Vi forlod mig i del 1. i Cork, Irland, Hvor jeg arbejder for Apple Computers, og hvor jeg elsker computerne, jobbet, men (som sædvanligt ville nogle jo nok tilføje) slet ikke kan acceptere ledelsens (mis)forståelse for at når man er fra skandinavien så taler man alle sprog i skandinavien – inkl. finsk. Selvom alle os skandinavere forsikrede ledelsen om at det ikke helt var tilfældet. Det var dog helt fantastisk at være en del af 200 mennesker der var blevet hyret af Apple Computers til at lave nye boller på den europæiske suppe.


20 års fødselsdagsfest på pub’en “the hairy lemon” i Cork, Irland. Sammen med mig sidder fødselsdagsbarn nr 2 – Maja. Hun var dog ikke forfalden til cigaretrør, sort tøj og hundehalsbånd.

Jeg boede i Cork i 7 måneder. Det var en forfærdelig by syntes jeg, og jeg har ikke været tilbage siden. Måske på et tidspunkt.

Et par vigtige ting tog jeg dog med fra Cork, og den ene af dem var at vi rent faktisk havde det ret godt i Danmark i forhold til Irland, og nok også resten af verden. Da jeg kom hjem igen fik jeg job hos Kapow! – som der idag stadigvæk eksisterer og hedder KapowTech. Som 20 årig blev jeg afdelingsleder for de nyansatte i Kapow og jeg skulle oplære dem i Kapows produkter. Efter et år var det dog overstået pga. dotcom boblen. Jeg søgte ind på markedsføringsøkonom uddannelsen fordi jeg havde fået ind i hovedet, at hvis jeg skulle ændre verden så skulle det være indefra virksomhederne. Det havde Naomi Klein, Kalle Lasn og Eric Schlosser blandt andet fortalt mig i deres bøger omkring virksomheder og hvorfor de skal ændres.

Markedsføring var ifølge mig et onde, som der ikke lavede andet end at få folk til at købe ting som de ikke havde brug for, og den opfattelse havde jeg til stadighed igennem min uddannelse, hvor jeg tit kom med markante holdninger og meninger omkring hvordan at man drev forretning.

Da jeg var færdig som markedsføringsøkonom røg jeg til London for at arbejde for min tidligere boss fra Kapow! i et startup der hed Betbrain, der skulle jeg lave markedsføring og administration. Efter at jeg til et møde havde bebudet at jeg ikke ville røre ved administrationen hos BetBrain med en ildtang (fordi jeg simpelthen var møgdårlig til det) så fik jeg lov til at markedsføre BetBrain istedet, markedsføringsbudgettet var 0. Så det bestod af partnership schemes og aftaler med forskellige andre virksomheder. Det var egentlig hos BetBrain at det begyndte rigtigt, altså mine idéer om markedsføring og hvordan at internettet kunne facilitere disse. Da jeg hørte på internettet omkring web 2.0 besluttede jeg mig for at undersøge det, og jeg stiftede Toothless Tiger – “et webbureau med fokus på nye medier” i December 2004 (4 års fødselsdag i denne måned, yey !), sprang ud i blogosfære det som engelsk skrivende blogger på henrietteweber.com i juni 2005.

I oktober 2005 var første gang jeg holdt en Geekdinner for alle disse fantastiske web 2.0 folk i Danmark, og dengang var vi ikke særlig mange (og ikke mange af os definerede os selv som web 2.0) – Det var også den aften der egentlig blev referencerammen for mig og Line’s (Peteri – Co-founder på denne blog) fremtidige venskab og samarbejde.


billede tyvstjålet fra Zpitzens fotos på flickr

Samtidig begyndte jeg at lave opsøgende salg omkring “blogging”, “wiki’s”, “online communities”, “tags”, “bogmærkedeling” og andet. Der var en del at lave, men de fleste syntes at jeg var skør når jeg sagde at web 2.0 kom til at have en fuldstændig paradigmeskiftende indflydelse på vores kultur, noget som Clay Shirky (fantastisk forfatter med forståelse for mennesker og web) giver mig ret i et af mine yndlings web-essay’s (jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det før her, men hvis i har læst det, så læs det igen=).
Fordi at jeg var før end alle andre på dette område, så gjorde det efter et halvt års tid, at jeg A) enten måtte kaste håndklædet i ringen fordi at markedet slet ikke var på sammen punkt som jeg var, eller B) måtte investere alt hvad jeg og min kæreste havde for at få Toothless Tiger til at blive ved med at køre.

Det var ret mærkeligt for mig at folk ikke forstod mig, endda folk som jeg ville betegne som nogle af de ypperste indenfor IT – både i Danmark og i udlandet… Jeg begyndte at blive bange for at blive afsløret som en der ikke havde noget hold i alt hvad jeg troede på, som menneske og som forretningskvinde.

Dette ledte til at jeg valgte A – jeg kunne ikke rigtig andet på det tidspunkt, selvom jeg ville have valgt enormt anerledes idag =)

To be continued…