med en linje fra Jim Morrison: “People are strange, when your are stranger, faces look ugly when your alone”
Leave a reply