Jeg har skrevet om det før, og nu skriver jeg om det igen, for man bliver da blæst helt omkuld af at deltage i Young Enterprise arrangementer. Denne gang var det Danmarksmesterskabet, det gjaldt; 20 elev-virksomheder med deltagere mellem 17 & 25 år, afholdt i DI’s skønne lokaler.

Jeg ved ikke hvad det er, der gør mig helt høj af arrangementerne? Om det er at være blandt unge mennesker med så meget drive, gejst og motivation eller om det er de innovative produkt-idéer de ligger for dagen? Efter hver produktpræsentation sidder du tilbage med et stort spørgsmål ”hvorfor i alverden er der ingen, der har opfundet det før?” Tag nu for eksempel et drop-stativ, hvordan kan man gå med et drop-stativ og en frokostbakke samtidig? Svaret er det kan man ikke, eller det bliver meget svært og hvad har nogle elever så gjort? Tjaa… de har opfundet et stativ med bakke…som både gavner patienter og personale, lettere kan det, da ikke gøres. Eller hvad med en biopsi-holder, så man har styr på biopsierne, eller en undertrøje med velcro-lukning til ældre mennesker, eller automatisk ledningsopruller inde i væggen? Idéerne er så simple, så enkle og alligevel har ingen tænkt det før?

Jeg elsker iværksætteri, så er det sagt, elsker miljøet, elsker drivet, elsker de modige smil. Det der er så godt ved Young Enterprise er, at eleverne vitterlig får mulighed for at prøve kræfter med at etablere en virksomhed med alt hvad det indebærer, og de går til det med ildhu og engagement, som kun kan være enhver leders drøm. Det næste er at de unge tænker værdi, de tænker værdi-baseret produkter, de tænker miljø og de tænker socialt ansvar.

Vinderne af Danmarksmesterskabet i Iværksætteri og Innovation 2009 tænkte i miljø og klima “InClimate Solutions” fra Roskilde Tekniske Gymnasium vandt med deres måler til at registrere indeklimaet.

Vinderne: Inclimate Solutions

På andenpladsen kom storbyguides.dk fra Haderslev Handelsskole, de havde som produkt en multimedie-storbyguide, som man via mobilen kunne blive guidet rundt når man befandt sig ved europæiske seværdigheder. Storbyguides.dk har jeg skrevet om tidligere, da jeg havde fornøjelsen af at være dommer for dem i Rosengårdcentret i Odense, hvor de vandt og nu blev de en samlet nr. 2 ved DM.

Anden pladsen storbyguides.dk

Anden pladsen storbyguides.dk

Tredjepladsen gik til Ear Care fra CPH West, de havde opfundet en ørehætte, så man undgår at få farve på ørene ved hårfarvning. Deres scenepræsentation var så professionel og timet og tilrettelagt, at man helt glemte at der her var tale om en ung elev-virksomhed.

Tredje-pladsen: Ear Care

Tredje-pladsen: Ear Care

Blot når jeg sidder her og skriver denne blog får jeg et smil på læben, for det var altså en fantastisk oplevelse og flere gange måtte jeg tage mig selv i at tænke at det ikke er eksisterende virksomheder endnu, men at de er godt på vej.

Kronen på værket for alle eleverne var besøget af Grevinde Alexandra Christina. Iværksætteri har med sikkerhed en særlig plads i hendes hjerte. Den måde hun lyttede til de studerende på, de spørgsmål hun stillede, det var ægte indlevelse og engagement.

Besøg af Grevinde Alexandra Christina

Jeg sidder her tilbage med en mæthedsfornemmelse og en indre sikkerhed på at vi nok skal klare os her i lille DK. For de unge mennesker, der omgiver os de har hjerne og hjertet på rette sted, de brænder for det de gør, de motiverer og de begejstrer. Ville ønske I kunne have oplevet det sammen med mig – alle sammen.

Hvis du vil læse mere om arrangementet gå ind på Young Enterprise www.ye.dk