Klokken er 03.18 om natten, og jeg ligger vandret og skriver dette – både mig og min datter er ramt af sygdom, herfra føles det som en kamp mellem pest og kolera. Jeg er sikker på at dette bliver et af mine bedste blogposts til dato, og det siger ikke så lidt. Jeg kan 100 % sige at jeg aldrig før har været så dybt personlig på internettet EVER, det kommer selvfølgelig an på hvordan man tolker personlig, men i min mening af ordet er den god nok. EVER.

mig som 2 – 3 årig printet på en gammel hulkortsprinter hed det det ?) Matrixprinter, (tak Mr. Bach) og et af mine kæreste minder fra barndommen. Min onkel lærte mig at kode dos som 9-10 årig og jeg ville hellere spille strategi og adventure spil i forhold til at lege med dukker.

Når folk spørger mig om jeg har haft en god barndom siger jeg altid ja – jeg har haft en fantastisk barndom. Mine forældre har virkelig gjort deres job godt med at få mig til at være parat til verden. Tak til min mor og far. Men det absurde kommer nu, jeg var, på trods af at jeg har gjort interaktion imellem og til grupper af mennesker til min levevej idag, hunderæd for mennesker. Jeg var sådan den buttede sjove pige der altid blev valgt til sidst i rundbold, den der var den første der fik bryster, røg, fik kæreste, drak mig stangbacardi og den der altid kunne styre et projekt til noget helt sublimt fordi der ikke var nogen andre der havde tænkt i de baner før. Jeg er først. Det er min position. Det har det altid været. Det er nok derfor at jeg trives så vel på internettet, blandt andre firstmovers. Og der er derfor at jeg hellere ville spise sand før jeg før et fuldtidsjob igen. Samtidig har jeg udviklet et skjold, et kæmpe et jeg konstant har bygget op omkring mig selv. For at beskytte mig, for at hele tiden at kunne påstå det som jeg stadigvæk gør idag, ” i forstår mig bare ikke”. Der har vitterligt aldrig været nogen der har kunne sætte sig helt ind i hvad det var, jeg egentlig mente. Jeg på den anden side er sikker på at jeg kommer til at være med til at redde verdenen. På den ene eller anden måde. Fordi jeg er først.

Dette har også udviklet sig til en frygt som der er ret absurd. Jeg er simpelthen så hunderæd for at blive afsløret som værende uoriginal og dum. Jeg gik i 1.G på helsingør gymnasium i en klasse der var helt forfærdelig, Jeg kan stadigvæk til dags dato ikke snakke med særlig mange om min gymnasietid, fordi den i bund og grund var horribel. Jeg var for ung og for kluntet og nok lidt for uselvstændig. Jeg kan huske at der var en der stod og råbte mig ind i hovedet at “jeg var snotdum, og det nok var fordi at jeg røg så meget hash”. Det gjorde jeg ikke. men anyway. Jeg tror ikke at den klasse kan huske hvor meget de grinede af mig eller ved hvor meget det har sat sig som ar på sjælen. Lærerne gjorde vitterligt ikke en disse. Jeg gik ud som 16-årig efter 1.g med et 03 i matematik, selvmordstanker, og en selvtillid og et selvværd der var ikke eksisterende. Jeg er første fødte barn i hele min familie, så det var et nederlag af dimensioner, jeg var jo dum!.

HELDIGVIS havde Helsingør gymnasium en fantastisk studievejleder der sagde at jeg da skulle på handelsskolen. Mig. Lille Henriette på 16 år. Og hun havde ret. Jeg kan stadigvæk huske at tænke, at hvis det blev på nogen måde ligesom gymnasiet og matematik især, så vidste jeg vitterligt ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min handelsskole tid blev fantastisk. I forhold til folkeskolen og gymnasiet var der plads til at sådan en som mig kom i skole med blå læbestift, jakker med fjer på, og en punkerkæreste fra London med piercinger i hele hovedet. Siden dag 1 har jeg vist en sublim sans for forretninger, og stort set alt fra erhvervsfransk over idéhistorie til global økonomi faldt mig naturligt. Jeg fik tre veninder som jeg stadigvæk ser den dag idag og som der nok er dem der, på trods af alt, kender mig bedst, og har valgt at stå ved min side igennem min ungdomsglam og dumheder. Lige pludselig var en af dem der var seje (hey!) men stadigvæk var jeg bange for at fortælle lige hvor meget jeg forstod, og hvordan jeg undrede mig om forskellige ting som andre ikke anede hvad jeg talte om. Jeg var hunderæd for at blive afsløret. Mest fordi at jeg gik fra at være “dum” i andres øjne til at være “genial.

Mig før jeg tog afsted til Irland, ja og det var et af mine mere afdæmpede kostumer =)

Som 19-årig startede jeg min IT-karriere ved at flytte til Irland og arbejde for Apple computers – vel og mærket før Apple blev cool!. Jeg skulle bare væk og finde mig selv, og finde ud af hvad jeg skulle med mit liv. Før jeg tog afsted var der en kær klassekammerat ( nej han var sgisme nok en af mine tætteste venner på det tidspunkt) der skrev i min studenterhue “keep on punking krøltop” – En ting jeg stadigvæk holder af idag – har malet på et lærred herhjemme og som der minder mig om hvad jeg er. Vilhelm som han hed, døde i en bilulykke 2 -3 år efter vi blev studenter og jeg kan stadigvæk ikke tale om det uden at få tåre i øjnene. Jeg er ham dybt taknemlig for at han har givet mig en stor del af nøglen til hvem jeg er – skrevet med 4 ord i en studenterkasket “Keep on punking krøltop”. og hans manifestation af mig passer stadigvæk 100 procent. Jeg var så sønderknust at jeg ikke kunne gå med mine klassekammerater til begravelsen og det var krafteddeme et hårdt slag at få som 21-årig at miste en person på sin egen alder som man har festet med, danset med, delt hemmeligheder med og grint med. Vi var SÅ forskellige og alligevel så ens. Han var også bange for at blive afsløret. Men for noget andet. Han var bange for at blive afsløret i, at ikke have de samme ambitioner som hans forældre havde for ham. Jeg var bange for at blive afsløret som dum – og grim.

Mig som 28′årig til slayerkoncert på rockskilde festival 08 – still punking=)

stay tuned for more… klokken er nu 4.16, kan stadigvæk mærke feberen i kroppen og har det egentlig godt med at have fortalt jer dette.