Min søde kæreste inviterede mig ud at spise i går aftes. Han har drømt om perlehøne hos Le Basilic på Gasværksvej, siden vi spiste der første gang for ca. halvandet år siden, så der skulle vi selvfølgelig hen. (Vi har været der en enkelt gang siden, men da havde de ikke perlehøne på menuen.)

Jeg er generelt ikke voldsomt begejstret for restauranten. Den er superhyggelig med sine gammeldags malerier på væggene (minder mig lidt om min bedstemor, men fair nok) og kæmpe dækketallerkener, men jeg har dårlig erfaring med deres forretter. Måske er fransk mad bare ikke mig?

Nå, men jeg valgte tre retter fra deres Menu Surprise, hvilket betød, at jeg kunne lægge al ansvar fra mig og lade kokken vælge menuen for mig. Big mistake!! Jeg ved godt, at hvis man vælger at gøre dét, så kan man ikke tillade sig at pive, når man bliver præsenteret for noget, man ikke kan lide bagefter. Dog vil jeg sige, at vågner man midt om natten og kan man stadig ikke bekæmpe ens opkastrefleks, så er det vist tilladt.

Nå, ud over to forskellige salater og foire grais fangede jeg ikke lige, hvad tjeneren sagde, da han præsenterede min mad. Min salat var overhældt med eddike og var derfor super besk, men det skulle da ikke slå mig ud, eftersom jeg er kendt for at springe salatdelen let og elegant over. Jeg gik så i gang med foire graisen og det der senere skulle vise sig at være trøffel. Super lækkert. So far so good.

Nedenunder lå der en sjov, uformelig masse, der mest mindede mig om en punkteret elefantpat. Jeg prikkede lidt nervøst til den, og blev enig med mig selv om, at det nok var en slags budding af en art. Jeg smagte på den. Ikke en success, det smagte sjovt slattent og jeg knaste noget brusk. Mit maveindhold vendte sig lige en gang eller to, men jeg er jo ikke sart, så jeg smagte på den med foire grais og trøffel. Det var lidt bedre, men efter at jeg lod kæresten prøvekøre det, blev jeg enig med mig selv om, at jeg faktisk sagtens kunne nøjes med foire grais og trøffel. Ærgerligt at der ikke var særligt meget af dét.

Efter at have snuset rundt om bordet og skævet til min mere eller mindre uspiste forret et par eller tyve gange tog den kvindelige tjener endeligt mod til og spurgte om vi var færdige (jeg havde ellers lagt bestikket temmeligt indikerende, men ok, måske var det svært at se fra den vinkel hun stod i). Da hun rydder tallerkenerne spørger jeg hende, hvad nu min ret hed. Hun griner fjoget og siger: “Grisetæer med foire grais og trøffel”. Nå… jamen, jeg havde da genkendt en del af ingredienserne.

Aha… Lad mig bevæge mig videre til hovedretten, som bestod af tournedos med trøffel og fantastisk lidt salat. Tournedosen var stegt helt perfekt, brun og en lille smule sprød udenpå og helt rød indeni (sådan kan jeg bedst lide det). Vinen var også udemærket, men selvom den var fra 2005, havde et brunligt skær og duftede lidt af røget træ, så var den alligevel temmeligt anonym i smagen.

På den anden side kan man så sige, at i forhold til grisetæerne blegnede resten af aftenen, og selvom min hovedret faktisk var rigtigt god, så går jeg derfra med et løfte til mig selv om ikke at komme tilbage!