Hey, hvad er det lige, der sker i iværksætterånden eller entrepreneur-arenaen?
Så sent som i denne uge havde jeg et møde, hvor følgende blev sagt ” hey, du har da godt nok en interessant vinkel på tingene og virker til både at kunne udforme strategi og struktur. Vil du ikke arbejde gratis for mit projekt?”
Et andet projekt lød sådan “Jamen, vi skal blot bruge dig og dit netværk til at vi kan komme ud og holde dyre workshops og foredrag og du kan jo sælge os ind og virker som en kvinde med ben i næsen, til gengæld tilbyder vi dig gratis medlemskab, men du kommer til at skulle arbejde for det uden betaling…”. Ja og netop derfor står der jo ikke idiot på min pande…
Jeg kan godt blive provokeret af den tankegang. Der ligges ikke værdi i erfaring eller visdom i kompetencer eller læring. At jeg kan det, jeg kan i dag, er jo ikke kommet fra den ene dag til den anden. Det er en efterhånden lang karriere indenfor branding og markedsføring. At frisøren klipper hår, at teknikeren ordner din bil, at designeren konstruerer smukke ting, alle har indenfor hvert deres erhverv en erfaring og en kompetence, som er blevet opbygget gennem mange år. Alligevel høres det ofte “kan du ikke lige… og selvfølgelig gratis, da det jo ingen tid tager for dig og er indenfor dit felt”
Jeg kom til at tænke på hvad der var sket hvis følgende scenario havde udspillet sig:
Jeg gik ind i en tøjbutik og sagde “den røde bluse vil jeg gerne have, jeg er med i et meget spændende projekt og derfor skal jeg selvfølgelig have den gratis” Tænker du det samme som jeg? Netop, de vil tænke at jeg var splittertosset og måske ville jeg endda blive bedt om at forlade butikken.
Eller jeg gik ind til den lokale slagter (skønt han lige er blevet nedlagt og der er åbnet en Takeaway-biks, men det er en helt anden historie) og sagde “jeg skal invitere nogle meget vigtige mennesker til middag og vil gerne have 6 gode bøffer …”
Det ville aldrig ske, for folk har respekt når det handler om produkter, men når det handler om ydelser, kan man da godt lige… for det er jo kun din hjerne du bruger…
Det må handle om respekt. Som jeg ser det, må det simpelt hen handle om respekt, men ikke alene respekt omkring min ydelse og hjerne, men også respekt omkring deres eget projekt.
Når alt kommer til alt sætter man mere pris på det man betaler for end det man får gratis.
No more Freebiz
Til sidst vil jeg lige fortælle en lille historie, jeg oplevede i dag:
Jeg gik nede ved vores dejlige sø og en gut var i færd med at fodre ænder. Der kom en dejlig and vraltende, med et stort blødt stykke brød i munden, man kunne næsten se hvor den glædede sig til at nyde det, men på vej ned til søbredden kom et par måger flyvende, de hakkede den i nakken og anden åbnede næbbet og tabte brødet. 1,2,3 havde mågerne taget det og fløjet væk med det lækre stykke brød.
Jeg følte med anden og gik hen til ham, der stod og fodrede og spurgte “hey, kan du ikke give den der et stykke brød” og pegede hen på anden. Han kastede et stykke brød, hen til den, men ak 2 andre ænder kom og stjal brødet og igen stod den uden brød.
Vi prøvede en gang til, kastede brødet målrettet hen mod anden og denne gang fik den fat i det og snu som den var og rig på erfaring, vendte den brødet om, så det ikke længere stak ud fra næbbet og hverken mågerne eller de andre ænder kunne tage det og glad vraltede den ned til søen.
Er dette en historie om at i sidste ende får alle et stykke brød og det de oprigtigt fortjener måske endda med uventet hjælp udefra … eller er det bare en oplevelse ude i naturen…Who knows 
9 Responses for "No more FreeBiz"
Jeg tror, det er begge dele. hvis vi altså ser det og lukker det ind. Og det gjorde du jo.;-)
Jeg tror på ‘pay it forward’ princippet. Jeg gør noget for én af mit ganske hjerte, der så gør noget for en anden. Ikke noget med ‘you owe me.’ Meeeen – jeg begynder at tænke i samme retning, som du; der kan sgu’ også gå for meget ‘pay it forward’ i det hele. Så vi ender som ‘frivilligholics’. Og det kan vel egentligt oversættes med udnyttelse – der er nogen, der bevidst drager fordel af det. Som i de eksempler, du giver.
