men tak – jeg skal nok holde jer opdaterede herpå bloggen omkring hvordan det kommer til at gå med at sige nej…

De der JA’ er, der smutter ud af munden på os i tide og utide, er jo faktisk et stort NEJ til os selv. Og det kan da virkelig ikke være meningen?

Så det har jeg funderet over.
Og så opdagede jeg noget – i hvert fald om mig. Det er jo ikke sikkert, der også er sådan for dig.

Jeg fandt ud af, at når jeg siger JA til noget, jeg egentlig ikke vil, så er det behageligt i situationen. For jeg undgår jo andres undren, misbilligelse eller ligefrem skæld ud. Men bagefter —- der er det præcis, som Henriette beskriver. Så går alle mine selvbebrejdelser i gang og jeg bruger en masse krudt på at være sur på mig selv. Lover mig selv; ‘Aldrig mere!’ Ind til næste gang, jeg ikke lige får samlet mod til at være tro mod mig selv fremfor mod ‘de andre’.

Det er noget andet med ‘NEJ.’ Det kan være pokkers ubehageligt, lige når det kommer ud af munden. For det kan gøre andre vrede, skuffede – ja faktisk rigtig ubehagelige.
Men når det så er sagt og sunket, så er det noget helt andet.

Første gang, jeg virkelig sagde ‘Nej’ i en kritisk situation, havde jeg hjertebanken og rysteknæ. Men jeg holdt fast. Stille og roligt. Det var virkelig ubehageligt – i højst 5 minutter.
Så blev jeg bare så glad og lettet. Stolt af mig selv, var jeg. Så meget at jeg lige gav mig selv en ‘high 5′ og måtte hoppe lidt op og ned af glæde. Og så var det på plads.

Prøv det! Det bliver faktisk nemmere og nemmere. Og lad så de andre mene om dig, hvad de vil.

God weekend.
Mette