Jeg har tilbragt en god rum tid (4,3 år) efter at jeg fik min fantastiske datter ( for 4,5 år siden) på at være bange. Bange for den globale opvarming, for at miste, for røvere der kommer om natten og slår os ned, for monstre under vores senge, for nullermænd og bussemænd og-jeg-skal-komme-efter-dig. Jeg var sindsygt bange for alt muligt.

Det hele kulminerede da jeg begyndte i september måned at være bange for den flyvetur jeg skal have til Texas, USA til marts måned.

Det var faktisk først da jeg fandt ud af at jeg kun var bange for en ting (at blive afsløret) som min coach (der er verdens mest fanastiske uden tvivl, uden sammenligning punktum) sagde til mig.

Det jeg troede jeg var bange for, var ikke som sådan var frygt, men grunden var faktisk at jeg var blevet så påvirket af alle mulige udestående instanser at jeg var overbevist om at mennesker i bund og grund var onde – min tro på det bedste i mennesker var simpelthen forsvundet.

Det var ret absurd for mig at en rigtig god ven, på et fly til Lissabon forklarede mig at piloten jo ikke fløj dette fly med det ene formål at få det til at styrte ned. Men at han, piloten altså, også havde familie og heller ikke havde lyst til at ende sine dage på at styrte ned med et fly. Jeg blev absurd meget flov, fordi denne frygt jeg bildte mig selv ind jeg havde, var alt sammen i mit hoved. En hel del ting som jeg havde fået blæst fuldstændig ude af proportioner.

Samtidig med dette begyndte jeg virkelig at kigge ind af og fandt ud af, at den største gave jeg kunne give til mig selv, ville være at leve i nuet. Ikke at bekymre mig, ikke at frygte morgendagen. Og bare vide at “the universe has got my back”. Hvis jeg virkelig ville et eller andet så skulle det nok lykkedes. Jeg lever hver dag i troen om at være glad i nuet. Igår aftes havde jeg lavet middag til min familie og jeg blev bare så lykkelig over at tænke at jeg var så heldig at jeg skulle sidde sammen med de to personer der betyder ALLER ALLER mest for mig i hele verden og spise en middag vi alle tre havde lavet sammen. fantastisk.

Det sjove er at hvis jeg valgte at være hunderæd for fremtiden, som jeg vil vove at påstå at jeg på nogen punkter var, så ville jeg ikke kunne drive min egen virksomhed i længden. for 3 måneder siden ville alle disse hersens artikler og nyheder omkring finanskrise havde fået mig til at ligge vågen om natten, og i længden fået mig til at få et fast job. Men ikke nu. Jeg har nemlig besluttet at jeg ikke bliver påvirket af finanskrisen. Det kan godt være at mange andre mennesker gør, men ikke jeg. det er en “affirmation” der kører igennem hovedet på mig et par gange om dagen…