Jeg hjælper mange mennesker, der kommer til mig for at genfinde balancen. Fantastiske mennesker, der af en eller anden grund er blevet presset til sidste blodsdråbe og har givet alt hvad de har i sig – og meget mere. Og så tydeligt ikke selv mærket ret meget af den smukke ‘pay it forward effekt. Et fælles træk er, at de har mistet selvrespekten – og oven ikøbet vender det ind i mod sig selv – hvad kan JEG gøre, for at rette op på tingene igen?
Jeg ved, hvad jeg taler om. for jeg har selv været der. Og skal passe SÅ meget på ikke at ryge i fælden igen. Fælden, der ligesom kræver, at jeg tager hensyn til ‘sagen’, før til mig. Jeg har lært at undvige fælden, ved at spørge mig selv:’ Gi’r det her mening for mig – og hvordan gi’r det mening’, lige før den klapper i. Jeg oplever, at det spørgsmål kan være det mest provokerende i hele Verden, for vi kan da ikke gå rundt og tænke på os selv…….
JO VI KAN. Og vi skal. Det er to sider af samme sag, når nogen bare tillader sig at forestille sig, at bede nogen om at arbejde gratis for dem. Jeg vil kalde det direkte flabet, ja jeg vil.
Jeg møder det også hos kunder og kontakter – heldigvis er det ikke så tit, og har mange lange Styrkende Samtaler med mig selv om, at beholde styrepinden hos mig. Læs: sætte mig selv lige så højt, som jeg sætter andre.
Den ekspertise omkring kommunikation og relationer, jeg har tilegnet mig gennem mere end 25 års hardworking er GULD værd og ikke til fals for noget eller nogen som helst. Dixit.
No more freebizz (fedt udtryk).
Smukt feedback, Mette – tak for det.
Tak for den energi, du skriver det i og ja GULD VÆRD
Jeg har givet så meget “pay it forward” at manden med den fri bil og et hus til mig og kvinden med kufferten og de mange millioner banker på min dør lige om lidt og siger “vær s’go og det er til dig”
Det tror jeg på. Og er det egentlig ikke ved at ske allerede?
Små daglige mirakler og tegn, der viser, at alt er godt?
JO… og hov det banker på min dør…
Hehe, super godt indlæg Anne-Marie. Jeg er helt enig i, at det er super dejligt at hjælpe andre, men ingen jo har lyst til at blive udnyttet.
Er det egentligt ikke bare en blanding af at vi er opdraget efter flinkeskolemodellen og samtidigt skal se ud som om vi har alverden af overskud og tid til at hjælpe alle helt uden selv at få noget ud af det?
JO, den dejlige flinkeskole, gad vide hvordan man melder sig ud? Jeg mindes ikke jeg frivilligt har meldt mig ind…
Nu tror jeg jo på karma, og føler selv jeg har været en af dem som har givet rigtig meget, omvendt er jeg nået til den konklusion, at en af de grunde til jeg har haft de muligheder jeg har haft, er fordi jeg har givet..
Problemet for mennesker som os, er at vi besidder nogle kompetencer, som kan være lidt svær at sæ dette pris på, og derfor kommer det til at foregå i tjenester eller 2 flasker vin. Jeg valgte dog selv for et års tid siden agt sætte bremsen i, og tage mig betalt for det jeg laver.. Og er også en af grundene jeg dybest set er begyndt at tro på mit eget produkt.. Så no more freebiz, har fungerede ganske udemærket for mig..
Jamen jeg tror også at free bizz er en vej frem. Til et vist punkt. Hvis jeg, hver gang at folk spurgte mig om at jeg ville være med i et eller andet projekt der godt nok ikke giver noget lige nu, så kunne jeg arbejde omkring 100 timer om ugen – uden at tjene noget.
Jeg gør det dog engang imellem hvis jeg er sikker på at det kan hjælpe mig videre på den ene eller den anden måde.
[...] No more freebiz ! =) og NEJ for dælen, NEJ igen, og for tredje gang NEJ ! =) [...]
Leave a reply